27. august 2013

Monitor tester recordere

Monitor har testet Atomos Ninja 2, Atomos Samurai Blade, og Sound Devices PIX260i. Ninja 2 er en transportabel recorder som passer helt perfekt til DSLR-fotografer. Storebror Samurai Blade er  en kombineret recorder og monitor, og er beregnet til fotografer med større kameraer. Sound Devices 260i er derimod en recorder, som er beregnet til OB-vogne, transportable studier eller måske til det lille studie.

 

Atomos Ninja 2

Atomos dukkede op på en NAB-udstilling for et par år siden, hvor prispunkterne vakte stor opmærksomhed. Og lad os sige det med det samme; man får rigtig meget for pengene med en Ninja 2. Atomos har både HDMI og SDI-baserede modeller, hvor Ninja 2 er HDMI-baseret, mens Samurai-serien er SDI-baseret. Der findes også en studie-optager kaldet Ronin.

    

Ninja2 er bygget i solidt aluminium, men alligevel er vægten kun 670 gram med harddisk og to batterier. Der er plads til en 2,5 tomme harddisk i enheden, der drives af 2 Sony NPF-500-kompatible batterier. Der kan optages i 10 bit ProRes 422 HQ med op til 220 megabit/s eller i Avid DNxHD som også er 10 bit 4:2:2 video med op til 220 Megabit/S. Enheden kan optage både i SD og HD. Det sidste med både 25 bps og 30 bps base. Vi prøvede med et sortiment af enheder, og Ninja 2 fangede framerate og format korrekt hver gang. Der er ikke indbygget nogen konverteringsmuligheder i enheden, så den optager alt i det samme format, som kommer ind af indgangen. Enheden kan fungere som afspiller, idet der også er en HDMI-udgang. Der er også mulighed for at sætte en EVF til, hvis man har behov for dette. Vi savnede dog en USB-3 forbindelse, så enheden kan forbindesdirekte til en computer. Nu skal man huske en speciel læser, som ganske vist medfølger,men som alt andet også skal huskes, når man er på farten.

    

Ud over HDMI forbindelserne er der også en stereoindgang på enheden. Den er dog baseret på minijacks i stedet for XLR. Lydindgangen kan bruges til at optage to ekstra lydspor ud over de to spor, som kan optages via HDMI. Det kunne f.eks. være input fra en lydrecorder, hvis man kører et DLSR set-up med separat lydoptagelse. Der er separat volumenkontrol for stereoindgangen. Der er fire meget små lydindikatorer på skærmen, som mest kan bruges til at indikere, at der er lyd igennem, men ikke meget andet. Der er i øvrigt en glimrende hovedtelefonudgang, så man har mulighed for at moniterere lyde fra eksempelvis et DSLR-kamera.

    

Skærmen er berøringsfølsom og bruges til at betjene enheden. Opløsningen er 800 x 480 pixels, og der er indbygget nogle glimrende funktioner som zebra, focus peaking, false colour og Blue Only til at hjælpe med fokus og eksponering. Vi kunne dog godt savne en mulighed for masker, så man for eksempel kunne se formater som 1:1,78 eller ”title safe areas”.

    

Der er også meget omfattende muligheder for timecode, så man kan indlejre ny tidskode. Det er smart i forhold til DLSR, som oftest bare indlejrer optagetid. Nu kan man køre med klokkeslæt eller den tidskode, som matcher andre kameraer på et projekt.Vi havde stor fornøjelse af enheden, som blev brugt med et udvalg af kameraer, DSLR-kameraer og computere. Vi testede den fulde pakke, som var en kuffert med selve Ninja 2-enheden, to batterier, lader, og to kassetter til harddiske samt en USB-2læseenhed til harddiske. Men denne pakke er på vej ud til fordel for et mindre udvalg af tilbehør, hvilket dog resulterer i en lavere pris. Der medfølger ikke harddiske. De skal købes ved siden af; Atomos har en liste over testede og godkendte mærker på deres hjemmeside.

    

Atomos Ninja er en rigtig god recorder, der både er velfungerende og let betjent. Anbefales varmt, specielt til DSLR-

fotografer.

 

 

Atomos Samurai Blade
Dette er en kombineret monitor og HD-SDI recorder og kan opfattes som storebror til Atomos’ eksisterende Samurai-enhed. Målgruppen er fotografer med kameraer med HD-SDI udgang, hvor behovet er en ekstern søgerskærm og en recorder med færrest mulige kabler.
    

Enheden har en berøringsfølsom 5 tommer skærm med 1280 x 720 billedpunkter. Og den er glimrende. Pæne dybe skygger, fornuftige farver og veldefineret højlys. Skærmen er markant bedre end den på Ninja 2, som primært kan bruges til framing, men er ikke helt på niveau med den dedikerede monitor. Skærmen på Blade er ikke helt på niveau med dagens bedre OLED-monitorer fra f.eks. TVLogic eller Sony, men den er god. Den er ikke helt mat, så det er en god idé at bruge en solskæm, når man er udenfor.
    

Enheden anvender den nyeste version af Atomos software – Atomos 5.0, som tilføjer ekstra egenskaber til enheden. Ud over Peaking, zebra, Blue only og false Colors er der nu et komnplet set af video-scopes. Der er Waveform-monitor, RGB-waveform og Vector-scope. Disse kan have tre størrelser: fuld skærm, nederste trediedel og en 1/8 størrelse i det højre hjørne. Den sidste udgave har variabel transparens, sådan at mere eller mindre af ens billede ses. Vi fandt disse scopes til at være præcise og brugbare. Interessant nok er der ikke markering af formater som for eksempel 1:2,35. Der er kun safezone-markering.
    

Selv optagedelen af Blade-enheden kan optage i 10 bit 4:2:2 Apples ProRes eller AVID DNxHD med forskellige bitrater. Der er automatisk konvertering af interlaced signaler til progressiv video, hvis kameraet indlejerer progressiv video som to interlaced frames. Som på Atomos Ninja 2 sker optagelsen på en 2,5 tomme harddisk. Der er to tomme harddiskkassetter med, som man selv skal udstyre med en enten almindelig harddisk eller en SSD. Atomos har en liste over testede og godkendte mærker på deres hjemmeside. Der er ingen former for computertillslutning på selve enheden. Diskene i kassetterne skal læses af computeren via en medfølgende USB3-disk caddy.
    

Mens vi er ved det medfølgende tilbehør, så kommer der et Sony FP-500 kompatibelt batteri, en lader, to diskkasetter, en LANC Y-kabel strømadaptor, så enheden kan køre på 220V strøm og en D-tap strømadaptor. Der er plads til to batterier på enheden og disse kan hot-swappes. I øvrigt har enheden et lavt strømforbrug. Vi målte 3 timer på et batteri med blandet brug af enheden.
    

Der er HD-SDI ind- og udgang med stardard BNC-stik på enheden Og den detekterer selv optageindikation på SDI-signalet. Skulle man have et kamera, som ikke leverer optageindikation, er der LANC-indgang på enheden. Derved kan man sætte en fokus/zoom-kontrol til enheden og trække et kabel videre til kameraets LANC-indgang.
    

Der er ligeledes en analog lydindgang og en hovedtelefon lydudgang, der kan skiftes til line out. Enheden kan håndtere op til 12 indlejrede lydkanaler i SDI-signalet. Derfor kan hovedtelefonudgangen skiftes mellem alle lydkanaler. Der er også otte lydindikatorer på skærmen. De er udmærkede til at se, om der er lyd med billedsignalet, men ikke meget mere.
    

Atomos 5 styresystemet er hurtigt og reagerer hurtigere end version 4, som blandet andet findes på Ninja 2. En glimrende ting i version 5 er håndteringen af diske, hvor der er automatisk recovery, hvilket betyder, at enheden kan gendanne optagelser, hvor strømmen er gået, eller disken er hevet ud ved et uheld, så diskfilen ikke er afsluttet korrekt.
    

Atomos Blade er en glimrende kombination af recorder og monitor. Den er solid og hurtig i brug. I forhold til både at bruge en separat optager og en monitor er enheden nem og enkelt i brug. DSLR-fotografer skal være klar over, at enheden kræver en HDMI/HD-SDI konverter, før den kan anvendes med et DLSR-kamera. 

 

 

Sound Devices PIX260i
Vi har tidligere testet Sound Devices PIX220 transportable recorder, som vi fandt meget nyttig, men også at der var plads til forbedring i forhold til at bruge enheden som søgerskærm. Med den sidste nye softwareversion er der kommet både peaking, 1:1 pixelvisning, zebra og ”false color”, netop de ting vi efterlyste. Denne gang tester vi den stationære udgave af Sound Devices recorder. PIX260 kan det samme som PIX220, men er beregnet til rackmontering, idet enheden er i halv bredde i en 2U rack. Der er et kit, som giver mulighed for at montere 2 enheder sammen.
    

Der er intern plads til to diske i en PIX260i. Der anvendes samme caddy som PIX220, så enheden kan umiddelbart anvendes som docking for diske fra den transportable recorder. De to diske rummes bag ved den glimrende 5 tommer monitor skærm på 800 x 480 pixel, som optager hovedparten af enhedens forside. Det er godt, at skærmen er så stor og glimrende, idet man rent faktisk kan bruge den til et hurtigt kvalitetscheck af optagelserne. Der er samme muligheder for fokus og eksponeringshjælp som på den transportable recorder, hvilket er rigtig fint til at checke, om et studiekamera nu er korrekt indstillet. Der er i øvrigt også en hovedtelefonudgang med volumenkontrol på forsiden. Også meget nyttigt til lige at checke lyden. Vi brugte enheden i forbindelse med en billedmixer til et live event, hvor den var kombineret programmonitor og lydmonitor via et par aktive højtalere.
    

Ud over de to interne diske kan der sættes to eksterne diske til via to eSata stik på bagsiden. Diskene kan bruges til simultan optagelse, sådan at to diske optager samme signal. Alternativ kan der optages sekventielt på diskene, sådan at enheden automatisk skifter til næste disk, når en disk er fuld.
    

Og her kommer en af styrkerne ved PIX260i frem. Den er fuld netværksbaseret, så indholdet af diske, der ikke optages på, kan gøres tilgængelige over netværket, og dermed kan optagelserne kopieres direkte til en redigeringscomputer. Dertil kan enheden kontrolleres via andre netværksforbundne PIX260i eller via en iPad app. Indstillinger kan synkroniseres mellem PIX260i-enheder, som kan grupperes, sådan at alle enheder i en gruppe er under fælles kontrol. I forbindelse med at indstille enheden til disse lidt mere avancerede ting er det en stor hjælp, at der er mulighed for at tilslutte et almindeligt computertastatur på fronten af enheden.
    

Endvidere fornægter enhedens Sound Devices baggrund sig ikke, idet der er mulighed for at optage op til 32 lydkanaler samtidig, når enheden sættes til lydmodes. Det er nyttigt ved større events, hvor man anvender en større lydmixer. Her kan man trække et multitrack lydspor fra mixeren direkte over i en PIX260i.
    

Der er, udover optagelse i både ProRes 4444, også mulighed for optagelse i Avid DNxHD, hvor videoen både kan format-konvereres og skaleres under optagelserne. Det ville dog være elegant, hvis PIX260i også kunne konvertere til andre videoformater. Derved kunne man have to diske i enheden; optage i ProRes på den ene disk og have en kopi i for eksempel H.264 til streamingbrug på den anden disk.
    

Alt i alt er Sound Devices PIX260i et højkvalitetsprodukt, som med sine netværksmuligheder er et oplagt valg både i et studie, men også til en lille redigering.



Af: JOS Svendsen

ProAV Digital

ProAV6 forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • 30 år i branchen
  • Streaming udstyr
  • Audio over IP
  • Svalegangen
  • Minitech

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her