16. november 2012

Perle fra Panasonic: AG-AC90

Normalt betyder ¼ tomme sensorer lav lysfølsomhed og tendenser til støj. Men Panasonic har ved at bruge nydesignede backlit CMOS-sensorer og en del intelligent støjreduktion fået gjort billedkvaliteten rigtig god på dette kamera. Det er ikke vanvittigt lysfølsomt. Det er 6 dB mindre følsomt end et Canon XA10 med en 1/3 tomme sensor, men det er meget bedre end JVC HN-150 der også bruger ¼ tommer sensorer. Heldigvis har Panasonic en rigtig god støjreduktion, så støj begynder først at gøre sig negativt bemærket over 18dB’s gain – det er rigtig flot!

    

Samtidigt er optikken rigtig god med en maksimalt lysfølsomhed på F 1,5. Zoomområdet er 29,8 til 283,7 mm, og dermed rigeligt til de flestes brug. Der er fast modlysblænde, som ikke kan tages af optikken. Modlysblænden er dog så vid, at det er mulig at montere filtre påoptikkens 52 mm filtergevind uden alt for stort besvær. Optikken har tre justeringsringe – zoom, afstand og blænde. De gør kameraet rigtigt nemt at bruge.

    

De tre justeringsringe fungerer som forventet. Blænderingen er dog lidt mere avanceret end normalt. Når laveste blænde nås, skifter ringen automatisk til at regulere gain. Der er ikke den traditionelle H-M-L omskifter på kameraet. Der er for den sags skyld heller ikke indbyggede ND-filtre. Lukkertider justeres via touchmenuen og har ikke en dedikeret knap, som normalt på lidt mere avancerede kameraer.

    

Panasonic har prioriteret den lille samling af knapper på kameraet. Der er tre rækker, hvor den første er billedkontroller, så er der en række med skærmkontroller og endelige menu- og statuskontroller. Det er meget enkelt at hitte rundt i. Dertil kommer tre programmerbare knapper. Men det bliver simplere endnu.

    

Giver man den berøringsfølsomme søgerskærm et tap, dukker der en menu frem. Her er der, udover kameramenuerne, også fire ekstra programmerbare knapper. Derved kan man holde ikke-tekniske brugere ude af menusystemet i høj grad. Panasonic skal have ros for at have bygget et glimrende menusystem - som man reelt set ikke skal ind i, med mindre kameraet skal konfigureres. Og her fungerer det også glimrende.

    

Søgerskærmen er indeholdt i kamerahåndtaget og popper ud ved et let tryk, hvorefter den kan hives ud. Det fungerer fint, men er måske ikke den mest voldssikre løsning i nyere tid. Selve skærmen er god - også i dagslys

    

Der er to pladser til SD-kort i kameraet, der optager i AVCHD 2.0 op til 1080P50. De to kort kan enten bruges parallelt, sådan at man altid har en backup, eller de kan bruges sekventielt. Panasonic skal have stor ros for at have sat rigtige covers med hængsler både over SDHX-kortpladserne, men også over alle andre stik. Tak for det!

    

I brug er kameraet nemt. Og det både manuelt og på automatik. Billedstabiliseringen på kameraet er rigtig, rigtig god. Hvilket giver pæne håndholdte optagelser sammen med en lige så velfungerende autofokus.

 

Konklusion

Dette kamera er en hård konkurrent til Canon XA10, der godt nok er mindre og mere lydfølsomt, men samtidigt også mere afhængig af automatik og touch-skærmen. AG-AC90 er perfekt på et stativ og nemmere at bruge manuelt end XA10. Vi er ikke i tvivl – Panasonic-kameraet vinder, med mindre størrelsen på kameraet er af afgørende betydning. AG-AC90 er lige nu markedets bedste bud på et kamera til erhvervsbrug.

ProAV Digital

ProAV6 forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • 30 år i branchen
  • Streaming udstyr
  • Audio over IP
  • Svalegangen
  • Minitech

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her