Boya test 5 20

Af Jens Walther, 24. juni 2020

Dobbelt op for små penge

Boya er en kinesisk mikrofonproducent, der godt tør være ved sin oprindelse. Ikke noget med en proforma udviklingsafdeling og generelt kontor i USA eller UK. Næ, fremstillet og udviklet i Shenzhen provinsen i Kina. Boya har i særlig grad udviklet mikrofoner og udstyr til optagelse af lyd til videoproduktioner i den lave prisklasse. På mange måder er de en pendant og konkurrent til Røde, som også har succes med produkter til videofolket. Boya har netop fået SC SOUND som distributør i Danmark. 

Her har vi fokus på deres trådløse BY-WM8 Pro-K2 sæt, som er et trådløst sender/modtager sæt med tilhørende lavalier mikrofoner. Både sender og modtager er batteridrevet, og modtageren kan monteres på DSLR-kameraet, mens senderne monteres på skuespiller, artist eller den, som bliver interviewet.

Dobbelt op

Nu betegner vi senderne i flertal, og det er der en god grund til. Modtageren kan nemlig trådløst forbindes til to sendere, og Pro-K2 sættet består netop af to sendere og en modtager. Det testede Pro-K2 sæt består af to bodypack sendere med tilhørende lavalier mikrofoner, en dobbelt modtager og et lille arsenal af adapterkabler, mikrofonholdere og vindhætter. Alt sammen pakket ned i en praktisk transportkasse af plastik, som er foret med skumgummi, som er et udmærket hjem for udstyret, når det ikke bliver brugt. Plastikkassen er på ingen måde Peli kvalitet, men stærk nok til også at blive brugt som transportkasse på produktioner.

 

Læs ProAV Magasinet Juni/Juli 2020 her

 

Hvorfor nu to sendere i sættet? Super praktisk, når du som VJ journalist både skal kunne høre dig selv og den interviewede. Eller en videooptagelse, hvor to personer taler med hinanden, og der ikke er plads, råd til eller mandskab til en boomstang betjent mikrofon. 

Modtager/sender

Størrelsen på modtager og sendere er fuldstændig den samme, ikke superkompakt, men kompakt. Det er vigtigt at holde for øje, at WM8 Pro sættet har en meget konkurrencedygtig pris, så derfor er det ikke lige så kompakt og robust som de dyrere sæt fra velkendte europæiske mærker. Modtageren er 10x6x2 cm og kan sagtens ligge i håndfladen. Den har to antenner, ikke til diversity modtagelse, men til de to kanalfrekvenser fra senderne. Modtageren er lavet i mat plastik, som føles fint i hånden. Den kan sagtens klare almindelig brug, men skal nok ikke tages med på Himalaya ekspeditionen. 

Modtageren har tænd/sluk knap på siden, tre knapper til betjening under det lille LCD display, og både line out og hovedtelefon ud på toppen, så lyden kan monitoreres, inden den rammer optageren. En let betjent skinne med fingerlås holder de to AA batterier, og på bagsiden kan der både sættes den medfølgende holder til montering i flash sko eller på stativ, ligesom der også medfølger en bøjle, så modtageren kan sættes i bæltet.

Senderen ligner modtageren til forveksling, men har kun én antenne, en indgang til mikrofon og en line indgang til den slags signaler. De tre betjeningsknapper findes også på modtageren, men her kun til formål at sætte den kanal, der ønskes på senderen.

Ibrugtagning

Når du ser på prisen af dette sæt, så er det let at tro, at det bruger de ”billige” 2,4 GHz frekvenser som andre sæt i denne prisklasse. Men tro om igen - her er vi i UHF-båndet, nærmere betegnet i de to frekvensområder, navngivet A og B på Boya-sættet, som ligger i henholdsvis 556 til 575 MHz og 576 til 595 MHz, hvert område med 48 kanaler. Så uproblematisk at bruge i Danmark, ind på styrelsens frekvensoptegnelse alt efter lokation og derefter vælge to forskellige kanaler til de to sendere. Desværre står kun kanalnumre i displayet, så her må man lige slå op i manualen for at få en frekvens til kanal oversættelse.

Boya

På modtageren kan vælges kanal både for A og B senderen, on/off på hver kanal, volume på kanalen, og om modtagelse skal være stereo eller mono. I stereo får du A senderen i venstre side og B senderen i højre side af stereosignalet, så du i post kan behandle hvert signal individuelt. Desværre kan du ikke se signalstyrke og udsving på displayet på modtageren, men en lysdiode for henholdsvis A og B kanalen lyser, når der er forbindelse.

Ud i marken med sættet

Senderne i lommerne og ud og prøve rækkevidden. Det er altid en svær ting, for forholdene ændrer sig. WM-8 sættet kan ikke skanne frekvenser efter de bedste bud som de dyrere, trådløse sendere, så der vælges frit på de kanaler, som kan bruges i området. Under testen prøvede vi lidt forskellige, uden at det faktisk blev hverken bedre eller dårligere.

 

Læs ProAV Magasinet Juni/Juli 2020 her

 

Så længe at sender og modtager kan se hinanden, så er rækkevidden op til 60-80 meter, som er helt i orden. Det går værre, når der kommer ting i vejen. Huse, vinduer, vegetation, træer, bakker og lign. får rækkevidden ned på 30-40 meter; det kan du rynke på næsen af, men realiteten er, at det er rigeligt i de fleste tilfælde, når sættet bliver brugt til videoproduktion. Her har man jo ofte personerne, som taler, i billedfeltet, dvs. inden for 20 meter. 

Lavalier mikrofonerne, som hører med til sættet, lyder fint, behageligt og tydeligt på talelyd, så de er absolut brugbare. Sammenlignet med den professionelle lavalier har de ikke samme klarhed, detaljerigdom og transientvillighed, og frem for alt er der mere egenstøj på udgangen af modtageren.

Kan det bruges?

Ja, det kan det, og Boya WM8 præsterer fint i forhold til prisen. Vil du bruge sættet på en professionel produktion med kritiske kunder. Nok ikke, men YouTuberen, VJ’en og de videoproducenter, som har et mere skrabet udstyrsbudget, er det oplagte kundesegment. De vil få et dobbelt trådløst sæt, som leverer fornuftig lyd uden dropout i 99% af tiden. 

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Juni/Juli 2020

ProAV Digital

Forside teaser 5 20 NET2

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Live Streaming
  • Peter Albrechtsen
  • Canon 1DX
  • The Cube
  • NowTek

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her