DVX200

9. december 2015

Panasonic DVX200

Panasonic er kommet med et 4K kamera med fast optik og micro 4/3 sensor, beregnet til at være et kamera der kan klare hovedparten af dagens produktionsbehov. Vi har checket om AG-DVX200 virkelig spænder fra doku til drama.

Panasonic lancerede i 2002 SD-kameraet DVX100, der var det første semi-pro kamera, der kunne optage med 24p. Det skabte en mindre revolution blandt græsrods-filmskaberne, der fik en nem vej fra video til det store lærred. Den succes vil Panasonic gerne gentage. Derfor hedder det nyeste kamera DVX200. Det er et 4K kamera med en micro 4/3 sensor og mulighed for at optage 4K med op til 50 billeder i sekundet. Dertil har det logprofiler, der skulle give op til 12 blænders belysningsspillerum. Kameraet kan endda optage DCI, hvilket er film 4K. Og det optager tilmed på billige SDXC hukommelseskort. Det kunne Canon godt lære noget af. Prisen for DVX200 på lige omkring 35.000 kroner er også særdeles konkurrencedygtig. Nærmeste konkurrent er Sonys FS5, der ligger ca. 10.000 kroner over DVX200 og dét uden optik.

God optik

Optikken på DVX200 er en Leica Dicomar fast zoom, der spænder fra 28 – 384 mm omregnet til 35 mm. Den har lysstyrke F2,8 i vidvinkelenden og ender ret hurtigt på F 4,5 i teleenden. Så ja, der er mulighed for smal dybdeskarphed, men man skal tæt på og have zoomet meget, før det sker. Men optikken er i sig selv fremragende. Den tegner skarpt og kontrastrigt. Zoom-området er super praktisk, især til dokumentarbrug og ENG. Der er de sædvanlige 3 kontrolringe på optikken, hvor fokus og blænde er elektronisk styrede, mens zoom-funktionen er ren mekanisk. Og lige den er interessant, fordi man kan zoome manuelt. Sker der et-eller-andet, hvor der kræves en super hurtigt ind- eller udzoomning, så er det bare at gribe den lille zoom-pind og gøre det. Så kompenserer kameraet selv for resten. Optikken har en nærgrænse på 1 meter, men der er også en makrofunktion, der giver en nærgrænse på 10 cm. Der er optisk stabilisering, som kan tilføjes digital stabilisering ved HD-optagelser. Den sidste form for billedstabilisering kalder Panasonic Hybrid IS. Begge udgaver er velfungerende. Optikken har også indbygget 3 ND-filtre, sådan at man dels kan optage i kraftig belysning og dels holde blænden så åben som muligt.

Frisk rødt design

Kameraet er både rimelig stort og rimeligt tungt. Det vejer lidt over tre kilo med batteri. DVX200 er dog velbalanceret og af robust bygning. Det har et kulfiberdesign i sort og rødt, hvilket gør, at man ikke overser kameraet. Det er rart, at der er nogen, som gør noget anderledes i en verden af sorte kameraer. Størrelsen gør, at kameraet er let håndterbart, og alle funktioner har plads. En god detalje er monteringshullerne på det store og gode tophåndtag. Her er det let at montere recordere eller andet tilbehør. Batteriet sidder bag en låge, og er det samme batteri, som anvendes på AJ-PX270. Fordelen ved at putte batteriet ind bag en låge er naturligvis, at det beskyttes både mod fugt og snavs. Ulempen er, at man lige skal huske at checke en ekstra gang, om man nu har et batteri med.

En anden lidt usædvanlig detalje er Panasonics skub-ud søgerskærm, der er deres løsning på at få en skærm sat ind i håndtaget. Den berøringsfølsomme 4,3 tommer skærm med 2,7 megapixel fungerer fint og er glimrende både til betjening og at bedømme billedet på. Det er OLED søgeren på 1,7 megapixel også. Den skal dog have en pris for den mest hysteriske nærhedssensor, som vi har set på et videokamera. Normalt skal man være ret tæt på søgeren, før kameraet skifter fra søgerskærm til søger, men alt inden for 20 cm fra søgeren på DVX200 får kameraet til at skifte. Heldigvis er det bare at anvende en af de programmerbare knapper til at skifte mellem søger og søgerskærm. Og lige programmerbare knapper er kameraet forsynet med i rigelige mængder. Der er otte af slagsen plus fire ekstra på søgerskærmen, så der er rige muligheder for at tilpasse kameraet til ens præferencer.

Der er de sædvanlige fokus- og belysningshjælpefunktioner, hvor Panasonic har gjort et godt stykke arbejde med at tilpasse disse. Expanded fokus kan f.eks. tilpasses gradvist. Og det er godt at se, at der er en ægte waveform monitor på kameraet og ikke kun et histogram. Dertil kommer autofunktionerne, som er rigtig gode. Kameraet rammer både fokus, hvidbalance og belysning ganske fint, så man kan sagtens slippe travle VJ’s af sted med kameraet og være rimelig sikre på billederne, hvis de giver kameraet lidt ro.

Heftig 4K

Kameraet har to SDXC kortpladser, hvortil der kan optages simultant eller sekventielt. Dertil kommer der ekstra funktioner som indbygget kopiering mellem de to kortpladser. Det er smart til en sikkerhedskopi. Kameraet kan optage med op til 200 Megabit/S, så de anvendte hukommelseskort skal være SDXC klasse U3 for at kunne optage 4K eller HD i bedste kvalitet. Kameraet kan optage i både MPEG4 i redigeringsvenligt MOV-filformat eller AVCHD. Det sidste både i HD og SD. Kameraet klarer både film-4k (DCI) og UHD, idet der optages internt med farverummet 4:2:0 i 4K, mens der kan optages eksternt med op til 4:2:2. Gør man det, kan der dog ikke optages samtidigt på SDXC-hukommelseskortene. Det er lidt underligt, da kameraet ellers tilbyder dual recording, sådan at man kan optage 4K 4:2:0 på det ene kort og HD på det andet SDXC-hukommelseskort. En anden ting, man kan undre sig over, er, at kameraet optager i standard MP4, hvor Panasonic ellers er virkelig aggressive med at markedsføre deres professionelle AVC-Ultra CODEC. Kameraet understøtter slowmotion, da det kan optage med op til 100 billeder i sekundet i HD.

Billedkvaliteten er fremragende. Sætter man det til en ITU.709 billedprofil, leverer det billeder, som sjældent behøver korrektioner. Sensoren i DVX200 er en 20 megapixel sensor fra Panasonic GX8 konsumkamera, og billedprofilerne er meget lig Panasonic GH4, hvilket gør, at man let kan bruge DVX200 kameraer sammen med GH4. Både DVX200 og GH4 har V-LOG L billedprofil. Det sidste L står for ligte, idet denne billedprofil er en modificeret udgave af V-Log på Panasonic Varicam kameraer. Profilen skulle stadigvæk give 12 blænders eksponeringsspillerum. Bruger man denne billedprofil og den lignende D-LOG skal man undereksponere for at bevare højlysene. Kameraets følsomhed er 500 ISO, hvor både Sony og Canon kameraerne med større sensorer har højere følsomheder. Det betyder, at der er mere billedstøj ved brugen af log-profiler på DVX200, end der er på de andre kameraer. Den er langt fra forstyrrende, og alt taget i betragtning leverer kameraet en fremragende 4K oplevelse.

Konklusion

Panasonic DVX 200 leverer fremragende billedkvalitet til et meget fornuftigt prispunkt. Micro 4/3 sensoren i kombination med Leica optikken giver et kamera, der spænder fra Dokumentar til drama med lille d. Fordelen ved DVX200 i forhold til kameraer som Sony FS7 og Canon C300 mrk II er dels prisen, og dels at kameraet er komplet med integreret optik. Man skal ikke tilkøbe optikker eller skifte dem. Optikken er alsidig og automatikken fin til ENG og VJ. Og her er det en fordel, at kameraet anvender billige SDXC medier frem for CFAST eller XQD hukommelseskort.

Af: JOS Svendsen

ProAV Digital

ProAV6 forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • 30 år i branchen
  • Streaming udstyr
  • Audio over IP
  • Svalegangen
  • Minitech

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her