Zoom H3 VR headphone NB

Af Jens Walther, 19. september 2019

Ambisonic til folket

Vi har tidligere skrevet om Ambisonic mikrofoner i magasinet med fokus på udviklingen af Sennheisers model, men nu er der endelig kommet gang i udviklingen hos andre producenter. I dette efterår ser vi både på den nye VR mikrofon fra Røde, men interessant er også Zooms meget prisbillige model, H3-VR, som vi ser på i denne artikel. 

Zoom modellen er dog mere end bare en mikrofon. Den kan væsentlig mere, fordi det er både en Ambisonic mikrofon, en recorder og en decoder. Så når du skal producere audio til VR produktioner, så behøver du ikke en selvstændig recorder og heller ikke i post at efterredigere til Ambisonic B format. Alt det klares internt i den lille Zoom H3-VR. 

Space gadget

Zoom H3-VR ser ret speciel ud, men der er absolut en mening med galskaben. Et kegleformet hus med den specielle multimikrofon på toppen. De fire mikrofonmembraner sidder i en tetraeder konstruktion, hvor hver membran vender i hvert sit verdenshjørne. Mikrofonerne er omgivet af en metalkonstruktion, som beskytter mikrofonerne, men samtidig er så lidt i vejen for lyden som muligt. Det er også agendaen for det kegleformede hus, der har denne form for ikke at være i vejen for lyden, da et par af mikrofonerne vender jo skråt nedad. 

Huset indeholder elektronik i form af mikrofonforforstærkere, decoder, recorder, og et ret lille display med tilhørende funktionsknapper, som samtidig også virker som transportknapper for recorderen. På højre og venstre side er der henholdsvis en hovedtelefonudgang og en line udgang, volume for hovedtelefon og gainknap for mikrofonindgangen. På siden findes også en USB-, som både fungerer som strømgiver og som forbindelse til en computer.

På undersiden kan bunden tages af, og bag denne gemmer sig 2 AA batterier og en port til et MicroSD kort, som bruges til at optage på. De to batterier hævdes at kunne give strøm til 11 timers optagelse, (det blev dog ikke testet ;-)). Ved bunden findes en port, hvor en ekstern Zoom BlueTooth BTA-1 receiver kan monteres. Dette er ekstraudstyr, som betyder, at H3-VR kan fjernstyres fra en app på en mobil enhed.

H3-VR vejer stort set ingenting - 120 gram, og huset er lavet af plastik. Det virker ikke særlig robust, så det er ikke tilrådeligt at tabe enheden. Enheden er dog funktionel, fordi den virker som et lille tårn for mikrofonen, som er let at placere. Det tilrådes nu at placere H3-VR på et stativ (stativgevind på undersiden), så der er så få refleksioner fra flader som muligt. 

Tilbehør er en velvoksen og rimelig effektiv skumvindhætte og en lille arm af plastik, som har den specifikke funktion, at H3-VR kan placeres med mikrofonen nedad på undersiden af armen, mens et 360 grader kamera placeres på toppen (se billede). Desuden kan der downloades en Ambisonic player på Zoom’s hjemmeside.

 

Se video her

 

Klargøring til optagelse

I menuen på H3-VR kan der vælges mange forskellige ting, bl.a. lowcut og limiter, men vigtigt er både recording og playback formatet. De fire mikrofoner vil altid have output som et Ambisonic A format, hvor de fire mikrofoner fungerer med deres oprindelige nyrekarakteristik. Den indbyggede decoder laver outputtet fra de fire mikrofoner om, så det i stedet bliver betragtet som tre ottetalsmikrofoner og en omnimikrofon. Nu er signalet i Ambisonic B format, og her kan vælges at indspille enten i FuMa eller det mere gængse AmbiX format. Det er også muligt at vælge at indspille i binural, stereo, eller i Ambisonic A format. På samme måde kan playbackformatet vælges, dvs. det, som kommer ud af hovedtelefon eller line output. Her kan vælges binural eller stereo.

I home displayet vises de fire kanaler med metre, så man kan sætte den korrekte gain. Samtidig vises også orientering af enheden (op, ned, mod højre, mod venstre) og det kan enten indstilles, eller H3-VR finder selv ud af det vha. det indbyggede gyrometer. I displayet vises også et vaterpas, da det er ret essentielt, at enheden er i vater, når der optages. Det gør det langt lettere at sammenlægge 360 grader video og audio, hvis orienteringen er den samme i indspilningsøjeblikket. Med 2.0 softwaren til H3-VR kan der laves sync mellem audio og video recorder via BT.

Ambisonic indspilning

Indspilning og filhåndtering er ikke meget forskellig fra indspilning på en almindelig stereo fieldrecorder. Ud over indspilningsformat kan man vælge 44.1, 48 eller 96 KHz samplingfrekvens, alle i 24 bit. Zoom har klogt nok udeladt de komprimerede formater såsom MP3. Optagelsen kan lyttes på H3-VR; det vil enten være i binural eller i stereo. Oplagt er det at eksportere den til computeren og afspille via Zoom’s egen player eller typisk i den YouTube eller FaceBook 360 afvikler, hvor videoen også indlejres.

Indspilningskvalitet

Mikrofonforforstærkerne i H3-VR blev udsat for en hård prøve, idet vi under testen lavede atmosfære og field recording ude i naturen og under ret stille forhold. Det kræver en høj gain på mikrofonforforstærkerne; på en af optagelserne var den max med en værdi på 100. Mikrofonforforstærkerne klarede det hæderligt; der var støj genereret af forforstærkere og mikrofon, men stadig acceptabelt. Indspilning af musik med fin bund resulterede i en optagekvalitet, som var ligesom Zoom’s normale stereo fieldrecordere, dvs. et ret lyst lydbillede og en noget vigende bas. Det giver fin detaljerigdom, men et noget tiltet lydbillede, som dog kan rettes nogenlunde op med efterredigering.

Unik

Zoom H3-VR er ret unik på markedet med sin multifunktionalitet. På den vis slår den alle konkurrenter af banen, fordi man med enheden til små 2000 kroner får et komplet VR ”lydstudie”. Selvfølgelig vokser træerne ikke ind i himlen, mikrofonkvalitet og kredsløbene omkring disse er ikke, hvad man vil kalde i den professionelle liga. Zoom H3-VR er en god ”starter” enhed til VR produktion for små penge.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - September 2019

ProAV Digital

ProAV 5Forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Intercom på revyen
  • Mr GoPro
  • Rokoko
  • Trådløs video
  • God lyd på mobilen

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her