Roede WirelessGo

Af JOS Svendsen, 3. februar 2020

Nem trådløs lyd – Røde Wireless Go

62 gram i alt - Det er vægten for det lillebitteste trådløse mikrofonsæt fra Røde. Vi har haft det på vægten og checket, om mindre også virkelig er bedre.

Røde Wireless Go består af en firkantet sender og modtager med en klip til fastholdelse af de små enheder. De er bygget i blankt plastic og vejer 31 gram stykket. Interessant nok er der indbygget mikrofon i senderen, så der kommer ikke en lavalier-mikrofon med sættet. Ud over sender og modtager følger der også 2 USB-C ladekabler, minijack kabel til modtageren, 2 x vindhætte (død kat) til mikrofonen i senderen og en lille taske til at have det hele i.

Simpelheden selv

De indbyggede batterier tager ca. 2 timer at lade og har kapacitet nok til at drive enhederne i ca. 7 timer. Modtageren har et lille display på toppen, som viser signalstyrke, batteriniveau for både sender og modtager samt signalstyrke. Senderen har to statusindikatorer for henholdsvis batteri og forbindelse til modtageren. Der er ingen overstyringsindikator på senderen. For at checke det skal man bruge modtagerens display.

Modtageren har minijack udgang til kameraet, mens senderen også har en minijack indgang til en lavalier mikrofon. Stikket på senderen har ikke låsegevind, så mikrofonstikket kan i teorien hives ud. Det oplevede vi dog ikke som et problem i praksis. 

Der er en klip på begge enheder til at holde dem fast. En smart detalje er, at modtagerens klip har samme bredde som en flashfod, så modtageren kan umiddelbart skydes ind i flashskoen på et kamera. 

Nemme i brug

Det er 2,4 GHz båndet som anvendes til kommunikation, og frekvensjustering er automatisk. Rækkevidden er opgivet til 70 meter med frit udsyn mellem sender og modtager. Det passer fint i vores test. Latency er omkring 5 millisekunder. Enhederne er parret på forhånd, men det er nemt at parre dem igen. Hold to knapper inde og 10 sekunder efter er sender og modtager i forbindelse med hinanden. Ud over knappen til parring har modtageren også en signalstyrkekontrol, som kan dæmpe udgangssignalet –12dB eller -24dB. Derved kan man tilpasse signalstyrken til forskellige kameraer. Der er ingen følsomhedsjusteringer på senderen. Og der er i øvrigt heller ikke en mute-knap på senderen.

Se video her

 

Glimrende lyd

I starten var vi lidt skeptiske over for den indbyggede mikrofon i senderen, men den overraskede. Kvaliteten er fin til de hurtige interviews, ikke i top, men god nok. Her er placeringen af senderen vigtig. Den kan påsættes på to måder. Man kan have senderenheden uden på tøjet eller indenfor. Senderen uden på tøjet ser lidt dumt ud, da der er et stort Røde-logo på den. Monteres den med senderenheden inden for tøjet, ser man kun klipsen – der har et meget mindre synligt Røde logo, dog skal man passe på placeringen, så der ikke kommer berøringsstøj mellem sender og tøj. Men det er nemt at anbringe Røde Wireless Go. Vægten er så lav, at den ikke tynger tøjet ned, når enheden sættes på. 

Også modtageren er nem i brug. Hvis den ikke kan påsættes flashskoen, kan man simpelthen sætte den på kablet, der går fra den og ind i kameraet. Vi havde modtageren påklipset kameraremmen. Det gik fint. Det kan være en fordel med sådanne lidt alternative påmonteringer, da statusskærmen sidder ovenpå modtageren og derfor kan være lidt svær at se, specielt siden den går ned i lysstyrke efter et par minutter. Et hurtigt tryk på parre-knappen sætter dog skærmen i permanent høj lysstyrke med et svagt tab i batterilevetid til følge.

Konklusion

Vi har tidligere testet Sennheiser XSD, som er nærmeste konkurrent til de små Røde enheder. Sennheiser-mikrofonerne er mere traditionelle i koncept, men er et system med forskellige typer af sendere og modtagere. Vi synes, de lyder lidt bedre og er nøkket mere robuste end Røde-mikrofonerne. Røde-sættet er så til gengæld meget nemmere i brug. Bruger man både videokameraer med XLR-indgang og DSLR-kameraer og dertil kræver, at mikrofonen er så lidt synlig som overhovedet muligt vil vi foretrække Sennheiser. Drejer det sig om at få god trådløs lyd så nemt som muligt med et DSLR eller en mobiltelefon, er Røde-sættet klart den bedste løsning.  

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - November 2019

ProAV Digital

Forside 2 20

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Wedio
  • Zoom F6
  • Hotel Ottilia
  • Reflektorer
  • Lumix S1H
  • ISE 2020

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her