16. maj 2013

Super videokamera til DSLR-folket

Dette kamera med APS-C sensor og udskiftelige optikker til en pris under 30.000 kr. giver virkelig valuta for pengene. God DSLR-lignende billedkvalitet og alle videokameraets dyder. Vi tester, om Sony har produceret en DSLR-dræber.

 

Der var en gang for ikke så mange år siden, hvor Canon EOS 5D Mark II startede en videorevolution. Alle elskede de muligheder for filmlook, som kameraet leverede. Og ingen forstod, hvorfor Canon insisterede på, at det var et DSLR til stills, og at videomulighederne var til nyhedsbrug og intet andet.
    

Derfor ventede alle, at Canon ville komme med et rigtigt videokamera snart efter. ”Hvor svært kan det være at putte indmaden fra et 5D Mark II i et andet kabinet med XLR og alt det andet nødvendige til samme pris?” var det kollektive spørgsmål.
    

Men i stedet for et Cinema EOS 5D kom et Cinema EOS C300 til næsten 7 gange prisen af et 5D Mark II. Det blev efterfulgt af et C500 til cirka 14 gange prisen af et 5D Mark II, og senest C100 til omkring 3 gange prisen for et EOS 5D Mark II. Og EOS Cinema C50 ser ud til at være mest en ønskedrøm.
    

Heldigvis er det ikke nødvendigt at drømme længere – takket være Sony. NEX-EA50EH -kameraet har en pris på 26.000. Det har en APS-C sensor, og det er et videokamera, som umiddelbart fungerer i et professionel workflow.

Super 35 sensor til film look
Sensoren stammer fra et NEX-5N stillbilledkamera, og er på 16,1 Megapixel (23.5mm x 15.6mm). Den er ledsaget af de opdaterede billedkredsløb fra Sonys VG30-konsumer videokamera. Og det er ikke nogen dårlig ting. Det betyder blandt andet, at billedkvaliteten er rigtig god. Men også at kameraet tager hæderlige 16 megapixel stillbilleder. HD-billederne dannes ved at downsample fra sensoren, som i 16:9-format har 13,6 megapixel. Det giver massevis af materiale til kameraets billedprocessor at arbejde med. Kameraet er næste fri for mange af de billed-unoder, som DSLR-kameraer lider under. Moiré og trappetrinseffekter er næsten væk. De kan fremprovokeres, hvis man virkelig vil det, men ses slet ikke i samme omfang som et EOS 5D Mark II. Samtidigt er billedet ikke så blødt som et EOS 5D Mark II. Alle billedprofiler og næsten alle billedjusteringsmuligheder er arvet fra storebror NX FS100. Og det betyder, at kontroller som black gamma og mulighed for log gamma-kurver er med. Storebror FS700 har så en 8 megapixal sensor, hvilket betyder, at alle sensorbilledpunkter er fire gange større end de på NEX-EA50EH’s sensor. Større sensorbilledpunkter betyder højere lysfølsomhed. Derfor er basisfølsomheden for FS700 på 500 ISO, mens NEX-EA50EH lander på 160 ISO. Omsat til dB bliver det 9 dB’s mindre følsomhed. Heldigvis er videoen fra NEX-EA50EH rimeligt støjfri op til 3200 ISO, så i praksis er det ikke et problem.

Genial digital zoom
Sony har medtaget en snedig funktion fra sine konsummodeller. Det er en tabsfri digital zoom-funktion på to gange zoom. Sony kalder den Clear Image Zoom, og det er simpelthen en variabel digital nedskalering. Funktionen holder, hvad den lover.
    

Vi kunne ikke se forskel på digital og optisk zoom i AVCHD materialet. Det var først, da vi satte kameraet direkte til en 55 tommer skærm, at vi kunne se en svag blødhed i de allerfineste detaljer ved den digitale zoom. Funktionen er meget anvendelig, idet den giver mulighed for zoom ved objektiver med fast brændvidde.
    

Det er der ingen af markedets andre professionelle kameraer, som kan. Det er virkelig nyttigt lige at kunne give det ekstra lille nøk i rækkevidde med den digitale zoom. Og kameraet kan indstilles til, at zoomkontrollen på selve kameraet kan indstilles til at styre den digitale zoom, mens zoomkontrollen på optikken styrer den optiske zoom. Det giver mulighed for nogle interessante zoomeffekter, svarende til en dollyzoom. Men endnu mere nyttigt giver det mulighed for at bruge den optiske zoom på standardoptikken mindst muligt. Det læses måske som det omvendte af sund kamerafornuft, men ikke for dette kamera.
    

Standardoptikken er nemlig en ombygget stilloptik fra Sonys serie af NEX-kameraer. Den tegner fint, men den er langsom. Fuld åbning er F 3,5 ved 18 mm (27 mm omregnet til 35 mm) faldende til F6,3 ved 200 mm (300 mm omregnet til 35 mm). Og det er meget langsomt i forhold til en normal video-optik. Det betyder, at man er nødt til at lade gain stå på auto, hvis man bruger zoomen meget, ellers dykker optikken 3 blændetrin. Her er det så meget nyttigt, at kameraet er så støjfrit. Ved at bruge den digitale zoom taber man ikke nogen blændetrin.
    

Standardoptikken er en såkaldt parfocal type, hvilket betyder, at den ikke holder skarphed i hele zoomområdet ved manuel skarphedsindstilling. Zoomer man ind for at stille skarpt, og zoomer derefter ud til det valgte udsnit, kan man risikere, at billedet ikke er skarpt. Sony har en speciel fokusprofil i kameraet for optikken, som kompenserer for dette problem ved konstant at justere fokus.
    

Heldigvis er kameraets fokusassistancefunktioner intet mindre end fremragende. Der er en peaking-funktion, som er umådelig tydelig. Og så er der en expanded focus, hvor et felt i søgeren forstørres 4 eller 8 gange. Det er muligt at flytte dette felt rundt på søgerskærmen. Det gør det meget nemt at få en præcis fokus, mens man holder beskæringen.
    

Endelig er autofunktionerne særdeles udmærkede. Der er en spotfocus funktion, som kan kombineres med tracking af ansigter. Så optager man eksempelvis en konference eller et interview, tapper man på søgerskærmen på hvilken person, at fokus skal ligge. Derefter følger kameraets fokus bare vedkommende.
    

Skulle man føle trang til at køre manuel fokus i telebrændvidder, er det værd at bemærke, at E-mount optikker har elektronisk fokus, idet fokusringen ikke har nogen mekanisk forbindelse til optikkens fokusindstilling.
    

Den elektroniske fokusering sker med variabel hastighed, afhængigt af hvor hurtigt, man drejer fokusringen. Det er smart ved stillbilleder, men kræver tilvænning til videobrug. Her er man vant til at justere fokus, til billedet lige er blevet uskarpt igen efter korrekt fokus - og så justere nøkket tilbage igen. Med standardoptikken skal der justeres til korrekt fokus – punktum. Men det vænner man sig til.

Ingen ND-filtre i kameraet
Man forstår hurtigt, hvorfor Sony har gjort så meget ud af fokusfunktionerne. Selv ved blænde 6,3, som er standardoptikkens største blænde ved fuld tele, betyder korrekt fokus noget, når det er en APS-C-sensor, som billedet lander på. På et kamera med en 1/3 tomme sensor med en optik sat til den tilsvarende blænde er nærmest det meste af planeten i fokus, uanset hvad afstanden er sat til. Men sådan er det ikke her. Korrekt fokus betyder noget ved NEX-EA50EH.
    

En ting, man savner fra kameraer med mindre sensor og indbygget optik, er de indbyggede ND-filtre. E-mount har så kort afstand mellem optikkens bageste del og sensoren, at det kræver en helt speciel mekanisk konstruktion at få ND-filtre indbygget. En af de store forskelle mellem et Sony FS100 og et FS700 kamera er netop ND-filtrene, hvor FS700 har et større filterhus siddende for at få plads til de ultraslanke ND-filtre. Og den konstruktion er så ikke med i designet af NEX-EA50EH. Derfor er man overladt til variable ND-filtre i bedste DSLR-stil, hvis øvelsen går ud på at holde blændeåbningen størst mulig på optikken. Og det vil man - fordi en af glæderne ved et videokamera med en stor sensor netop er mulighederne for den smalle dybdeskarphed.

God søger
Vurdering af dybdeskarphed og belysning kræver naturligvis, at søgerskærmen er i orden. Den er heldigvis fortrinlig og er både velfungerende, har gode justeringsmuligheder og er lysstærk. Der medfølger en speciel søgerlup til kameraet, der dels gør det nemt at se søgerskærmen under forhold med stærkt lys og dels giver en forstørrelse af søgerskærmen. Kameraet har nemlig ikke både en søger og en søgerskærm. Søgerskærmen er solidt monteret med ekstra kraftige skruer til fastholdelse af skærmen i en bestemt position ved brug af søgerluppen.
    

Den lange søgerlup gør, at man kan bruge kameraet broadcast-style – hvis ens dominerende øje er det højre. Det er ikke helt nemt, hvis man fortrinsvis bruger venstre øje. Det med broadcast-style kræver normalt, at kameraet kan hvile på skulderen, og det kan NEX-EA50EH, idet kameraet har en udtrækkelig skulderstøtte.
    

Kameraet vejer 3,1 kilo fuldt udstyret med batteri, søgerlup og mikrofon. Skulderstøtten har monteringsmuligheder for tilbehør som ekstra batterier eller en ekstern recorder og har dermed både en praktisk funktion og mulighed for at tilføje ekstra vægt til kameraet, for dem der foretrækker mere vægt på skulderen.

Mulighed for 4:2:2 optagelser med ekstern recorder
Der er en ren 4:2:2 HDMI udgang på kameraet, sådan at anvendelse af en ekstern recorder, som for eksempel en Atomos Ninja 2 vil give muligheder for at optage med 4:2:2 farverum. Kameraet har ekstra monteringsbeslag bagest på bærehåndtaget, sådan at man kan montere ekstra tilbehør her ved hjælp af en magic arm.
    

Der er i øvrigt også mulighed for at optage med en Sony flashram-baseret 128 GB recorder - HXR-FMU128. Det snedige er her, at kameraet kan optage samtidigt på SD-kortet og FMU-128 recorden. Det kan bruges til en sikkerhedskopi af ens optagelser, idet kameraet kun har en plads til et enkelt SD-hukommelseskort. Sony-recorderen klikkes bare på kameraet og kan tilsluttes en computer som en almindelig USB-harddisk, når optagelserne skal overføres.

Massevis af billedjusteringsmuligheder
Kameraet optager i AVCHD 2.0, og det betyder optagelse i formaterne 1080/60i, 1080/60p, 720/60p, 1080/50i, 1080/50p, 720/50p. Dertil optager kameraet SD i MPEG2. Billedkvalitet i dagens kameraer afhænger, ud over optikkens kvalitet og sensoren med dens A/D-processorer, også af kameraets billedprocessor og dens håndtering af den aktuelle Codec. Her har Sony virkelig fået forfinet billedbehandlingen. Komprimeringen håndterede fine detaljer i billederne rigtig godt.
    

Kameraet har arvet mange af sine billedindstillingerne fra Sony FS100 og er lige gået nummeret videre med indstillingerne. Der er seks standard billedprofilindstillinger, heraf en traditionel video efter ITU-709. Der er også en standard Sony-profil til at matche et Sony videokamera. Og minsandten også en til at matche til et Sony stillkamera. Dertil kommer et par log-profiler, hvor resultatet bliver et ret fladt billede, med flest mulig højlys bevaret, men som dog nemt kan strammes i post. En snedig feature hos Sony er den såkaldte black-gamma, hvilket er en indstilling, der påvirker den nedre bøjning i gamma S-kurven. Med denne indstilling kan man løfte skygger, sådan at de både bevarer tegning, og uden at skyggerne samtidigt bliver fyldt med støj.
    

Sony har gjort det muligt at justere billedudtrykket i næsten lige så høj grad som de større Sony modeller. Ud over de fem mulige gammaindstillinger er der også seks farveprofiler, der alle er fuldt justerbare. Alle indstillinger kan naturligvis gemmes som specialprofiler. Der er også en hel samling af skarphedsindstillinger løftet direkte fra FS100. Billedkvaliteten fra NEX-EA50EH er så glimrende, at man sagtens kan eksperimentere med de forskellige billedjusteringsmuligheder, uden at billedkvaliteten lider under det. Det er ret imponerende med alle disse muligheder i et kamera i denne prisklasse.

Gode lydmuligheder på kameraet
Lyddelen af kameraet er helt efter standarden. Der er to XLR-indgange og en hovedtelefonudgang med omskifter mellem de to indgange. Det med at have variabel monitorering via hovedtelefonen er super praktisk, når man optager events. Her vil man typisk have et feed fra lydmanden i den ene kanal og lyden fra en shotgun-mikrofon i den anden kanal. Det betyder, at der er delay mellem de to kanaler, hvilket kan være meget irriterende at høre på. Så er det smart at kunne vælge. De indbyggede mikrofoner på kameraet er hæderlige, og Sony leverer en shotgun-mikrofon, ECM-XM1, med til kameraet. Det er god stil, som Canon kunne lære noget af. ECM-XM1 er af den korte type og er af udmærket kvalitet.

ENG-formgivning
I brug minder kameraet om et traditionelt ENG-kamera. Alle kontroller sidder nogenlunde, hvor man ville forvente det, så alle der har betjent et professionelt Sony kamera vil hurtigt føle sig hjemme. Samtidigt har kameraet nogle indre kvaliteter, som gør det velegnet til eftertænksom dokumentar, events og drama. Billedkvaliteten er nemlig rigtig, rigtig god. Alt det man kan på et DSLR, kan man også på NEX-EA50EH, og man kan mere, fordi man slipper for eksterne lydoptagere, rigs og andre DLSR-specialiteter. Kameraet er komplet ud af kassen – der mangler kun et SD-kort for at komme i gang, og der er naturligvis en fleksibel søgerskærm, gode moniteringsmuligheder for lyd, nyttige billedprofiler og alt det andet, som et videokamera skal have i professionelt regi. Interessante detaljer er den indbyggede GPS-funktion, som mærker optagelserne med sted for optagelsen og mulighed for omstilling mellem PAL og NTSC.

Kræver gode optikker for lækker billedkvalitet
Siden kameraet nu har en stor sensor, og dermed gode muligheder for ”filmlook” med smal dybdeskarphed, så kræver det også en god optik. Standardoptikken, der er en stillbilledeoptik modificeret for video, har den største blænde afhængig af brændvidden. Det vil sige, at den største blænde varierer mellem F3,5 og F6,3 – så den smalle dybdeskarphed er ret bred med denne optik. Standardoptikken er OK, men kameraet fortjener bedre. Sony har ganske udmærkede E-mount optikker – heriblandt en forrygende knivskarp Zeiss 24 mm F 1,8. Med kameraets cropfactor på 1,5 bliver den til et skarpt tegnende 35 mm. Vi havde mulighed for at prøve kameraet med netop denne optik. Og her viser kameraet virkelig sine kvaliteter. NEX-EA50EH har ikke helt samme lækre mellemtoner, som Canons EOS Cinema C100, men det koster kun det halve – med optik. Til gengæld er Canon EOS Cinema C100 mere lysfølsomt.
   

I forhold til FS700 er det også mindre lysfølsomt, og siden sensoren er anderledes, også lidt mere tilbøjeligt til at give moire og trappetrinsproblemer. Der er også nøkket mere rolling shutter.

Professionelt videokamera med DSLR-kamera
Om kameraet reelt set kan erstatte et DLSR afhænger af ens behov. EA50 er mindre kompakt og mindre lysfølsomt end et DSLR, men det har alle de professionelle videokameraers dyder, en god pris, og billedkvaliteten er i orden. Dette kamera fortjener gode optikker, og de ligger måske allerede i kameratasken. Der er nemlig massevis af adaptere på markedet, sådan at Nikon-, Canon-, Sony-, Leica og PL-optikker kan anvendes på kameraet.
    

AE50 er et fint allround kamera, som giver virkelig meget for pengene og leverer filmlook i lange baner med den rette optik og indstilling. Og til alle de opgaver, hvor der er tid til at kæle for billederne, er det markedets mest priseffektive bud på et videokamera med DSLR-kvaliteter.

 

Af: JOS Svendsen

 

ProAV Digital

ProAV6 forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • 30 år i branchen
  • Streaming udstyr
  • Audio over IP
  • Svalegangen
  • Minitech

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her