26. oktober 2012

Test af Sony NEX FS700

Rent faktisk har vi ikke haft det så sjovt med et kamera, siden vi myldrede rundt i Las Vegas med et GoPro. De første to dage, vi havde FS700 til test, optog vi intet andet end slow motion. Alting ser simpelthen bedre ud i slowmotion, på samme måde som ketchup gavner alle middagsretter – med undtagelse af desserten. Kameraet kan skyde op til 800 billeder i sekundet i begrænset opløsning, men klarer 8 gange slowmotion i fuld HD-opløsning.

Nem slowmotion

Og det kan ikke være nemmere at skyde slowmotion. Kameraet har en buffer, der kan rumme op til 23 sekunders video afhængigt af den valgte framerate. Ved fire gange slowmotion kan der optages 19 sekunder og ved otte ganges slowmotion kan der optages 9 sekunder. Kameraet fylder denne buffer med video skudt med det antal billeder i sekundet, som kameraets slowmotion er sat til. Når optagelsen stopper, giver kameraet sig til at rendere bufferen med det antal billeder i sekundet, som kameraet normalt er sat til at optage med og gemme den dannede normalhastighedsvideo på kameraets SD-kort. Så optager det med 200 FpS, og det er sat til at optage 25 fpd normalt, vil det tage lidt over et minut at tømme bufferen, idet de 9 sekunders optagelse jo er optaget 8 gange hurtigere end normalt. I den tid er kameraet låst. Processen kan afbrydes, men så mistes den del af videoen, som ikke er overført fra bufferen.

 

Slowmotion kan startes på tre måder. Et tryk på knappen kan starte optagelsen, eller det kan slutte optagelsen. Det sidste er mest praktisk ved de pludselige hændelser. Der er også mulighed for kun at bruge den halve buffer. Så går det hurtigere med at rendere videoen. Et fodboldmål tager måske 2 sekunder og sker til sidst i bufferen. Så er det surt at skulle vente på, at alt det foregående langsomt sker, inden selve målet bliver renderet.

 

Slowmotion op til 8 gange kan ske i fuld HD. Slowmotion i 16 og 32 gange sker med nedsat opløsning. Ved 32 gange slowmotion optages der 960 x 216 billedpunkter. Men 32 gange slowmotion er rigtig, rigtig langsomt. De 23 sekunder, der kan optages her, ender som omkring 12 minutters optagelse i 25 fps. Og vi er ude i ting som eksplosioner og lynnedslag for at få brug for så langsomme optagelser. Eksempelvis ligner frit faldende ting i 32 x slowmotion stillbilleder med en glacial bid bevægelse. Det går simpelthen ikke hurtigt nok. Og selv 8 gange slowmotion kræver kvikke

bevægelser. Vi kunne ikke nære os og optog en bid B-roll af en sø med ænder. Aldrig har ænder svømmet så langsomt! Det kan derfor godt betale sig at starte med de mindre langsomme slowmotionmuligheder. Man skal dog lige være klar over et par ting. Kameraet ændrer naturligvis lukketider efter det valgte antal billeder i sekundet. Dermed ændres eksponeringen naturligvis også. Derfor skal man være forberedt på at skulle kompensere eksponeringen enten ved hjælp af ekstra gain eller mere opsat lys, hvis man er i et studie. Det kan derfor være svært at bedømme den rigtige eksponering, når man skifter til slowmotion, men zebra-funktionen virker heldigvis under slowmotion. Det gør histogramfunktionen derimod ikke.

 

    Kameraet kan også optage i fastmotion. Det kan ske med helt ned til et billede i sekundet. Så er man mere til timelapse, kan kameraet også klare det i moderat grad. Der kan optages mere end 60 timers video med 1 fps på et 32 GB hukommelses kort. FS700 har lukketider ned til en 1/3 S, så natoptagelser med lange lydstriber fra biler er en mulighed her.  

God billedkvalitet

Billedkvaliteten fra kameraet er rigtig god. Sony har forfinet sin AVCHD komprimering. Resultatet er billeder med høj kontrast og massevis af detaljer uden tendenser til opbrydning i CODEC’en. Farvetonen er neutral med fin farvemætning.

 

Der er mulighed for at anvende flere forskellige gammaindstillinger, hvor kameraet har lånt Cinema-indstillingerne fra storebror F3. Resultatet er, at højlysene bliver rigtig pæne, og at optagelserne får et ”filmisk” look. Men højlysene bliver hurtigt harske ved overbelysning. Der er ikke en log-gamma i kameraet, svarende til de som findes på Sony’s F3 eller Canon. Men de gode Cinegamma-funktioner kompenserer for det i høj grad. Det er jo også en fordel, at man ikke skal gøre noget i post, og at man direkte kan bedømme billedet på en monitor på optagetidspunktet.

 

Kameraets dynamik er meget god, sådan at man kan belyse med en 100% zebra og histogram-funktionen på søgerskærmen, så man også holder pæn definition i skyggerne uden at blæse højlysene ud.

 

Kameraets støj er lav. Basis følsomhed ligger omkring 640 ISO. Efter 1600 ISO begynder støjen gradvist at krybe ind, men er dels meget pæn og dels holdt godt nede. Det betyder, at kameraet uden problemer kan anvendes i lav belysning.

Hører til på et stativ

Rent designmæssigt er det et boksagtigt kamera, som hører hjemme i en rig eller på et stativ. Det kan håndholdes i kortere perioder med en let optik. Ellers skal det på rig. Det er helt skævt ubalanceret, så man spænder meget i armen, hvis man bare holder det i det medfølgende håndtag. Og håndholdt er søgeren helt umulig. Men monteres det på et stativ og er alt godt. Sætter man det i en skulderrig, går det også fint - med en ekstern søger.

 

Som rigmonteret kamera er det en del bedre på skulderen end Canon EOS C300, da kontrollerne på FS700 er langt mere tilgængelige. Man kan rent faktisk føle sig frem. På en EOS C300 kræver det et kursus i Braille blindskrift. Til gengæld er C300 meget mere mobilt i en minirig.

 

FS700 har et aftageligt håndtag med zoom, start/stop og udvidet fokus-kontroller. Det sidder fast med en Arri-rosette og er forbundet med kameraet med en ca. 20 cm lang LANC-forbindelse. Så det  er nemt at flytte håndtaget ud på en rig. Det skal lige bemærkes, at zoom-kontrollen kun fungerer sammen med E-mount powerzoom-optikker. Sony har lige annonceret en sådan 18-200 mm i forbindelse med NEX-EA50 kameraet, og der er formodentlig flere optikker af tilsvarende type på vej. Kameraet kommer i to udgaver. Den ene med en 18-200 mm zoom med E-mount og en version uden optik.

 

Der er massevis af adaptorer til forskellige fatninger. Kameraet kan monteres med Nikon, Leica, Canon, Sony Alpha og mange flere optikker. Men funktioner som autofokus kræver anvendelse af Sonys egne optikker.

 

Den medfølgende optik på det kamera, som vi testede, er hæderlig, men med manuel zoom. Siden optikken ikke har fast bagfokus, går den ind og ud af fokus under en zoom. Den skal derfor opfattes som en optik med variabel brændvidde på dette kamera. Det med variabel bagfokus gør ikke noget på stillfoto. hvor autofokus klarer det problem. På FS700 betyder det bare, at man ikke skal fokusere i total tele for derefter at gå ud i den valgte indstilling og tro, billedet er skarpt. Her skal man i stedet brug expanded fokus i den valgte brændvidde.

 

Praktisk kamera

Den optagne video er i AVCHD version 2. Det vil sige, at der kan optages i op 1080P50. Det sker med 28 megabit/s. Kameraet er dual standard og kan stilles mellem 50 Hz og 60 Hz. Ved omstilling justeres lukketiderne, sådan at de passer. 24P er dog kun mulig i 60 Hz tilstand.

 

Der er et enkelt slot til SDHC-kort, men der kan tilsluttes en ekstra 128 GB SSD-recorder (HXRFMU128) via Sonys eget
interface. Derved kan optagelserne spejles mellem kort og optager. Der er både HDMI og 3G SDI tilslutningsmuligheder på FS700, sådan at kameraet er nemt at bruge både i studiesammenhæng og med en ekstern recorder.  

 

Kameraet er befolket med monteringsgevind i lange baner, hvilket gør det endda meget nemt at montere søgere, recordere, batterier og alt det andet filmiske isenkram, som man har brug for. Der er et tophåndtag med to flashsko, så det er hurtigt lige at smække en søger og LED-lys på kameraet. Men det gør ikke FS700 til et ENG-kamera på nogen måde.

 

Det er et kamera, der er designet til de lidt mere rolige situationer, hvor man har tid til at sætte et stativ op. Hvis det er run-and-gun, man er ude i, så er et bedre bud dedikerede ENG-kameraer som for eksempel PMW-320K. Her får man så ikke fordelen af en stor sensor, som kan give smal dybdeskarphed. Men det er normalt heller ikke lige det, man tænker på i de situationer.

 

Der er fint plads til ekstra strøm på kameraet, der har en dyb batterimontering til NP-serie batterier. Der er mulighed for ekstern strøm, men beklageligvis kun via et specielt Sony strømstik. Brug af V-Mount batterier kræver en NP batteri -adaptor. Denne adaptor kan så også bruges ved 220V-drift


Informativ søger

Søgerskærmen er god og kan påmonteres en medfølgende søgerlup. Denne søgerlup er rigtig lang, og giver kameraet et 35 mm filmkamera look, og det er nok også meningen. Den lange søgerlup er fin, når kameraet er på stativ, da den effektivt skærmer for sollys. Kameraet har en spændeskrue til LED-skærmen, så den forbliver i samme stilling med søgerluppen påmonteret.

 

Der er mange justeringsmuligheder for informationer på den 3,5 tommer store berøringsfølsomme søgerskærm. Der er expanded focus, hvor der er mulighed for at vælge mellem 4x og 8x. Der er også en peaking funktion, som er rigtig udmærket. Den kan bruges sammen med expanded fokus, hvilket kan være en fordel set i forhold til sensorens størrelse, hvor man med de rigtige optikker kan opnå en supersmal dybdeskarphed. Der er mulighed for et lille

histogram og naturligvis zebrafunktioner. Det satte zebraniveau markereres med en gul streg på histogrammet. Det er nyttigt til lige at se, hvor man er rent belysningsmæssigt, hvis man har sat zebra til for eksempel 85%. Der er godt, at histogrammet går til ca. 125% belysning, så man kan se, hvor meget man evt. blæser højlysene ud. Kan man ikke lide histogrammet, kan det fjernes helt med en dedikeret knap. Det samme gælder for zebra. Der er mulighed for at vise forskellige formatmasker på skærmen - 4:3, 13:9, 14:9, 15:9, 1.66:1, 1.85:1 og 2.35:1. Der kan også bare vises et midterkryds.

 

Skærmen er som altid hos Sony fyldt med nyttige informationer. Et tryk på displayknappen fjerner det meste af skærmmylderet. Endnu et tryk og alt anden end Rec-indikatoren, formatmasker og en indikator af lagringsmedia forsvinder.  

Indbyggede ND-filtre

Langt de fleste knapper kan reprogrammeres, hvilket kan være nyttigt. Optageknappen er dubleret. Der er en foran i højre hjørne og en på toppen af kameraet. Bruger man håndtaget er der også en optageknap der, sammen med en knap til expanded focus.

 

Der er slet ikke samme grad af dublerede knapper og mylder af samme som på Canon EOS C300, men der er altså også bedre plads på FS700.

 

Ligesom Canon kameraet har FS700 også ND-filtre. De sidder i et traditionelt filterhjul og er mekaniske. Et af de helt store kritikpunkter mod FS100 er, at dette kamera ikke har ND-filtre. Afstanden fra optikken til sensoren er nemlig kun 18 mm (Flange Focal Distance) for Sony E-mount, hvilket gjorde, at Sony har haft svært ved at få plads til et filterhjul. Til sammenligning er den samme afstand på 52 mm for PL-mount optikker, hvilket giver rigelig plads til et filter. Afstanden er 44 mm for Canons EF-S objektiver, så der er er også fin plads i et EOS Cinema hus. Sony har simpelthen været nødt til at låne noget teknologi fra sit F65-kamera for at kunne fremstille et filterhjul, som er smalt nok til at være i mellemrummet på 18 mm. En sideeffekt af tilføjelsen af ND-filtre er, at kameraet er blevet noget større end FS100 omkring objektivfatningen. Dertil er den ekstra mekanik med til at gøre kameraet mere omkostningstungt. Men det virker fint på FS700, og giver dette kamera en klar fordel i forhold til FS100. En lille god sideeffekt ved ND-filtrene er, at der er en klar glasplade inden filterhjulet, sådan at sensoren eksempelvis ikke er eksponeret for støv.

4K opgradering
Sensoren er i super35-format, eller APS-C i foto terminologi. Det er en 11,6 megapixel sensor, som har et effektivt pixelantal på 8,4 megapixel for HD og 7,1 megapixel for foto. Ja – kameraet kan også optage stills.

 

Så HD er nedsamplet fra 8,4 megapixel, og der er mulighed for at opgradere kameraet til 4K. Sony har annonceret muligheden, men ikke hvordan det skal foregå, hvornår det bliver muligt eller prisen for denne opgradering. Det vides, at der kræves en ekstern recorder tilsluttet via kameraets 3G-SDI port, da 4K-datastrømmen ikke kan håndteres af SDHC-kort, som ellers er kameraets primære lagringsmedie. Det er spændende, om Sony vælger at frigive denne opdatering enten som en gratis opdatering eller til reduceret pris for at imødegå konkurrencen fra Canons EOS Cinema-serie. Umiddelbart ligger listeprisen for FS700 netop midt mellem C100 og C300. Men i praksis er prisen nærmere C100. Hvilket kamera man vælger er op til ens behov, men FS700 byder ,udover en fantastisk billedkvalitet, også på opgraderingsmuligheder og slowmotionmuligheder, som ingen af konkurrenterne har – og det med et fornuftigt prispunkt.

 

FS700 har vores bedste anbefalinger. Det er et rigtig godt kamera.

 

Tekst: JOS Svendsen

ProAV Digital

ProAV6 forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • 30 år i branchen
  • Streaming udstyr
  • Audio over IP
  • Svalegangen
  • Minitech

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her