AH SQ5

Af Jens Walther, 19. marts 2018

Lille og vågen

Så skete det, en digital mixerpult med 96 KHz, men i det budgetvenlige segment, hvor de fleste kan være med. Allen & Heath har lanceret to nye pulte i den nye serie SQ, SQ 5 og SQ 6 med henholdsvis 16 og 24 fadere og det samme antal indbyggede indgange. Men der er gode muligheder på begge pulte for kanal udvidelser, op til 48 kanaler og 36 udgange/busser med DX stageracks. ProAV magasinet tager den lille af de to mixerpulte, SQ5, i åsyn og tester.

Når man har pakket SQ5 mixeren ud af kassen, så lægger man først og fremmest mærke til størrelsen. Den fylder ikke meget, den lille SQ5. Stort set en halv meter på hver led, og bare 20 cm høj. Den kan rackmonteres, så den er så klein, at den kan medbringes som bagage i flyveren. En stor fordel for lydteknikeren, der gerne vil medbringe sin egen pult på jobs rundt omkring i verden. Men trods den lille størrelse så er der alligevel god plads til at røre sig på pulten, drejeknapperne er store og let betjente, og de ret lydløse fadere er selvfølgelig standard 100 mm. A&H har valgt at have forholdsvis få drejeknapper på pulten, bare 10 på SQ5 og 14 på storebror, SQ6. Det kan lade sig gøre pga. to ting; A&H intense brug af fadere til at styre mix og touchskærmen. Jo, der blev sagt touchskærm, også en nyhed i dette prissegment, hvor de fleste af konkurrenterne ”bare” har en infoskærm med dedikerede softknapper til betjening.

Designet på SQ5 skal nok skille vandene, her er det er miks af gummitrykknapper fra QU serien og drejeknapperne og look fra den dyrere dLive serie. Farvevalg på LED lys kan altid diskuteres, A&H har valgt ’kapow’ farver, som er lette at se i en dunkel livekoncert belysning, fornuftigt, men en designpris, det får disse LED farvevalg ikke. Intensiteten af lysstyrken på LED lamperne kan justeres, så kan man jo altid skrue lidt ned for lyset. GUI brugerfladen på pulten kræver ikke meget tilvænning, når man har grebet A&H håndtering af de alternative mix, så ligger pultens betjening hurtigt i fingrene. De fleste lydteknikere vil skulle bruge et kvarter til generel orientering på pulten, så kører det!!

Indgangskanalen

Indgangskanalen er stort set, som vi kender det fra utallige pulte, det betyder en indgang med gain++, en gate, en equalizer, en compressor og en kanal output med fader og panorering. Rækkefølgen af de tre midterste enheder kan ændres, og gain, low cut filter, threshold på gate og compressor og panorering ligger fremme på dedikerede drejeknapper til venstre for displayet. Til højre for displayet er der tre dedikerede knapper til equalizeren med bredde, frekvens og gain på det valgte EQ bånd, hvor der er fire af. Den sidste drejeknap til højre for skærmen er en softknap, som styrer den parameter, der er valgt på touchskærmen.

A&H annoncerer, at der kommer DEEP processering på SQ pultene, som vi kender det fra dLive serien. Og minsandten, på den seneste opdatering er det muligt at vælge mellem to forskellige slags preamp, standardudgaven, som er en neutral og transparent forforstærker, og vintage udgaven, som tilsætter karakter med DSP genererede kopier af rør og transformer baserede forforstærkere med en anden eller tredje grads harmonisk forvrængning. Begge udgaver lyder rigtig godt, og den neutrale forforstærker kom igennem den grundige test, som vi altid giver disse preamps. A/B sammenligning med en høj kvalitets preamp med samme transparente og neutrale forudsætning, og her var ikke noget at komme efter. Optagelsen gennem SQ pulten skulle lige tidsforskydes frem med 38 samples, og derefter var det muligt stort set at udfase de to optagelser. De 38 samples indikerer også, at der ikke er meget latency igennem denne pult, A&H proklamere 0,7 ms, og preamp testen viser, at det passer meget godt.

Equalizeren på SQ pulten tager godt fat, man har en god fornemmelse af kontrol, når man tager fat i gainknappen. Det nævnes, fordi på visse digitale pulte skal der tages endog meget fat med equalizeren, før man føler en ordentlig respons. På bas og diskant båndet kan der vælges mellem shelf eller bell, også forventeligt.

Compressoren har flere muligheder end vanligt, her kan vælges intern sidechain EQ, og compressoren har softknee, valg mellem peak og RMS, og en mix, så der kan laves parallel compressor direkte på kanalen. Der savnes kun en auto knap til release kontrol. Og compressoren tager fat og lyder som en VCA baseret compressor.

Adgang til de forskellige værktøjer på indgangskanalen vælges på touchskærmen, og den vej føles lidt lang. Det er sikkert en vanesag, men det ville alligevel være rart, hvis gain, EQ, comp eller gate på den valgte kanal blev vist på touchskærmen, når brugeren berører de dedikerede knapper. Eller en home screen, som viste alle værktøjerne på den valgte kanal, så værktøjet vælges derfra. På nuværende tidspunkt vælges værktøjet på touchskærmen med mange kanaler repræsenteret, og det er lidt gnidret.

Se vores video her:

 

Output

Den lille SQ5 pult har 12 interne udgange, men med dedikerede stagebokse kan der benyttes 36 udgange og i alt 48 interne busser. Det vælges i en undermenu, hvordan disse busser frit skal konfigureres. Normalt er pulten sat op med 12 mixbusser og 4 effekt busser, men det er hurtigt at vælge et antal mixgroups i stedet, eller der kan eksempelvis vælges at have 8 mixbusser og 8 effektbusser til de i alt 8 interne effekter.

Hver udgang har en dedikeret grafisk 31 bånds equalizer, en normal 4 bånds equalizer og en compressor. Når den grafiske equalizer skal bruges, så er det muligt at få betjeningen ned på faderne med en dedikeret trykknap. Her kunne man have ønsket sig en kontrol over de 31 bånd med et underliggende, samtidigt RTL display, men hvis man vil have RTL visning, så må man ind i Meter menuen og se den her. Ikke samtidig med EQ indstillingerne.

Effekter

Som nævnt er der op til otte samtidige effekter i SQ pulten, og de kan vælges at bruges som insert på kanalen eller liggende på et pre eller post mix send. For A&H brugere er effekterne velkendte, de kendes fra de andre serier af pulte fra producenten. Her er rumklang, delay og modulations effekter og mulighederne på effekterne er mange, i særlig grad på rumklangen, og de lyder også fint og brugbare. Vi er i samme standard som almindelige, ikke alt for dyre rackeffekter. Så det vil sige, at der skal kæmpes lidt med dem, når der forberedes preset, for at få dem til at integrere fint i et mix.

Effektracket bruges også som insert på kanalen, men her er SQ på nuværende tidspunkt lidt fattig repræsenteret. Hvor er eksempelvis de-esseren til insert på vokalsporet, hvis man ikke vil ofte compressoren til det. Er der en update i vente, som tager hånd om dette?

Indspilning og USB

SQ pulten har to USB porte, en ved skærmen og en på bagsiden. Og de bruges til to forskellige ting. Under testen blev USB porten på bagsiden tilsluttet en Mac og straks hoppede den op som lydkort. Op med Pro Tools, vælge SQ som lydkort, og derefter adgang til 32 indgange/udgange fra SQ’en. Det kan ikke være lettere, men kræver selvfølgelig, at man lige går i routing på pulten og bestemmer, at I/O nu skal komme fra USB porten.

Disse lydpulte med indbygget lydkort funktionalitet er en revolution for studieverdenen, men desværre en ret stille revolution. Det er som om, at studieverdenen ignorerer, at dette eksisterer. Men måske er det A&H SQ serie, som med deres gode pris og performance får taget hul på den revolution. Hvis undertegnede var ny studieejer og gerne ville have mange ind- og udgange i en god kvalitet, så ville det helt afgjort være SQ vejen.

USB porten ved skærmen bruges til at indspille op til 16 spor på et USB stick eller en USB HD. Computeren kan blive hjemme, og koncerten kan stadig optages, i 24bit/96 kHz. Og der kan selvfølgelig også afspilles fra USB mediet, både stereo til f.eks. pause og intro musik, og 16 spor til en virtuel soundcheck.

Under testen blev netop virtuel soundcheck afprøvet for at teste, hvordan det er at sidde og mixe på pulten. Man får hurtigt et godt resultat med de værktøjer, som ligger på ind- og udgange, pulten ligger ret hurtigt i fingrene, fordi den er lille og let overskuelig. Mix til effekter og monitor sends styres ved, at det mix, som man vil regulere på, vælges på trykknapperne på højre side af faderne. Her er 17 dedikerede knapper til at vælge mix, L-R, mix og FX. Det valgte mix flippes ned på faderne, og faderne skifter således til at være sends i stedet. Det er en hurtig og direkte måde, men kræver selvfølgelig lidt årvågenhed fra lydteknikeren omkring det gældende mix på faderne.

Remote styring både og…

Der er udviklet en iPad app til remote styring af SQ pulten. Den blev ikke afprøvet under denne test, til gengæld blev det afprøvet at bruge SQ5 til remotestyring af en DAW. Denne DAW styring kan lægges i et eller flere af pultens faderlag, som vælges på de seks trykknapper, der er til venstre for faderne. Der kan styres op til 32 fadere på DAW’en, selv på en Pro Tools HD med en aldrende HUI implementering. Spor valg, solo, mute, faderbevægelser og transport på DAW’en kan styres fra pulten.

Prisvenlig revolution

SQ serien har selvfølgelig en masse muligheder, som vi ikke har plads til at nævne i denne test. Men indtrykket er, at Allen & Heath har skabt en lille revolution i live verdenen med denne pult. Med en pris på omkring 16 tusinde for SQ5 er det fantastisk, hvad man får for pengene. Pulten var klippestabil under testen, men de savn, som nævnes undervejs i testen, indikerer også, at pulten er frisk fra fad. Her sker nok noget i den nærmeste fremtid. Men som altid, de mange muligheder kan overskygge det vigtige, lyder den godt? Og konklusionen herfra er, at det gør den absolut, og i øjeblikket er den frontløberen i det prisvenlige segment af digitale pulte.

Fakta:

Pris: set til 16.100 kr. (SQ6 koster 20.850 kr.) ekskl. moms.

  • Digital mixerpult med 16 interne mikrofonforforstærkere (24 på SQ6)
  • EQ og to dynamiske enheder på indgange
  • EQ, grafisk EQ og compressor på udgange/busser
  • I/O op til 48 indgange og 36 udgange (kræver DX stageracks)
  • 24 bit/96 kHz
  • 8 indbyggede effekter

Distributør: SC SOUND, tlf. 43 99 88 77, www.sc-sound.dk

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet Marts 2018

ProAV Digital

ProAV 7forside

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Podcast til folket
  • Hurtigere redigering
  • Profox
  • Kort & Dokumentar
  • Det brede filmlook

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her