maxresdefault

6. oktober 2015

Canon XC10

Vi synes, at anmeldelser skal handle om, hvad udstyret rent faktisk kan, og om det opfylder de behov, som målgruppen nu har. Set fra vores tastatur er det ret uvæsentlig, hvad udstyret ikke kan. Det kan man skrive ret meget om – og det bliver der også rundt omkring på internettet, specielt om XC10. Canon skriver selv i deres pressemeddelelse, at XC10 er et kamera, der kan bruges ”som stand-alone kamera til den selvstændige filmproducent og som B-kamera i større produktioner.” Og det lyder jo fint. Men efter at have testet kameraet er vi ikke helt enige med Canon. Efter vores mening er det et kamera, der er rettet specielt mod DSLR-fotografer. Det opfører sig netop som en blanding mellem et DSLR og et Cinema EOS.

På den ene side optager det 4K video med 305 megabit/s i farverummet 4:2:2 i 8 bit. Der er Canon Log, så det matcher de større Cinema EOS kameraer. På den anden side er der en fast optik med 8,9 til 89 mm zoom område, hvilket giver et 24-240 mm zoom omregnet til 35 mm, idet kameraet anvender en 1 tomme sensor. Der er en flash-sko, og kameraet kan optage 12 megapixel stillbilleder. Så det er et hybrid-kamera med vægt på video.

Glimrende, men langsom optik

Den faste optik er ret interessant. Den er glimrende. Tegner skarpt og leverer kontrastrige billeder. Det er dog ikke det interessante. Det er, at den har manuel zoom. Her er ingen zoom-motor, som alle videokameraer med fast optik ellers har. Zoomen er helt mekanisk. Dertil går den maksimale lysstyrke fra F2.8 til F5.6, når optikken zoomes. Og det gør det ret hurtigt. Allerede ved 30 mm er den F3.2, ved 50 mm F4.0 og F5,6 ved 175 mm. Så det er ikke smal dybdeskarphed, som er dette kameras store force. Betjener man kameraet, som man ville betjene et traditionelt videokamera, er anvendelse af auto-iso en simpel nødvendighed for at kompensere for de to blænders forskel mellem zoomens to yderender.

Dertil kommer naturligvis ens evner til at zoome blødt og inderligt med en manuel zoom-optik. Her savner vi en lille pind på zoom-ringen, som ellers er standard på broadcast-optikker. Zoom-ringen er dog med gear-riller, så vi formoder, at man kan anvende en follow-fokus som en form for follow-zoom. Vi har dog ikke prøvet dette.

Men det betyder ikke så meget, da det er de færreste DSLR-zoomoptikker, som er motoriserede, så en DSLR-fotograf vil simpelthen ikke savne funktionen. Så kameraets zoom er derfor mere end bare en variabel brændvidde end en klassisk video-zoom. Taktikken er at gå fra fast brændvidde indstilling til en anden fast brændviddeindstilling og justere eksponeringen derefter. Bruger man kameraet sådan, fungerer optikken fint. Og faktisk hjælper den lave lysstyrke og dermed store dybdeskarphed på optikken til at sikre skarpe billeder, hvilket er en kritisk ting i forbindelse med 4K.

Optikken har elektrisk fokus, der styres med en ring yderst på optikken. Der er mulighed for at indstille tre forskellige følsomheder på fokusringen. Autofokus, der omfatter face-tracking er velfungerende. Det betyder, at man rimeligt trygt kan sætte kameraet op som ubemandet kamera på stativ til et halv-total ved for eksempel et interview. Autofokus med face-tracking vil her sikre skarpheden. Der medfølger en glimrende firkantet modlysblænde til kameraet. Der er et 58 mm filtergevind, og optikken har indbygget et 3EV ND-filter.

DSLR betjening

XC10 minder i størrelse om et DSLR. Det passer perfekt i en fototaske. Canon har valgt at sætte et sidehåndtag på, som minder om håndtaget på et EOS Cinema C100 eller C300. Håndtaget på XC10 er dog ikke aftageligt, som det er på de større kameraer. Det har ud over tænd/sluk også et drejehjul til eksponeringsjustering, en quick-funktionsknap, PASM-vælger og en programmérbar knap, der som standard er sat til expanded-fokus. Der er yderligere to programmerbare knapper på kameraet. De sidder begge på kameraets venstre side og aktiverer henholdsvis ændring af displayvisning og midlertidig aktivering af auto-fokus. Alle andre funktioner, som ændring af ISO, aktivering af det indbyggede ND-filter eller hvidbalance klares via den berøringsfølsomme skærm.

Man kan også navigere i menu-systemet ved at ramme MENU-knappen og bruge den lille joystick på kameraets håndtag. Det bliver man god til, hvis man anvender den medfølgende lup til søgerskærmen, som derved bliver blokeret for betjening. Luppen er glimrende ved optagelser, hvor omgivelserne har højt lysniveau, hvilket betyder, at skærmen kan være svær at se. Søgerluppen virker dog lidt som en eftertanke. Den kan være lidt problematisk for brille-bærere på grund af det hårde gummi-øjenstykke.

Selve søgerskærmen kan vippes, men ikke drejes. Skærmen er på 3 tommer og har 1,0 millioner billedpunkter. Ikke dårligt, men lidt efter dagens standard. Det havde været bedre, hvis Canon havde givet mulighed for at bruge en af de elektroniske søgere som bruges på flere Canon stillbilledkameraer.

Der er peaking og zebra tilgængelig til henholdsvis fokus og belysningskontrol. Zebra er indstilleligt til 70% og 100%.

Det er klart et kamera, man indstiller inden optagelserne og derefter lader køre på automatik. Det fungerer glimrende og sindigt. Det sidste, man er interesseret i, er automatiske justeringer, der er er alt for synlige. Både fokus, hvidbalance og blænde justeres meget glidende. Der er tre typer af billedstabilisering i kameraet – standard, Dynamic og Power. Det er forskellige kombinationer af elektronisk og optisk stabilisering. De to former for stabilisering, der er tilgængelige i 4K, er standard og Power. Dynamic er kun tilgængelig ved HD-optagelser, idet denne stabiliseringsform har en ret aggressiv brug af den elektroniske billedstabilisering. Power, der også virker i 4K, er mindre aggressiv og anvender mere den optiske stabilisering end den elektroniske.

I alle tilfælde er stabiliseringen rigtig god. Det er muligt at slippe af sted med håndholdte optagelser, som slet ikke ville kunne lade sig gøre med et DSLR-kamera. En praktisk detalje er, at kameraet anvender samme LP-E6N batteri som 5D og 7D DSLR-kameraerne. Og det er tilmed meget økonomisk med strømmen, så batteriet varer rigtig lagt tid. Vi nåede et par timer på et batteri. Kameraet har også WiFi og kan kontrolleres via en app.

HD og 4K optagelser

Kameraet kan optage i både HD og 4K (3840 x 2160 billedpunkter). Der kan optages med 25 billeder i sekundet i 4K og op til 1080P50. Hopper man en gang ned i opløsning til 720P, kan der optages i slowmotion med 100 billeder i sekundet. Alt optages med farverummet 4:2:2 og gemmes i Canons eget MXF-filformat.

Selve CODEC’en er MPEG4 AVC/H.264 8 bit. Der optages med op til 305 megabit/S ved 4K og op til 50 megabit/S ved HD. Kameraet har arvet en ting fra EOS Cinema serien, nemlig den store lysfølsomhed. Kameraets base følsomhed er 500 ISO, og vi havde ingen problemer med at anvende kameraet op til 6400 ISO. Sensoren er rigtig god, og Canons Digic DV 5 processor holder støj pænt nede. Det gør alt sammen, at optikkens lave lysstyrke ikke gør så meget i praksis. Det er absolut muligt at anvende kameraet i lav belysning.

En anden ting er kameraets indbyggede logprofiler. Der er både Canon log og Cinema EOS profiler. Det betyder, at kameraet langt hen ad vejen har samme look som de større cinema kameraer. Og det er en rigtig god ting.

En mindre god ting er, at Canons beslutning om at optage 4K video med 305 Megabit/S gør, at 4K video ikke kan gemmes på et SDXC-hukommelseskort. Der er simpelthen ingen af disse kort, som er hurtige nok. Derfor har kameraet to pladser til hukommelseskort. En SDXC-kompatibel plads, hvortil kameraet optager HD og en plads til CFast 2.0-hukommelseskort, hvortil 4K video sendes. Kameraet kan i en periode fås i en sampak med et 64 GB CFast kort og en dedikeret CFast-kortlæser.

Der kan rummes cirka 25 minutters 4K video på et 64 GB CFast 2.0-hukommelseskort. Prisen for et 64 GB CFast 2.0 er i øjeblikket omkring 2.000 kroner. Planlægger man større mængde 4K optagelser, skal man derfor påregne en ekstrainvestering i CFast 2.0 hukommelseskort eller brug af ekstern recorder.

Lyddelen er DSLR-lignende

Kameraet håndterer lyd som et DSLR-kamera. Der er indbyggede og glimrende mikrofoner og en mulighed for at tilslutte ekstra mikrofon via et 3,5 mm mikrofonstik. Der er også en mikrofonindgang, der i modsætning til hovedtelefonudgangen sidder et rimeligt fornuftigt sted. Canon har valgt at sætte hovedtelefonstikket midt på kamerahåndtaget. Der er det rimeligt meget i vejen, idet ledningen kommer til at gå mellem ens pegefinger og langfinger. Dertil har Canon valgt at sætte den manuelle lydkontrol ind i kameramenuen. Derved er det besværligt løbende at justere lyden. Men igen, automatikken er velfungerende.

Konklusion

Canon DSLR-fotografer, der leder efter et videokamera, der langt hen ad vejen fungerer på DSLR-præmisser, kan med fordel kigge på XC10. Kameraet leverer rigtig god billedkvalitet og henvender sig til brugere, der foretrækker, at kameraet klarer mest muligt på automatik.

Af: JOS Svendsen

ProAV Digital

ProAV6 forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • 30 år i branchen
  • Streaming udstyr
  • Audio over IP
  • Svalegangen
  • Minitech

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her