Ursa NY

5. marts 2015

BMD URSA

Blackmagic Design har begået et kamera som ingen andre - udskiftelig sensor-system og et pansret design, der er mere end solidt, er bare nogle af egenskaberne for dette unikke 4K kamera til drama-folket. Blackmagic Design URSA er nemlig et bud på et lavpris alternativ til et Arri Alexa og Sony F55.

Det allerførste, som slår en, når man løfter kassen med kameraet, er, at det må være bygget af beriget uran, da kassen er mere end almindelig tung. Når man derefter åbner kassen, ser man allerførst et takkebrev fra Blackmagic’s CEO Grant Perry. Derefter kan man løfte et designer styroform låg op og finde kameraet. Det er ikke en Apple-oplevelse, men derhen af. Og noget både Sony, Canon og Panasonic kunne lære af. Det er altid godt at få en god unboxing oplevelse.

Ud over kameraet er der manualer og software på et SD-kort og en strømforsyning til kameraet. Dertil kommer en dongle og farvestyringsprogrammet DaVinci Resolve plus en stativadaptor.

Resten skal man selv tilføre. Og det vil sige batterier og optik, med mindre man har valgt modellen uden optikfatning. Det sidste lyder måske mærkeligt, men ”kameraet” har så HDMI-indgang og monteringsplade til at montere for eksempel et DSLR-kamera. Det gør Blackmagic Design URSA til verdens tungeste 4K fieldrecorder til eksempelvis et Sony A7s DSLR. Men muligheden med at kunne udskifte både objektivfatning og sensor er en unik egenskab på markedet. Det er mulighed for at købe kameraet både med EF- og PL-fatning.

HDMI-udgaven og en udgave med B4 fatning til broadcast-optikker og ND-filtre er annonceret, men ikke tilgængelige endnu. Udgaverne med EF- og PL-fatning anvender samme Super35 sensor, som Blackmagic Design Production Camera. Dermed erbilledkvaliteten fra URSA sammenlignelig med dette tidligere kamera. Blackmagic Design har endnu ikke annonceret fatning/sensor moduler som separate produkter. Derfor kendes opgraderingsprisen ikke.

Solidt, meget solidt

Tilbage til unboxingen. Vi har et par gange skrevet om kameraets tyngde. Selve huset vejer 7,40 kilo. Med optik, batteri og alt det andet nødvendige grej kommer man hurtigt op på 12 kilo. Et Arri Alexa vejer 6,9 kilo og et Sony F55 vejer 2,2 kilo og Sony FS7 vejer 2,0 kilo, alle sammen uden optik og batteri. URSA er lavet i flyaluminium og er fræset ud af en blok. Der er flere gode årsager til vægten. En af dem er, at kamerahuset bruges til køling af kameraets processor og sensor. Det er vigtigt, at billedsensoren er kølet, da støjniveauet stiger med temperaturen. Det kan være en smule problematisk for det mindre Blackmagic Production Camera, hvis man ikke er opmærksom på kølingen, da billedstøjen kan stige på grund af varme. URSA har ikke alene passiv køling, der er også en ventilator og et væskekølingssystem, sådan at kommende strømslugende sensorer også kan håndteres. Ud over at skulle køle processor og sensor, skal kameraets tre monitorer også køles. Der er en massiv 10 tommers monitorskærm og to statusskærme, så der er en del elektronik, som skal holdes kølig. Så vægten er en del af fremtidssikringen og gør samtidigt kameraet super stabilt.

Ulempen er naturligvis, at man rolig kan anskaffe sig et nyt stort stativ og et fitness abonnement, når kameraet skal anvendes. Dertil er kameraet noget strømtørstigt. Det betyder, at der skal anvendes batterier på minimum 150 Wh, så har man ikke batterier i denne størrelse, skal man også ud at investere her. VLock batterier kræver en adaptor, som også vejer for at kunne bruges.

Mens vi er ved ekstraudstyret kunne det være, at man skulle overveje Black-magic’s skulderpude til kameraet, hvis man har planer om at bruge det skulderbårent. Og det kan der faktisk være fornuft i. Kameraet er velbalanceret og har et feel som gamle broadcastkameraer. Til håndholdte optagelser kan man derfor klare sig uden rigs eller andet. Det er bare at montere en søger, sætte kameraet på skulderen og derudaf. Dertil har kameraet indbygget montering for 15 mm rig-stænger og en VCT-14 slæde. Dermed er det nemt at smide et par stænger på kameraet og montere et håndtag på stængerne. Der er også massevis af monteringshuller på kameraet, sådan at man let kan montere søgere, lys, lyd og andre former for tilbehør direkte på kameraet. Her er kameraets design virkelig nyttigt. Og alting er super solidt, så det er bare at sætte på. Det er det første kamera, vi har testet, hvor placeringen af en Atomos recorder var ligegyldig. Kameraet er simpelthen så massivt, at tyngdepunktet ikke forrykkes af et sølle halvt kilo påmonteret på en arm.

Massevis af stik – og de rigtige stik

Kameraet har en større flok tilslutninger. 12G SDI ind, 12G SDI ud, Reference (BNC) til ekstern søger/monitor, Timecode ind og ud, 2 gange XLR og et ¼ tomme stik til hovedtelefon (Jubii!). Dertil kommer 12-20V ind og en 12 V udgang til ekstern søger. Alt sammen solidt forankret i kameraet. Vi er specielt glade over, at der for en gang skyld er noget, som bruger fuld størrelse jack til hovedtelefonerne. Også det kunne Sony, Panasonic og Canon lære noget af – og for den sags skyld Blackmagic selv med både Cinema og Production Camera, hvor man er noget alternative i stikforbindelser. Det ville dog være snedigt, hvis der også havde været en 1,4 HDMI udgang på kameraet, da dette ville give større fleksibilitet med hensyn til monitorering eller tilslutning af recordere. Endelig har kameraet en USB 2.0 tilslutning beregnet til opdatering af kameraets software.

Et treholds kamera

Det går hurtigt op for en, at URSA er et kamera til de mere rolige dramaproduktioner. Det skyldes naturligvis dels vægten, men også kameraets opdeling i funktioner. Den ene side er helt dedikeret til lyd med store klare udstyringsmetre og et stort 5 tommer display med 800 x 480 pixels. Der er et tilsvarende display på den anden side af kameraet. Begge displays kan skiftes mellem at vise kameraets billede, et status display, kameramenuen og et funktionsdisplay. Begge statusdisplays er berøringsfølsomme og kan dermed bruges til at konfigurere kameraet med. Funktionsdisplayet har funktioner som formatering af de CFast hukommelseskort, som kameraet anvender til at gemme videoen på. Den sidste skærm på kameraet er søgerskærmen. Den er på 10,1 tomme og en fornøjelse at bruge. Går man tilbage til et Sony FS7, hvor man syntes at skærmen var fin – før man har set den på et URSA, så bliver Sony-skærmen til et frimærke. Det er en fornøjelig oplevelse at have så stor en skærm som søger, og den kan spare en for brug af en ekstern monitor. Den kræver en skærmskygge, hvis den skal bruges udendørs, dels på grund af lysstyrken og dels på grund af, at skærmen er blank og dermed giver refleksioner.Statusdisplayet viser waveform for billedet men også for lyden, og det er retgenialt. Dermed kan man ikke alene se, om man overstyrer lige nu, som man kan med et par almindelige metre, man kan også se, om man har overstyret. Det er rigtig smart.

Ud over de to waveforms samt status-oplysninger om optageformat, tilbageværende tid på hukommelseskortene og tidskode er der også en fokusindikator på statusdisplayet. Den viser kontrastspredning. Ideen er, at når kontrastovergange er helt hårde, er billedet i fokus. Tænk på et billede af et skakbræt, hvis skakbrættet ikke er i fokus er der en glidende overgang mellem et stort og et hvidt felt, men er det i fokus, er der en brat overgang mellem felterne. Har man en fokus-assistent kan vedkommende se billedet fra kameraet på displayet og skifte mellem det og statusdisplayet efter behov. Det er smart.

Ingen af displayene kan slukkes helt. Det havde været smart for at spare strøm eller simpelthen, fordi man ikke har brug for displayet.

Søgerskærmen er ikke berøringsfølsom men har en flok funktionsknapper i siden, hvor man dels kan styre igangsætning af kameraet, men også styre visningsfunktionerne på søgerskærmen. Der er naturligvis peaking og zebra. Begge funktioner er konfigurerbare. Dertil er der skærmoverlays, som kan vise forskellige billedaspekter som for eksempel 1:1,85 eller 1:2,35. Dermed er det nemt at få styr på beskæringen i forhold til det billedformat, man senere ønsker at distribuere i. Og lige denne søgerskærm gør det muligt at bedømme et billede i 1:2,35 på rimelig vis.

Fornuftig lyddel

Lyddelen er oceaner bedre end den på Production Camera. Der er både XLR indgange og et glimrende udstyringsmeter. Der er både valg- og soloknapper for de to lydkanaler, som kameraet har. Det er et rent stereokamera, så det er ikke muligt at få indlejret ekstra kanaler fra en fieldmixer i lydsignalet. Man skal være klar over, at lydjusteringen er elektronisk. Der er derfor ikke et hårdt stop på lydjusteringen, når man når til 100 eller 0 procent. Knappen drejer bare videre. Det skal man lige vænne sig til.

Det er ikke muligt at få udstyrings-indikator på søgerskærmen, så kører man kameraet alene, er den eneste hjælp her udstyringsindikatoren på den inderste statusskærm. Lydkontrollerne og hovedtelefonstikket er også på den modsatte side af søgerskærmen, hvorfor det bliver en smule bøvlet også at skulle agere lydmand med dette kamera.

De nydeligste 4K

Kameraet kan optage i CinemaDNG RAW og RAW 3:1 med film dynamic range med en opløsning på 4000 x 2160. Dertil kommer Apple ProRes 444, ProRes 422 HQ, 422, 422 LT and 422 Proxy i oplæsninger på 3840 x 2160 og 1920 x 1080. Der kan vælges en film logprofil eller en ITU 709-profil, som Blackmagic Design kalder video. Kameraet optager med op til 1.320 Mbps i ProRes 444 og 125 Megabyte per sekund i RAW formaterne. De andre ProRes-formater har så faldende bitrater. Bemærk, at opgivelsen ved rawformaterne er i megabyte og skal ganges med otte for at få tallet i megabit per sekund. Der kan optages med op til 80 billeder i sekundet ved RAW 3:1 og ProRes, hvilket giver mulighed for 4K slowmotion. Blackmagic opgiver en blændespænd (dynamic range) på 12 blænder for kameraet. Det er en bid mindre end Sony FS7 og Arri, men fint.

Alt i alt er billedkvaliteten på niveau eller bedre end Blackmagic Production Camera. Uden at kunne sammenligne direkte med et Production Camera, virker det som om, der er mindre støj ved 400 og 800 ISO. Men i forhold til et Sony FS7 eller Canon C300 er URSA ikke nogen natugle.

Og det har langt færre muligheder for at justere billederne ind efter et andet kamera i optagefasen. Så skal der optages i RAW, og kameraerne matches i post, hvis det skal lade sig gøre. Heldigvis medfølger der en fuld version af DaVinci Resolve med kameraet, så det kan lade sig gøre ved at optage et farvekort ved starten af alle optagelser.

Kameraet har to kortpladser til CFAST 2.0-kort. Forvent optagetider i UHD på omkring 11 minutter på et 128 GB hukommelseskort ved RAW og cirka det dobbelte ved ProRes 422 HQ. Der er to kortpladser i kameraet, og kameraet skifter automatisk mellem de to kortpladser.

CFAST 2.0 er en variant af CompactFlash-kort og tillader optagelser med op til 600 megabytes per sekund. Arri er den eneste anden kamerafabrikant, som anvender CFAST. Atomos anvender også CFAST 2.0 i sin mindste recorder. Prisen for et 64 GB XQD hukommelseskort, som anvendes i for eksempel Sony FS7, er omkring 2.400 kroner. Et tilsvarende 60GB CFAST-kort koster omkring 2.600 kroner, så der er ikke den store forskel. Men igen, ingen af korttyperne er lige til at få fat i, så hav rigeligt. Og husk en USB-læser tilhukommelseskortene. Der er nemlig ingen diskfunktion i URSA, så man skal have en kortlæser.  

Fantastisk billedkvalitet

Billedkvaliteten er god, rigtig god. Og Blackmagic Design skal have tak for at have lånt os en Zeiss CP.2 15mm F2,9 med kameraet. Det er en af de optikker, vi virkelig var kede af at skulle aflevere igen. 100% fri for billeddeffekter og fabelagtig mikrokontrast. Al respekt for DSLR optikker, men der er nu intet som the real thing.

Det går hurtigt op for en, at livet med et URSA er en meget planlagt ting. Der er meget vægt, som skal flyttes. Til gengæld bliver alle kamerabevægelser jævne på grund af inertien i kameraet. Det er en rigtig god oplevelse at bruge søgerskærmen, og URSA er det første 4K-kamera, hvor vi har følt os helt sikre på fokus. Alt er velfungerende, og der skal slet ikke samme mængder af ekstraudstyr til for at få kameraet til at fungere i en professionel sammenhæng, som der skal til for at få Blackmagics eget Production Camera til at fungere. Vi vil her klart foretrække et URSA. Kameraet giver rigtig meget billedkvalitet for pengene og er velegnet til drama og reklame, hvor billedkvaliteten skal være høj, og tempoet ikke behøver at være hektisk. URSA har fordelen af RAW-video og ultra-højkvalitets ProRes formater og et design, der er skræddersyet til de tunge dramaproduktioner. Samtidigt er kameraet så simpelt at bruge, at brugere uden dyb teknisk viden også kan avende kameraet.

 

Af: JOS Svendsen

ProAV Digital

ProAV6 forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • 30 år i branchen
  • Streaming udstyr
  • Audio over IP
  • Svalegangen
  • Minitech

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her