pana s1h 3

Af JOS Svendsen, 31. marts 2020

Hollywood-kamera fra Panasonic

Panasonics S1H er det nyeste bud på et full frame 6K videofokuseret systemkamera. Det er det billigste kamera, der er Netflix approved. Derfor har vi kigget på kameraet for se, om det er kameraet, du skal bruge til din næste produktion.

Det første, der slår en ved Panasonic S1H, er vægt og størrelse på kameraet. Selve kamerahuset vejer 1,2 kilo med batteri. Med en 24-70mm F2,8 ender kameraet på en kampvægt på 2,1 kilo. 

Det skyldes to ting. Dels at kameraet er ualmindeligt solidt bygget. Dels at det anvender Leicas L-fatning med stor diameter. Optikker til kamera med stor objektivfatning har en tendens til at være relativt store og tunge. 

Der er et par andre ting, der medvirker til kameraets størrelse. Det har en full frame sensor, som er stabiliseret. Det kræver ekstra plads til mekanismen. Dertil er kameraet det mest videoorienterede af alle Panasonics S-kameraer. Derfor er der en ekstra kraftig videoprocessor i kameraer. 

Det betyder igen, at der udvikles ekstra meget varme, hvilket gør, at der er en køleblæser i kameraet. Den er heldigvis rimelig støjsvag og kan slås fra, så den kun starter hvis nødvendigt. Men en blæser gør også kameraet større. Det er dog ikke nødvendigvis dårligt. 

Størrelsen betyder nemlig, at der er fin plads til betjeningsknapper, og at søgerskærmen på 3,2 tommer er fuldt udfoldbar. Det er rart, at der for en gangs skyld er en japansk kamerafabrikant, der ikke er fanatisk med hensyn til at krympe kameraerne mest muligt. Og siden kameraet klart er beregnet til professionel videoproduktion, skal Panasonic være tilgivet 100% med hensyn til vægten.

 

Du kan læse ProAV Magasinet Marts 2020 lige her

 

Massevis af optagemuligheder

Kameraet kan optage i op til 6K video og 4K i 30p 10 bit med farverummet 4:2:2 internt. Her er to SDXC kortpladser, der begge understøtter UHS-II hukommelse med Video Speed 90 certificering. Der er også en fuld størrelse HDMI-udgang, så kameraet nemt kan bruges med en ekstern skærm eller recorder, uden at man skal ud i HDMI holdere til skrøbelige mikro-HDMI stik.

Der er naturligvis mikrofonindgang og hovedtelefonudgang på kameraet. Dertil understøtter kameraet Panasonics XLR-adapter, som kan sættes i kameraets flashsko. Den giver mulighed for lydoptagelser med 96 KHz/24 bit.

Kameraet understøtter videooptagelser med H.264, HEVC, AVCHD med forskellige farverum, bitrater og opløsninger. Nogle kombinationer kan bruge hele sensoren, andre giver et crop. 

Der er mulighed for at optage i 6K, 5,9K. 5,3K, 4K og FHD. Panasonic er glad for at betone 6K optagemuligheden, men kameraet er strengt taget ikke et ægte 6K kamera. Sensoren er nemlig 24 megapixel, mens 6K svarer til 19 megapixel. 

For at en given opløsning skal give mening, skal sensoren enten have samme opløsning eller være et multipla af opløsningen. Så et ægte 6K kamera er enten 19, 38 eller 57 megapixel. Dette forhold er også årsagen til, at 4K står bedre end 6K på dette kamera.

 

Se video her

 

Der er så mange muligheder for at balancere kvalitet, pladsforbrug og farverum på dette kamera, at Panasonic har indbygget en intelligent vælgefunktion, som hjælper en. 

Der er mulighed for forskellige gamma/farve-profiler på kameraet. Der er blandt andet Rec.709, Panasonic V-Log, Cinelike og HLG. 

Sensorer har to sæt aflæsningskredsløb (dual sensitivity), som gør, at man slipper for støj ved lave lysstyrker. Men de punkter, hvor kredsløbene sætter ind er lidt forskellige. Det er f.eks. 400 og 1500 ISO ved HLG, mens det er 640 og 4000 ISO ved V-log. Det er noget, man skal tage med i ens lyssætning. 

Dertil er vi ikke helt glade for V-log profilen. Den er naturligvis med for at give kompatibilitet med andre Panasonic kameraer, eller hvis man optager i 8-bit. Profilen klipper højlysene ret abrupt. HLG fungerer bedre på dette kamera. Og i øvrigt er det endelig lykkedes Panasonic at få en god Rec-709 billedprofil. Cinelike-profilerne er også gode. Der er færre indstillingsmuligheder for disse profiler, end der er hos Sony. 

Her er der så et mindre udbud af optageformater og kun 8 bit optageformater. Den store fordel ved Panasonics måde at gøre tingene på opstår ved farvestyring. Her er Panasonics videofiler langt mere fleksible, end de Sony kan levere. Der er simpelthen mere data at give af. Panasonic har i øvrigt lige annonceret, at kameraet vil understøtte RAW-video sammen med en Atomos Ninja V videorecorder.

Super betjening – godt i brug

I brug er Panasonic S1H en (tung) fornøjelse. Knapper og funktioner er velanbragte. Der er i øvrigt hele to video-optageknapper. Smart, hvis man har kameraet på en rig. Søgerskærmen er rigtig god, både til at vippe/svinge ud og til at vise billedet med. Skærmen er berøringsfølsom og er rigtig responsiv. En fornøjelse. 

At der også er understøttelse af LUT-filer, er også en fin egenskab ved kameraet. En interessant og god detalje er to tally-lamper, så man rent faktisk kan se, om kameraet optager. Lamperne er ikke super tydelige, men er alligevel en hjælp, hvis man har kameraet på stativ til et totalbillede, mens man selv betjener et andet kamera. Man lærer også hurtigt at værdsætte statusskærmen på kameraets overside

Den indbyggede sensorstabilisering kan arbejde sammen med den optiske stabilisering i L-mount optikker. Denne kombination er rigtig god og bedre end Sonys tilsvarende funktioner. Den højere vægt er en fordel her. Man kan addere elektronisk billedstabilisering til mikset. Prisen for det er et crop i billedet, men gevinsten er et super roligt billede. Der er nogen rolling shutter, men det er moderat. Mindre heldigt er autofokus. Den er OK, men ligger langt bagud for Sony’s autofocus-system.

 

Du kan læse ProAV Magasinet Marts 2020 lige her

 

Konklusion

Panasonic har begået et super kamera, der ikke alene leverer super videokvalitet, men også er en mere komplet pakke end alternativerne på markedet. 

Ekstra recordere eller monitorer er ikke nødvendig. Sæt en mikrofon til, monter en Panasonic L-mount optik, og man er parat til alt mellem dokumentar og drama. 

Et kamera som Blackmagic Design 6K Pocket Cinema Camera kan optage RAW-video og har en ægte 6K sensor, men det kræver en del ekstraudstyr for at få til virke optimalt. 

Sonys A7-serie har ikke 10 bit video og ikke så god ergonomi som Panasonic S1H; Canon har intet, der kan matche Panasonics bud på et high-end hybrid video/still kamera. Vi forstår Netflix. Dette kamera er lige nu markedets bedste bud på et high-end video/still kamera.  

 

Artiklen er fra ProAV Expo - Marts 2020

ProAV Digital

ProAV7 20 forsideNET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Shure SLX-D
  • Lys til streaming
  • Ung selvstændig
  • Frihedsmuseet
  • Redigering på iPad

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her