panasonic hc x1000 4k

21. august 2015

Panasonic HC-X1000

Panasonic har begået et 4K kamera med Pro-egenskaber, som er lille, nemt og handy, og det kan levere fine 4K billeder under de rigtige betingelser.

Der er et begreb, som kaldes prosumer. Det betyder et produkt, som ligger midt imellem konsumerprodukterne og de professionelle produkter. I kameraverdenen kan det enten være et professionelt kamera i light-udgave eller et konsumprodukt, der har fået forskellige professionelle egenskaber. Meningen med øvelsen er naturligvis at få lidt mere volumen for de forskellige kamerafabrikanters broadcast-afdelinger.

De griber det alle an på forskellig vis. Sony tager et konsumkamera og opgraderer det. Canon laver to versioner af samme kamera. Panasonic tager indmaden fra et konsumkamera og putter det i en professionel kasse. Der er ikke nogen af metoderne, som er bedre eller dårligere end andre. Alle fabrikanter har vellykkede produkter, som er opstået på denne vis. Sony X70, Canon XA25 og Panasonic AC90 er eksempler på dette. Det skal i samme åndedrag nævnes, at der også er produkter, hvor der er gået noget galt, når balancen mellem pris og kvalitet er væltet, men det er der altså også i pro-verdenen.

De markedssegmenter, som fabrikanterne målretter prosumer-produkter imod, er uddannelses- og eventsektoren. Den sidste omfatter bryllupper, hvilket er et stort marked alle andre steder end i Norderopa. Så er der religiøse begiveheder af alle typer, sport og corporate events. Til alle disse typer af situationer giver det god mening at have et fornuftigt prissat videokamera med, idet man samtidigt kan bruge et DSLR til at lave indklip med cremet baggrund. Videokameraet står så på stativ og kan være bemandet eller ubemandet, idet dette kamera leverer basisdækningen af begivenheden.

Fysisk design

Og her kommer Panasonic HC-X1000 ind. Det er et 4K-kamera i klassisk design. Tre kontrolringe – blænde, zoom og fokus. Der er godt nok en berøringsfølsom skærm på kameraet, men det betjenes primært med fysiske kontroller. Det vejer 1,5 kilo og er velbalanceret. Det gør det nemt at håndholde. Kameraet er hovedsageligt bygget i plastic, men virker solidt. Måske ikke ENG-solidt, men solidt. Der er et fint håndtag med rem og et greb på toppen – helt klassisk. Begge greb har optage, start/stop-knap og en zoom-kontrol. Det giver så tre zoom-kontroller på kameraet, idet der også er en kontrolring til zoom på kameraet.

Der er indbyggede ND-filtre – 1/4, 1/16 og 1/64. Der er lydkontroller under en plastiklem og to kortpladser til SDXC-kort - også under en plastiklem. De tre kontrolringe på optikken er ikke justerbare fra kameraets højre side, da de forsvinder ind i kontrolgrebet, så man kan ikke lige justere med en lang pegefinger. Kameraet så lille, at kontrolgrebet næsten når ud til optikkens front. Kameraets to XLR-forbindelser er placeret lidt utraditionelt. Normalt sidder de sammen et eller andet sted på kameraets højre side, men Panasonic har fordelt dem sådan, at der sidder et XLR-stik på tophåndtaget, hvorved kabelføringen fra en shotgun-mikrofon eller modtager til en trådløs mikrofon får en smart kabelføring. Den anden XLR-tilslutning sidder bagerst på kameraets tophåndtag, hvilket er smart, hvis man for eksempel har et line-signal fra en mikser til et event. Det er ret smart tænkt af Panasonic, for der er faktisk ikke rigtig nogen årsag til, at XLR-stikkene skal sidde samme sted.

Søgerskærmen på 3,5 tomme sidder i tophåndtaget og hives simpelthen ud af dette. Dette design betyder, at skærmen er rigtig godt beskyttet under transport, men også at man ikke kan vende skærmen, så den er flad mod kameraets krop og dermed synlig fra siden. Det er ret nyttigt til events, at man netop kan se søgerskærmen fra siden. Med X1000 skal man have fat i en ekstern skærm. Både søgerskærmen og søgeren er klare og lysstærke. Søgerskærmen er berøringsfølsom og velfungerende, idet kameraet har et glimrende menusystem, som alle der har anvendt et Panasonic kamera, hurtigt vil føle sig hjemme i.

Der er mulighed for at reprogrammere kameraets betjening, idet der er i alt 6 programmerbare knapper. Det er glimrende, omend man godt kunne have ønsket sig, at Panasonic havde markeret dem rent fysisk, sådan at man kan føle sig frem til dem. Kameraet er ret kompakt, så det havde været smart. Der er ikke en fjernbetjening med kameraet, men det har WiFi og NFC (Near Field Communications), og der er en velfungerende app til både Android og Apples iOS-mobiltelefoner. Den giver både mulighed for at fjernbetjene kameraet og at se søgerbilledet fra kameraet.

Tilslutninger og medier

Der er 2 pladser til hukommelseskort i kameraet af typen SDHX. Der kan optages UltraHD med op til 200 megabit/S med ren intraframe komprimering. De to kortpladser kan bruges en ad gangen eller samtidigt, hvor kameraet optager det samme på begge kort. Endelig er der en funktion, kaldet ”background recording”, hvor kameraet optager kontinuert på det ene kort, mens der kun optages på det andet kort, når en optageknap aktiveres. Det er smart til nyheder eller events, hvor det sikrer, at man ikke misser en vigtig optagelse. Der er i øvrigt også mulighed for pre-recording, hvor kameraet hele tiden optager i en buffer. Når man trykker på optageknappen, får man så de 3-4
sekunder med, som skete før man trykkede på optageknappen. Der er en fuld størrelse HDMI-port på kameraet, diverse analoge udgange og hele to USB-3 forbindelser. Dels er det godt at se en kamerafabrikant, der bruger USB-3, dels er det interessant, at kameraet kan bruges som kontrolenhed (host) til en harddisk, sådan at man kan overføre optagelser fra kameraet uden at skulle bruge en computer. Det er smart. Der er også power ind og en hovedtelefonudgang.

Billedkvalitet

Optikken er Leica-branded og har et zoom-område fra 31 mm til 626 mm omregnet til 35 mm. Objektivets lysstyrke er F1,8 i vidvinkel. Den daler til F3,6 i fuld tele. Der er en intelligent zoom i HD, som anvender de ekstra pixels på 4K sensoren til tabsfri digital zoom til den klassiske konsum digitale zoom, hvor opløsningen gradvis forringes. Det betyder, at X1000 er rigtig brugbar til alle former for optagelser, hvor der er brug for længst mulig rækkevidde. Naturoptagelser eller events fra sidste række er et par eksempler. Der er rigelig optiske zoom-muligheder, sådan at man ikke behøver de digitale muligheder i andet end nødstilælde. Kameraet anvender både optisk og digital billedstabilisering til at give en glimrende billedstabilisering. Panasonic oplyser, at kombinationen af optisk og digital vil give stabilisering i fem akser. Stabiliseringen gør det muligt at håndholde kameraer med fuld optisk zoom og få fornuftige resultater.

Billedet fra optikken lander på en enkelt 1/2,3 tomme sensor. Panasonic har ellers været fortaler for tre-chipskameraer, med en optisk prismeenhed til at splitte lys ud i tre primærfarver til tre sensorer. Selv Panasonics konsumvideokameraer har anvendt denne teknologi. Men den er omkostningstung, hvilket nok er en faktor i fravalget på X1000.

Sensoren i X1000 er på 5,76 x 4,29 mm, hvilket giver et areal på 25 mm2. Til sammenligning er en 1” sensor på 116 mm2, og en super35 sensor er på 370 mm2.

Jo mindre et billedpunkt, er jo mindre lys samler det. Det er ren fysik. Jo mindre lys der samles, jo dårligere bliver signal/støj-forholdet. Jo dårligere signal/støj-forholdet er, jo mere støjreduktion skal der til for at give en klart billede. Sonys AX1 er også et 4K kamera med en 1/2,3 tomme sensor. Da vi anmeldte dette kamera, konstaterede vi, at lysfølsomheden var mere end to blænder mindre end et 1/3 tomme kamera, og at kameraets ISO-område var begrænset. Fysikkens love gælder naturligvis også for Panasonic. Men i stedet for at begrænse kameraets følsomhed, så sætter Panasonic kameraets støjreduktion på maks. Kort sagt, hver eneste pixel fra den lille sensor bliver støvsuget og poleret, inden den ender på hukommelseskortet. Dertil har Panasonic ret høje standardværdier for både indbygget skarphed og kontrast. Endelig ser det ud til, at Sony rent faktisk har overhalet Panasonic i forbindelse med MP4-kapløbet. Det virker som om, der er mere kompressionsstøj ved Panasonics komprimering, end der er i Sony’s XAVC.

Billederne, der kommer ud af X1000, er i alle tilfælde kontrastrige og farvemættede. Opløsningen er fin, men der er ikke det 4K ”pop”, der er på andre 4K kameraer. 4K ”pop”-pet skyldes gengivelsen af mikrokontrast i skarphedsfeltet, hvilket giver en 3D-illusion. Det har X1000 simpelthen ikke. Dertil betyder den lave lysfølsomhed, at der ikke er så meget definition i skyggeområder. Det betyder ikke så meget andet, end at kameraet ikke er velegnet til drama-produktioner. For de tiltænkte anvendelsesområder er det fint. Og kameraet er for øvrigt også et rigtig godt HD-kamera.

I brug

Kameraet er meget vellykket, rent praktisk. Der er zebra, peaking og et histogram. En god tilføjelse er et elektronisk waterpas i søgern. Alle kontrollerne er velfungerende. Lyddelen er fin med PCM ukomprimeret lyd. Man lærer hurtigt at sætte pris på Panasonics placering af XLR-stikkene. Det er godt tænkt. En interessant detalje er en lysende ring om optikken. Den lyser blåt, når kameraet er tændt og rødt, når det optager. Har man brug for at se kameraets status på lang afstand, er det et glimrende ting – som kan slås fra. I øvrigt har kameraet fremragende batterilevetid – 5 timer på standardbatteriet, hvilket er rart til en forandring.

Konklusion

Panasonic X1000 leverer glimrende 4K billedkvalitet under de rette betingelser til et meget fornuftigt prispunkt. Det er velfungerende og har alle de pro-funktioner, man kan ønske sig. Optikken er meget god og har et stort spænd. Det optager redigeringsvenlig 4K på billige SDXC medier og retter sig mod brug, hvor dokumentation er det primære formål.

Af: JOS Svendsen

ProAV Digital

ProAV6 forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • 30 år i branchen
  • Streaming udstyr
  • Audio over IP
  • Svalegangen
  • Minitech

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her