DPA BROADCAST ART

Af Jens Walther, 9. april 2015

In-Ear Broadcast Headset Microphone

DPA’s miniature mikrofoner er blevet et begreb, både i branchen, men også for den danske mikrofonproducent. De sælges i langt større mængder end DPA’s tidlige signatur produkt, den velkendte og nu modulære 4000-serie. DPA d:fine er blevet indbegrebet af en effektiv og vellydende miniaturemikrofon, og de bliver flittigt brugt både i broadcast- og i teaterverdenen.

Miniaturemikrofonerne bruges også i større mikrofoner såsom 2000-serien og mikrofonerne 4090/91; begge mikrofonserier, som Monitor Pro tidligere har testet. Men de ”rå” miniaturemikrofoner i d:fine serien har vi ikke tidligere haft på testbænken på magasinet. Men dette forår lancerer DPA et headset, hvor de ”klassiske” miniaturemikrofoner monteret i en headset bøjle bliver kombineret med en In-Ear hovedtelefon.

De nye headset med hovedtelefoner findes i tre bøjlekonfigurationer. En ørebøjle med mikrofon og hovedtelefon; to ørebøjler med mikrofon og en hoved-telefon, og selvfølgelig to ørebøjler med to hovedtelefoner, en til hvert øre. Tillige findes mikrofonerne i flere variationer. Den væsentligste forskel ligger mellem enten omni- eller nyremodellerne, hvor nyre mikrofonerne er fokuserede i sin karakteristik. Men for at gøre forvirringen komplet, så findes der tillige to forskellige kapselkonstruktioner til mikrofonerne, som betyder lidt forskellige lyd. Et fladt hoved for dem, hvor det er vigtigt at mikrofonen er diskret og et rundt hoved, som er mere taknemlig ift. placering. Det nye flade hoved kaldes bare d:fine omni eller d:fine directional, mens de klassiske og velkendte runde hoveder kaldes d:fine 66 (omni) eller d:fine 88 (dir). I denne test ser vi på en d:fine med to ørebøjler, en hovedtelefon og en klassisk d:fine 66.

Opbygning og finish

DPA headsettet kommer i en lækker transport/opbevaringskasse, hvor mikrofon, hovedtelefon og bøjle ligger smukt i det dertil indrettede indlæg. Kassen fungerer, også selv om det aldrig lykkedes igen at få placeret mikrofon og bøjle på den ”korrekte” måde i kassen, når den skulle gemmes væk (hvordan var det nu lige….??).

Ørebøjler og wiren imellem disse virker umiddelbart spinkle, men kan givetvis holde til en del. DPA har jo her et funktionalistisk problem; headsettet skal være så lille, let og usynligt som muligt, men samtidig robust. Ikke umiddelbart parametre, hvor der normalt er samspil. Men ud fra præmisserne klarer DPA problematikken godt, ørene skjuler stort set ørebøjlerne, og den tynde stålwire mellem bøjlerne er næsten usynlig. Den kan selvfølgelig deformeres, men ikke uden vold.

Det eneste synlige er den lille arm til selve mikrofonen. In-Ear hovedtelefonen hænger i den ene ørebøjle, og kan naturligvis ses. Headsettet kan sagtens tåle at blive tabt og måske også klare at blive trampet på med en gummisål; men det blev nu ikke testet!!

Ibrugtagning

Headsettet kræver lige lidt justering af længden på den tynde wire mellem ørebøjlerne i forhold til ens hoved, men når det er gjort ved at flytte på de små viklinger, så behøver headsettet ikke yderligere justering. Hvis det sættes korrekt på hovedet, så placerer mikrofonen sig helt naturligt på det rigtige sted. Visse hovedformer vil kræve et lille buk på mikrofonarmen, men ikke i dette tilfælde; her sad den perfekt. Det kræver lige lidt øvelse at tage headsettet på selv, men efter et par gange, så kører det!!

Der er tænkt over detaljer såsom en lille ledningsmonteret klemme til at placere i kraven på tøjet, så et træk i de tynde kabler giver et træk i tøjkraven frem for i ørebøjlerne. Og en lille transparent plastikring på mikrofonarmen, som skaber afstand mellem mikrofon og kind og sørger for at evt. sved ikke løber ned til mikrofonkapslen.

På dette nye DPA headset er der både en mikrofon og en hovedtelefon, som kræver ledning. Og det er klaret med to tynde kabler, som er sat sammen med lidt fitting. Her havde det været mere elegant med et lidt tykkere kabel, som indeholdt ledning til både hovedtelefon og mikrofon. DPA’s valg af to ledninger kan forsvares med, at det gør headsettet lettere at reparere og mindre kompliceret at lave end et enkelt kabel, især til headsettet med to hovedtelefoner og en mikrofon. Men alligevel, DPA headsettet hører til i den dyre ende, så et enkelt, fælles og mere elegant kabel havde lige forhøjet oplevelsen af headsettet.

Lyd

Dette headset er beregnet til tale og eventuel sang, men DPA har tidligere bevist, at miniaturemikrofonerne sagtens kan bruges som et vellydende stereosæt eller som diskrete, men kapable instrumentmikrofoner. I denne test fokuserede vi især på tale, og lavede en indspilning af dette. Inden indspilning fik vi monteret headset mikrofonen korrekt, og indspillede samtidig en meget brugt stormembran kondensatormikrofon, som bl.a. bruges flittigt til voice-over i studier. Bare for at sætte DPA mikrofonen over for den ultimative test. Stormembran mikrofonen har en høj følsomhed, men DPA headsettet behøvede kun lidt ekstra gain i forhold til referencen; der blev selvfølgelig brugt samme
mikrofonforforstærker på begge mikrofoner til testindspilningen. Og der blev snakket, indspillet… og derefter lyttet intensivt.

Det kan ikke siges, at de to mikrofoner lød ens. Men trods de mange forskelle, stormembran kontra miniature, nyre- kontra kuglekarakteristik, direkte kontra offaxis placering på kinden, så var forskellen ikke stor. Stormembran mikrofonen var lidt tyk i bunden, sikkert på grund af nærfeltseffekten (proximity), og DPA mikrofonen havde en hævet mellemtone, centreret omkring 800 Hz. Netop mellemtone hævning er et velkendt fænomen på mikrofoner, som bæres på kroppen, og som ikke er direkte ud for munden. Meget udtalt på lavalier mikrofoner og mindre på headset. De fleste lydteknikere ved, at fysikken omkring headset kræver et dyk på en EQ. Et lille dyk på 3dB omkring 800 Hz og de to mikrofoner lød overraskende ens.

Som nævnt var produktet i denne test et headset med en enkelt hovedtelefon, så den store stereobalance og dybde i hovedtelefonen kunne ikke testes. Lydkvaliteten på hovedtelefonen lever ikke op til mikrofonens høje standard. Mellemtonen er lidt vigende, og diskanten er trukket vel rigeligt frem. Men nu vil hovedtelefonen nok sjældent blive brugt til musiklytning, selv om stereo kombinationen sagtens kunne tiltale sangere, som bevæger sig meget rundt på en scene. Næ, denne hovedtelefon er mere beregnet til broadcast og kommunikation, og her udfører hovedtelefonen sin funktion noget bedre. Når hovedtelefonen er placeret korrekt i øret, så er der ingen overhør mellem mikrofon og hovedtelefonsignal.

Tilbehør

Mikrofonen leveres med et microdot stik, så den kan forbindes til en trådløs sender ved hjælp af DPAs adapter-program. Hvis man vil bruge mikrofonen med et XLR stik og 48V phantompower, så kan det købes som ekstraudstyr. Ligeledes kan der købes ekstra ledninger, vindhætter til mikrofonen og gitteret kan også skiftes på d:fine 66 mikrofonen, hvis man ønsker en yderligere løftet diskant på denne.

Lille, let og vellydende

Der er en grund til DPA’s succes med miniaturemikrofoner. De lyder rigtig godt, og det gælder også denne nye kombination af et headset og in-ear hovedtelefon. Sættet vil være funktionelt og især anvendeligt i broadcast og kommunikation, hvor kombinationen af en headset mikrofon og en hovedtelefon bliver brugt af mange aktører, både foran og bag settet. Modsat mange andre headset kombinationer af mikrofon og hovedtelefon, så er dette sæt funktionelt, lille og frem for alt let, og når først headsettet sidder, så mærker man ikke, at man har det på. Der skal nok være nogle broadcast folk, der efter jobbet glemmer at tage det af og først opdager det foran spejlet med tandbørsten i hånden. In-Ear hovedtelefonen opfylder sin funktion, men får ikke stående ovation ligesom mikrofonen i dette nye kombinerede sæt fra DPA Microphones.

Fakta:

Kombineret headset mikrofon med in-ear hovedtelefon

Headsettet fås i følgende kombinationer:
- Omni eller nyre karakteristik på mikrofon
- fladt hoved, eller rundt hoved
- en eller to hovedtelefoner
- en eller to ørebøjler
- Sort, beige eller brun farve
Stik: Microdot og minijack
Kabellængde: 1,3 m

Pris: kr. 4.373,- til 5.245,- ekskl. moms

Mere info:
DPA Microphones tlf. 48 14 28 28, www.dpamicrophones.com

ProAV Digital

ProAV6 forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • 30 år i branchen
  • Streaming udstyr
  • Audio over IP
  • Svalegangen
  • Minitech

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her