RODECaster Pro

Af Jens Walther, 6. januar 2020

Podcast til folket

Podcast vinder frem, selv om det som medieform i grunden er temmelig etableret, måske ligefrem antikt. I sin grundform er podcast i nær familie med radio, men med den afgørende forskel, at det kan høres og nydes, når lytteren har lyst og tid. Man kunne også kalde det ”radio on demand”. Lige så snart en ny medieform får bred udfoldelse, så skyder teknologi op, som hjælper til med at producere indhold. Her tester vi en samlet pakke fra australske Røde, en podcast produktionsfacilitet og en tilhørende PodMic mikrofon. 

RødeCaster Pro er en enhed, som i den grad prøver at være så ligetil og tilgængelig teknologisk som muligt. Netop for at appellere til de mange podcastere, som har noget på hjertet, men som måske ikke har den store baggrund ud i broadcast-/radioteknikken. RødeCaster Pro har mange ben at stå på; den kan kaldes en mixer, en recorder, en jingleplayer, et lydkort… den er alle ting på én gang. Og det er netop fordelen for Røde enheden - her er den komplette pakke…næsten. Mikrofon, mikrofonstativ og hovedtelefon er også nødvendig, og undertegnede ville nødig producere podcast uden redigeringsmulighederne på en computer. Men det kan lade sig gøre at lave ”liveoptagelse” i en rå form på RødeCaster Pro uden efterredigering, fordi enheden også kan optage.

 

Hør vores podcast om RødeCaster Pro

 

Broadcast mixer?

Når RødeCaster tages ud af papkassen, så præsenterer den sig i høj grad som en mixer. Her er otte fadere, en for hver af de mixerkanaler, som findes på enheden. Fire mikrofonindgange, en USB/computer, en mobiltelefon, en bluetooth og en indgang for de jingler, som kan ligge på hver af de otte pads, der hver især afvikler en sample/jingle. Hver kanal har også en mute og en solo knap, som sidder under faderne og en kanalvalgs knap, som sidder over faderne. Alle indstillingerne foretages på et touchdisplay placeret over faderne.

RødeCaster Pro er ikke stor; lad os kalde den tilpas i størrelse med sine 35x26x7 cm. Man sidder ikke og fedter med små knapper og gnidrede menuer. Funktionerne er let tilgængelige og håndrette; her ligner den andre broadcast mixere. Fadere med lang vandring, en anselig ”Rec” knap og velvoksne drejeknapper for volume på de fire hovedtelefonudgange. På bagsiden er der fire XLR mikrofonindgange, en telefonindgang på minijack, fire hovedtelefonudgange, en USB port og en L/R udgang til højttalere. 

Simpel og enkel tilgang!!

Indstillingsmulighederne er begrænsede på RødeCaster Pro, og det er afgjort helt med vilje.Det er nu ikke sådan, at lyden bare passerer uden lydbehandling på kanalerne, men de fleste indstillinger er lavet af fabrikken og gjort klar til brugeren. Så derfor er der nogle få indstillinger, som fabrikken spørger om for hver mikrofonindgang, det være sig hvilken Røde mikrofon, der bliver brugt, hvor seks gængse modeller er repræsenteret. Hvis der ikke bliver brugt en Røde mikrofon, så kan man vælge mellem dynamisk eller kondensator. Desuden bliver der spurgt om stemmeleje, og hvor kraftig stemmen er; begge med tre muligheder: Deep, Medium, High og Soft, Medium, Strong. Desuden kan der indstilles gain fra 0 til 100, og under en avanceret menu kan vælges on/off på følgende muligheder: Compressor, Gate, Ducking, Deesser, Highpass filter og de to gode gamle Aphex effekter: Aural Exciter og Big Bottom. De sidste to giver henholdsvis mere diskant og klarhed og dybere bas. Alle effekterne kan også slås til enkeltvis og på en samlet on/off knap. Røde har ikke gemt på skidtet; konsekvent er alle effekter undtagen ducking slået til som grundindstilling. Måske ikke den dårligste idé, for både highpass, comp og deesser er ofte nødvendige, og Aural Exciter og Big Bottom er sådanne effekter, at når du først har hørt dem, så er de svære at slukke for. De skaber en insisterende og velkendt talelyd, som måske ikke er naturlig, men udmærket ”make up” af din stemmepragt. Ofte i testen slukkede vi for gaten; den kan være nødvendig, hvis der er en del baggrundsstøj.

 

Du kan læse ProAV Magasinet Oktober 2019 lige her

 

De andre kanaler på RødeCaster har kun en række preset, som kan vælges. For Mobiltelefon og Bluetooth indgange kan der vælges tale, musik og telefonopkald, og for USB-indgangen kan der vælges tale og musik.

Se video om RødeCaster Pro

 

Jingles og afvikling

Den sidste kanal på RødeCaster Pro er til jingle- og sampleafvikling. I alt otte forskellige kan afvikles, hver på sin dertil indrettede pad, som er store, firkantede afviklingsknapper. En pad-jingle kan optages direkte fra enheden, og her vil det være det, som umiddelbart høres, idet pad recording bliver aktiveret, og lige indtil optagelsen stoppes. Måske mere relevant er det at importere lyde via det stykke software, som kan downloades på Røde’s hjemmeside. Når det er installeret på computeren, kan hvilken som helst lyd droppes fra computerskrivebord til en af de otte pads afbildet i softwaren. Softwaren giver også mulighed for at give en pad en unik farve, navn og bestemme, hvordan pad-jinglen skal afvikles. Skal den afvikles i sin fulde længde uden afbrydelse (play), skal den kunne gentages, inden den er færdig (replay), eller skal den kunne afbrydes, når der trykkes igen på pad’en (latch). Navngivningen er lidt unødvendig, for det fremgår kun på softwaren og i editering af pads på RødeCaster, men ikke direkte i display eller på de farvede pads. Så det gælder om at kunne huske, på hvilke pads, de forskellige jingles er placeret. Desværre kan lydstyrken ikke bestemmes på den enkelte pad, men kun samlet for alle otte pads via faderen. Forhåbentlig kommer det som en opdatering i en fremtidig udgave af firmware eller software.

Indspilning

Der kan indspilles på det MicroSD kort, som stikkes i maskinen eller via USB2 tilslutning til computer. I begge tilfælde kan der både vælges stereo, dvs. samlet output fra mixeren eller multitrack, hvor hver kanal bliver optaget på hver sit .wav spor. Stereo eller multitrack vælges i menuen, og derfra er det bare at trykke på Record knappen, som skifter fra farve alt efter tilstand. 

Hvis der bliver optaget via USB til computer, kræver det selvfølgelig et DAW program på computeren. Vi prøvede under testen både Pro Tools og Logic, og det fungerede fint, bortset fra at Pro Tools i tilslutning til RødeCaster ikke definerer et output i softwaren til enheden. Lidt fiflen med Pro Tools aggregate tilstand løste det, men det er nok de færreste podcastere, som tænker på den løsning; så her er noget at rette i Pro Tools håndteringen. Røde anbefaler ret høje buffer værdier på 512 samples og derover til driverkonfigurationen, og det er der en grund til. Lave bufferværdier giver underlig stress på computeren, så regn ikke med at kunne bruge RødeCaster Pro som lydkort til musikproduktion, der kræver helt andre lave buffer og latency værdier. Optagelserne er altid i 48KHz/24 bit. 

Lydkvalitet

Under testen fik vi udmærket talekvalitet på den medfølgende PodMic mikrofon (se omtale senere), og de forprogrammerede effekter hjælper til med at få en radiovenlig lyd, især hvis man øver sin mikrofonteknik mht. afstand og stemmeføring. Røde praler af klasse A mikrofon forforstærkere, men vi hørte en mikrofonforforstærker, som ikke er alt for støjsvag. Hvis man har en normal gain struktur og tager faderen helt op på kanalen, så er det tydeligt at se på meteret, at der er støj. Støjen virkede nu ikke som et stort problem under optagelse. Dertil skal siges, at den tilhørende PodMic mikrofon, som enhver anden dynamisk mikrofon, kræver godt med gain.

 

Du kan læse ProAV Magasinet Oktober 2019 lige her

 

PodMic

Røde PodMic er en mikrofon, som Røde har udviklet specielt til brug med RødeCaster Pro. Mikrofonen er dynamisk og rigtig broadcast-like med sin bøjleholder og store popfilter. En vis lighed med broadcast mikrofonklassikere som EV RE20 og Shure S7B. Mikrofonen er robust og tung (gad vide, hvad de har lagt ind i mikrofonen) og kræver derfor et stabilt stativ. Mikrofonen er på ingen måde lineær i lyden, men har en behandlet lyd med et dyk i den lave mellemtone og et løft i presence området omkring de 3-4 KHz. Dette væsentlig for at gøre den bedre til at formidle tale. 

PodMic er beregnet til at bruges tæt på munden, hvis du bare kommer 10 centimeter væk, mister du bund, lydstyrke og engagement i lyden. Så helt ind og næsten røre mikrofonen med læberne. Det indbyggede popfilter er forholds effektivt, men P og K lyde kan godt blive eksplosive, hvis man er uheldig. I den tilhørende PodCast til denne test kan du høre mikrofonen i aktion og sammenligne med andre modeller.

Fordybelsens kunst

Fordybelsen i emner har svære kår i disse tider, så skønt med en ny medieform som podcast, som går i den modsatte retning og giver sig tid. Røde har med deres RødeCaster Pro set rigtigt og lavet en enhed, der tilfredsstiller de fleste podcastere. Let at arbejde med, forudindstillet lyd og med de muligheder, der er brug for til almindeligt podcast arbejde. Teknisk set er der et par løftede pegefingre, men næppe nogle, som vil genere podcast folket.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Oktober 2019

ProAV Digital

ProAV7 20 forsideNET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Shure SLX-D
  • Lys til streaming
  • Ung selvstændig
  • Frihedsmuseet
  • Redigering på iPad

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her