Zoom F6

Af Jens Walther, 4. marts 2020

Gain—what the hell….!!

Zoom har med deres F8 og F4 serie af field recordere tiltalt de professionelle lydteknikere med gode specifikationer og en overkommelig pris. Den nye enhed i serien, F6, gør definitivt op med en af de helt essentielle hovedpiner omkring field recording. Indstilling af den rigtige gain, ikke for lavt og frem for alt ikke for højt, overstyring er jo NO GO i al lydindspilning. Zoom F6 er ligeglad med gain, den kan ikke overstyres, og der kan altid skrues op for en lav optagelse i post.

Du klør dig i nakken, hvordan kan det lade sig gøre. Automatisk gain eller limiter? Næ nej, ”blot” en dual A/D konverter, der resulterer i en så høj opløsning, at alt kan reddes med efterfølgende gain i postredigering. Dual konvertering betyder et resulterende 32 bit floating point opløsning, som giver et dynamisk headroom på 1528 dB!! I den rigtige lydvirkelighed er det kendt, at omkring 200 dB er den største forskel, der kan forekomme. Så F6 overhaler virkeligheden med mange, mange dB. 

Har Zoom fundet de vise sten? Det kan siges, men de er trods alt ikke alene om det. Andre fabrikanter har også set lyset, men teknikken er ikke særlig udbredt endnu. Det skal nok komme. Teknikken kræver støjsvage mikrofon forforstærkere, men det leveres helt fint i F6 field recorderen. Mikrofonforstærkere med 75 dB gain og støjtal på -127 dBu. Se videoen herunder, der går igennem forskellige indspilningsscenarier fra meget svag og til overstyret.

 

Se video

 

Fysik og betjening

Zoom F6 er lille, den kan ligge i håndfladen og fylder bare 10x12x6 cm. Den kan stort set ikke være mindre, hvis der skal være plads til de seks XLR indgange. Af samme grund er line out, headphone out og tidskode I/O også lagt på små minijack stik. F6 virker robust, hovedparten af kabinettet er lavet af aluminium, formstøbt uden for mange samlinger. Stik fylder de to sider, mens det firkantede, letlæste display pryder fronten med seks drejeknapper, tre transportknapper og fire menuknapper. Selvom der ikke er meget plads, så er transportknapper og drejeknapper lette at betjene. Værre er det med de fire menuknapper omkring displayet; de er små, og der er ikke meget plads. Heldigvis har Zoom gjort sig umage med en god brugerflade, der er aldrig menupunkter, udover hvad der kan vises i displayet (no scrolling), og de ligger logisk.

ZoomF6

Ud over de almindelig velkendte og forventede muligheder er der også nogle mere specialiserede, såsom link mellem kanaler, her kan vælges op til tre stereo- eller MS-par. Desuden en Ambisonic link med decoder på de fire første kanaler. Der er også Automix mulighed på et frit antal kanaler; eksempelvis til optagelser med mange talere. Valgfri routing på både hovedtelefon og line-udgangen (hvad skal høres), line-udgangen kan desuden flyttes tilbage i timecode tid (sync til billede), og info om optagelsen kan lægges ind som metadata i lydfilen. Hvert spor har phantom on/off, HPF og limiter indstillinger, delay og fase, og selvfølgelig panorering i L/R mixet.

 

Du kan læse ProAV Magasinet Marts 2020 lige her

 

Zoom F6 kan forsynes med en lille Bluetooth dims, som sættes i en slot i siden, og hermed kan stort set alle indstillinger og menupunkter styres fra en iPhone eller iPad. Det betyder større og hurtigere overblik og væsentlig hurtige betjening. Bluetooth-enheden er stort set uundværlig, i særlig grad, hvis du gerne vil skrive metadata ind i lydfilerne.

På bagsiden af F6 indsættes SD-kortet bag en låge, og her kan også tilsluttes et Sony L-batteri, som er en standard i videoverdenen. F6 kan også strømforsynes fra 4 AA batterier, en 5V USB powerbank eller strømforsyning.

Tidskode og lydkort funktionalitet

Zoom F6 har indbygget SMPTE generator og kan sende en tidskode til sig selv og til et videokamera under optagelse. F6 har alle de funktioner, som forventes omkring tidskode, bl.a. framerate, jam-sync og tidskode delay.

Som det er vanligt fra fieldrecordere fra Zoom, så kan F6 også fungere som lydkort på computeren. Her kan de samme gode funktioner omkring 32 bit floating og støjsvage mikrofonforstærkere udnyttes. Udgangene er begrænset i antal (line eller headphone), men lydkortfunktionen kan fungere samtidig med, at der bliver skrevet data på SD-kortet. 

Zoom F6 kan indspille i Br.Wav format i 16, 24, og 32 bit og samplefrekvenser fra 44.1 til 192 KHz. Det er selvfølgelig kun i 32 bit optagelse, at gain indstillinger bliver overflødige. Undertegnede ville dog aldrig vælge nogen anden, selv om den funktion selvfølgelig bruger noget mere kortplads til sine optagelser. Her er gain fordelene alt for store. Når 32 bit float vælges, begrænses max. samplingfrekvensen til 96 KHz. 

Ny standard

Zoom F6 sætter en ny standard for professionelle fieldrecordere i den overkommelige prisklasse. Mindre en F8 og F4 fra samme firma, men trods den liden størrelse er displayet let læseligt og betjeningen gennemtænkt. Kun de små menuknapper er lidt gnidrede at arbejde med, men remote betjeningen fra en iOS enhed gør det mindre væsentligt. Lydkvaliteten på optagelse er i topklasse, og de indbyggede mikrofonforforstærkere er transparente. 32 bit float nagler en af de dybeste problematikker, der er omkring optagelse, i særdeleshed fieldrecording, hvor det kan være svært at vide det korrekte gain niveau. At redigere i F6 optagelser i en DAW er den rene magi, fordi alle niveauproblemer kan reddes med et godt resultat. Zoom F6 får de bedste anbefalinger med herfra!

 

Du kan læse ProAV Magasinet Marts 2020 lige her

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Marts 2020

ProAV Digital

Forside NET ProAV4 20

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Kenneth Sorento
  • Kameratrend
  • Alsik
  • Guide: bedre lyd
  • Litemotions

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her