3. februar 2014

Garmin Virb Elite - et værdigt alternativ til GoPro

Garmin Virb Elite er på mange måder et af de få små actioncam, der kan tage kampen op mod mægtige GoPro. Garmin byder bl.a. på muligheden for at kunne styre kameraet med profiler, så hastighed, højde mv. automatisk starter og stopper en optagelse. For når der står Garmin på produktet, er der naturligvis indbygget GPS modtager! 

 

GoPro er efterhånden markedsstandarden, når man taler om minicamcordere, også kendt som actioncams. De små kameraer er blevet en industristandard på grund af deres størrelse, kvalitet og ikke mindst deres kæmpe udstyrsprogram. Især det sidste har gjort dem til markedsledere, og overalt i produktioner bliver de brugt som supplement til de store camcordere. Få - reelt ingen, har kunnet tage kampen op, men Garmin Virb Elite, der kom på markedet slut 2013, ser ud til at kunne være en værdig modstander. Og oven i købet en, der har noget ekstra at byde på.


Masser af features
Målt på alle kanter er Virb Elite ikke voldsomt større end et GoPro, for modsat dette skal det ikke pakkes ind i et beskyttelseshus, med mindre du vil filme under vand. Det er som udgangspunkt beskyttet mod elementerne og kan således fungere ned til minus 15 grader og op til 60 grader. Det er IPX7 godkendt og kan altså også tåle lidt knubs.

    

Men trods at det reelt ikke er meget større end et GoPro, så føles det noget større i praksis. Den aflange form (111 mm) betyder, at det fylder noget mere, når det er monteret på brystet eller andre steder. For eksempel ved en bilrude hvor de små kameraer ofte bliver brugt i TV-produktioner. Her stikker det mere ud og kræver mere plads. Til gengæld er det noget mere enkelt at håndtere og betjene, når det er i hånden. Kameraet virker gedigent og tillidsvækkende, og den store on/off knap i siden er genial. Det er ekstremt let at starte og stoppe en optagelse – også med store handsker på en kold vinterdag. Dertil har den, modsat GoPro og de fleste andre actioncams, et LCD farvedisplay, som reelt kan bruges til noget. Den 1,4” Chroma skærm (205 x 148 pixels) kan både bruges som søger, men lige så vigtigt til at lave de mange opsætninger og justeringer, Virb Elite tilbyder. Skærmen står skarpt men slet ikke med den lysintensitet og styrke, som man ser på et almindeligt og billigt kompakt kamera. Men størrelsen på skærmen sammenholdt med de gode funktionsknapper på siden betyder, at opsætningen er endog meget enkel.

    

Virb Elite kan optage i forskellige modes – således også i ultra wide, men heldigvis også i format med mindre ”fiskeøje”, ganske som GoPro. Der optages i Full HD via en 1/2,3” CMOS sensor og i mp4 format. Stillbilleder kan klares op til 16 megapixels. Der er indbygget intern mikrofon, men der er også USB til 3,5 mm stereo mikrofon adapter (ekstra udstyr).


Automatisk optagelsesprofil
Det er alt sammen fint, men Garmin Virb Elites glansnumre er, at det via indbygget GPS måler og højfølsom højdemåler automatisk kan starte optagelsen. Idéen er, at man ikke starter optagelsen, når man står i kø ved skiliften men først, når man kører ned ad løjpen. Man kan også parre med ANT+ udstyr, så man kan få pulsmåler med på optagelsen. I filmsammenhæng er det nok mindre væsentligt, men de automatiske optagelsesprofiler er virkelig noget, der kan bruges.

    

Man kan således lave en profil, der betyder at kameraet først filmer, når der er bevægelse, en bestemt hastighed eller højde for den sags skyld. Bruger man kameraet monteret i et køretøj, behøver man således ikke sætte kameraet til at optage – det starter og stopper automatisk ud fra den profil, man har programmeret. Denne proces er lidt bøvlet, men den skal kun laves én gang pr. profil. I øvrigt kan ét kamera sættes op til at være ”master”, som automatisk sætter andre Virb kameraer i gang, når dette starter eller stopper. Ret praktisk feature.

    

Til dem der vil bruge det som actioncam, kan man også starte og stoppe optagelsen via nogle af Garmins GPS baserede ure. Man får et display frem, hvor man enten kan starte/stoppe filmoptagelse eller tage stillbilleder. Denne del fungerer ret effektivt, og kameraet reagerer overraskende hurtigt, når der trykkes på uret. Det er en feature, man nok primært vil bruge til action scener, hvor aktøren selv vil kunne aktivere kameraet eller kameraerne. For er det blot en fjernbetjening, man skal bruge, er det billigere at benytte Garmins app, der kan fjernstyre kameraet fra en smartphone – og den er desuden gratis. Fjernbetjening klares via ANT+ kompatible enheder eller via Wi-Fi og ikke Bluetooth, som mange nok ville forvente. Det begrænser måske i nogen grad de potentielle enheder, der kan tilsluttes. Men omvendt er Wi-Fi en mere stabil grænseflade.


Få skønhedsfejl
I brug er Garmin Elite ret praktisk. Dens formfaktor er som sagt både en fordel og det modsatte. Menuerne reagerer hurtigt, og som sagt er den store knap i siden til at starte optagelsen god. Den har den fordel, at du ikke behøver tænde kameraet – tryk på optageknappen, og kameraet tænder automatisk. Der er en LED pære, der indikerer, om der filmes, men denne er ret stor og kan i mørke omgivelser virke generende, da den er placeret lige over skærmen! Her ville det være mere hensigtsmæssigt med en lille LED på fronten. Tanken bag den forholdsvist store indikator (som kan slås fra) er naturligvis, at den skal være synlig, når den er monteret på et cykelstyr eller andre steder, hvor man hurtigt skal kunne se indikatoren.

    

Der er tilslutning til miniUSB, mikrofon og ikke mindst miniHDMI bag på kameraet – fint og praktisk. Mindre praktisk er det, at hukommelseskortet sidder under batteriet. Det betyder, at man skal tage låget til batteriet af og batteriet ud for at komme til at skifte kort. Det er lidt upraktisk på location, hvor det skal gå hurtigt. Den lette adgang til batteriet er fint, hvis der skal skiftes. For selvom det har en kapacitet på 2000 mAh, så er levetiden på plus 3 timer godkendt, men ikke altid nok til en hel dags optagelser.


Høj kvalitet uden 4K
Garmins Virb Elite er let at leve med i praksis. Der er langt over 100 forskellige monteringsmuligheder, og dem, vi prøvede, fungerede godt i praksis. Selve holderen, der bruges til alle mounts, er på grund af kameraets form lidt stor, men let at klikke af og på. Det kræver dog to hænder at gøre dette.

    

Når der filmes, starter kameraet kvikt, og optagelserne står med en glans og dybde, som mindst er på højde med GoPro’s. Der er ikke 4K mulighed (endnu), men med Full HD står billedet rent og skarpt. Der er ikke bevægelsesslør, når det går hurtigt, og den digitale billedstabilisering ser ud til at gøre det godt. Der er reelt kun slør, hvis der bliver brugt et hukommelseskort, der ikke kan håndtere hastigheden. Det kræver som minimum et class 10 kort.

    

Som vi ser det, er Garmin Virb Elite et værdigt alternativ til GoPro, og da de to koster omkring det samme, er GoPro det sikre valg. Med Garmins mange features, automatiske optagelsesprofiler og ikke mindst brugervenlighed gør det til en værdig konkurrent, der så absolut bør overvejes, næste gang der skal købes et eller flere mini/action cam.

 

 

Af: Peter Hyldahl

ProAV Digital

ProAV6 forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • 30 år i branchen
  • Streaming udstyr
  • Audio over IP
  • Svalegangen
  • Minitech

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her