Shure SLXD D

Af Jens Walther, 15. oktober 2020

Digitale koder i luften

Digital trådløs audio lægger sig vanligt i to kategorier. De ”billige” i 2,4 GHz området, hvor antal af samtidige kanaler er begrænset, og de ”dyre” i UHF-båndet, hvor antal af kanaler omtrent er ligesom i den analoge, trådløse verden. Shure sætter med deres nye UHF baserede SLX-D system en effektiv stopper for denne kategorisering, for SLX-D er absolut i den overkommelige prisklasse med en samlet kanalpris på omkring 4.000 kroner.

Shure SLX-D er netop lanceret, og vi har fået lov at teste et sæt fra den første sending, som har ramt landet. Lige nu består serien af en single og dobbelt receiver, en bodypack transmitter og en håndholdt transmitter. Desuden er der mulighed for lithium batteri, enkle eller større opladestationer, antenner og antennesplitters, og selvfølgelig den lange række af mikrofonhoveder, som passer på SLX-D og de andre trådløse serier. Shure har ni mikrofonhoveder, men læg dertil alle de tredjeparts mikrofonhoveder, som findes på markedet med Shure ”fatning”.

 

Læs ProAV Magasinet Oktober 2020 her

 

SLX-D receiverne leveres i et defineret 44 MHz bånd; til det danske marked i modeller fra 470 MHz på til 694 MHz, og til det ”frie” bånd på 823 til 832 MHz. Indenfor et specificeret 44 MHz bånd kan der ligge op til 32 kanaler, men kanalantal er selvfølgelig afhængig af de white spaces, som de lokale digitale TV-frekvenser tillader. Den dobbelte SLX-D4D receiver, som vi havde til låns i denne test, lå i området fra 562 til 606 MHz. Systemet har selvfølgelig ikke en frekvensbåndbredde som de dyreste systemer, men lidt omtanke i frekvensplanlægningen på større set-ups burde klare den begrænsning. 

Receiver

Den dobbelte receiver har beslag, så den kan rackmonteres, og på bagsiden har den to XLR-udgange på mikrofonniveau og to aux/instrument udgange på balanceret line-niveau. Her findes også en netværksport, som bruges, når flere enheder skal synkroniseres og betjenes via en enkelt central enhed; men netværksporten kan ikke bruges til samlet systemhåndtering via computer; her må du opgradere til systemer til flere penge. Desuden er der også stik til de to medfølgende antenner, som bruges fælles af de to receivere i enheden. På fronten har receiveren display og menuknapper for hver receiver, men benytter sig af en fælles IR port, når transmittere skal synkroniseres til de to receivere. Lidt irriterende er det, at strømforsyningen er ekstern, den tilsluttes til enheden med en skruebetjent fatning, så forsyningen ikke ryger ud under brug.  

Transmitter

Bodypack SLX-D1 transmitteren får ikke prisen som den mindste på markedet; den er 7 x 9,5 cm og lavet af slagfast plastik. En enter- og menuknap på siden betjener det lille display, on/off knappen er en lille vippeomskifter ved siden af mikrofonindgangen, og på bagsiden er bøjlen til lommemontering og lågen til batteriet. En lille smart detalje er, at lågen ikke er fastgjort til enheden med et hængsel, men i stedet et lille solidt gummibånd, så lågen har en vis fleksibilitet, når den er åben; samtidig bliver lågen ikke væk. Batterierne kan både være lithium-modellen fra Shure eller to AA-batterier. Både receiver og transmitter fortæller i displayet, hvor meget batteritid der er tilbage på transmitterne. To gode AA-batterier giver ca. 8 timer.

Den håndholdte transmitter SLX-D2 med SM58 mikrofonhoved er ikke meget større end en almindelig vokalmikrofon, lidt tykkere, men intet problem at holde under performance. Knapperne til menu og enter er monteret lige under displayet. Under disse er en nedfældet on/off knap for ikke uforvaret at komme til at slukke for transmitteren, når den ligger i hånden.

 

VIDEO

 

Find de rette frekvenser

Ibrugtagning er ukompliceret. Der kan scannes efter frekvenser på tre måder; en samlet scanning, en group scanning eller en kanal scanning. Typisk vil du starte med den samlede scanning, det fordeler gruppe og kanaler ud på de to trådløse receivere, med de bedste frekvenser valgt. Herefter behøver du blot at trykke på Sync-knappen, holde transmitteren op til IR vinduet, og du er klar. Hele proceduren tager måske 20 sekunder. 

I menuen kan du også vælge en anden kanal i samme gruppe, hvis du ønsker en anden trådløs frekvens. Hvis flere enheder er sat sammen med netværksstik imellem enhederne, så holder hver enhed hele tiden øje med hele opsætningen, så du ikke kommer til at gøre noget forkert. Hvis SLX-D er tilsluttet korrekt, så kan der stort set ikke gå noget galt, selv om du har mange trådløse kanaler i gang.

Rækkevidde og lyd

Rækkevidde er altid en svær størrelse, fordi så mange forhold spiller ind. Testes skulle det dog, og med receiveren stående på bordet gav en tur i have, med vinduer og vægge som skyggeelementer, ingen problemer. Der var en afstand på mellem 20 – 30 meter. Den lange tur, hvor receiveren stadig stod på bordet, og i lige linje med åben havedør og blik til receiveren (line of sight), begyndte signalet at bryde op omkring de 100 meter, især hvis ryggen var mod receiveren. Hvis ansigtet (og transmitteren) var mod receiveren, så havde vi signal op til 130 meter. Så absolut godkendt og også hvad Shure specificerer.

 

Læs ProAV Magasinet Oktober 2020 her

 

Lyden var som forventet; SM58 mikrofonhovedet lød velkendt og det samme med hovedbøjlen. Ingen tvivl om, at mikrofonhovedet er den del, som har størst betydning for lyden. Ingen mærkelige digitale mislyde på kanalerne og en god frekvensklarhed op i diskanten, et område, der godt kan være problematisk på analoge trådløse systemer. En SM58 på kabel blev sammenlignet med SM58 wireless i en A/B test, og her var der overhovedet ingen hørbar forskel. Som altid, når der finder en digital konvertering sted, så har vi et latency tal. SLX-D har en latency på 3,2 ms, som skal lægges til den samlede latency, når det bruges sammen med andre digitale enheder. 

Det nye SLX-D system fra Shure er let at betjene, lyder godt, arbejder i det velkendte UHF-bånd. Systemet kan arbejde i et set-up med forholdsvis mange kanaler, og det er til at betale. Der er vist ikke meget at betænke sig på!!

 

FAKTA: Shure SLX-D

  • Digital trådløs mikrofonsystem i UHF båndet
  • Båndbredde 44 MHz/ op til 32 kanaler
  • Latency 3,2 ms
  • En eller to receivere i henholdsvis halv eller fuld rack størrelse.
  • SLX-D1 bodypack transmitter med mikrofon indgang (forskellige stik-standarder)
  • SLX-D2 håndholdt transmitter med mulighed for ni forskellige Shure mikrofonhoveder
  • Ladestationer til både batterier og til transmittere (lithium batteri)
  • Batteritid ca. 8 tm
  • Pris pr. kanal ca. kr. 4000,-

Udlånt af: Matrix Sales, t: 7025 5522, w: matrixsales.dk

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Oktober 2020

ProAV Digital

ProAV7 20 forsideNET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Shure SLX-D
  • Lys til streaming
  • Ung selvstændig
  • Frihedsmuseet
  • Redigering på iPad

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her