25. september 2013

Adobe Creative Cloud - Evolution til leje

Der er arbejdet kraftigt under motorhjelmen på den nyeste version af Adobes Creative Suite. Det betyder mange forbedringer og optimeringer, men uden de store revolutioner. Vi kigger nærmere på videoprogrammerne i Adobe Creative Cloud.

 

Premiere Pro og AfterEffects er i dag vigtige spillere på banen for videosoftware. Begge er blevet opdateret i forbindelse med Creative Cloud. Derfor fokuserer vi i denne artikel specielt på disse to programmer. Der er også ændringer til Adobe Prelude, som er en applikation specielt til capture og forbehandling af video for specielt DSLR-kameraer. Dertil har farvestyringsprogrammet Speedgrade fået en del finpudsninger, men er stadigvæk ikke fuldt integreret i resten af Adobes programmer.


Premiere Pro CC
Det første man bemærker er, at interfacet har fået en modernisering. Der er kommet lidt flere knapper end CS6-versionen, og der er kommet knapper på klippene på tidslinien. Knappen på et klip er simpelthen en genvej til en menu med ændringer. Det gør det rigtigt nemt at arbejde på tidslinien. Klippene er også blevet farvekodet, så man umiddelbart kan se, om et klip for eksempel er blevet ændret, eller der er blevet lagt en effekt på. Alt sammen små ting, som hjælper i det daglige.

    

En af de større ændringer er håndteringen af videofiler. Det er nu rimeligt nemt at genfinde og genlinke til videofiler, som af den ene eller anden årsag har forputtet sig. Det skyldes blandt andet, at der nu er en intern søgemaskine indbygget i Premiere Pro. Man skal stadigvæk klikke på en Locate-knap, men det er blevet rimeligt nemt at finde filen. Enten kan man bruge den interne søgemaskine, eller man kan gå til den folder, hvor man mener, filen befinder sig. Er der et match, kigger Premiere Pro selv efter, om der skulle være andre manglende filer samme sted.

    

Nyt er de forbedrede muligheder for undertekster. Der er en indbygget editor for undertekster, som tilmed har eget track på tidslinien. De kan redigeres både med hensyn til indhold, men også placering og farve kan ændres. Quiktime filer kan have et indlejret tekst-spor, mens andre formater kræver et afspilleprogram, som kan synkronisere videofilen med en separat tekstfil. Denne mulighed understøtter Premiere Pro også.

    

Dertil er der kommet udvidet understøttelse af anvendelse af grafikkortets processor til at rendere video. Hvor CS 6 havde en relativt lille flok af understøttede videokort, så er Creative Cloud-udgaven mere large med mulighederne. Generelt er det sådan, at understøttelse af Open GL for et grafikkort er nok til, at Adobes Mercury Engine vil kunne anvende kortet. Mercury Engine er navnet for Adobes videoteknologi, som er fælles for alle programmer i Creative Cloud. Og de nye muligheder betyder noget. Vores aldrende iMac med et Radeon H4850 kort fik pludselig 20% forbedrede renderingstider.

 

Adobe AfterEffects CC

Her er mulighederne for 3D-grafik blevet kraftig forbedret. Dels medfølger der en Lite-version af Cinema 4D til AfterEffects CC, dels har AfterEffects CC nu integration til 3D-filer fra Cinema4D. Man kan simpelthen direkte indlæse Cinema 4D projekter i After-Effects, justere ved parametre og dernæst se resultatet uden at skulle rendere først. Det er smart! Det løser problemer som ”kunne du ikke gøre overskriften tydeligere i titel-sekvensen?” Det ville før i tiden have krævet, at man ændrede parametre, checkede preview og derefter renderede i kortere (og normalt) længere tid. Adobe kalder teknologien Live 3D Pipeline.

    

Der er også nye mere intelligente afmaskningsmuligheder, forbedret billedstabilisering og trackingmuligheder. Dertil kommer en lille lifesaver for DSLR-fotografer, der har anvendt hurtige lukkertider for at opnå en smal dybdeskarphed. Filtret Pixel Motion Blur gør det muligt at simulere lave lukkertider. Det er ikke noget hurtig funktion, men effekten er pæn.


Installation og vedligehold
Processen med at få en computer konfigureret med Creative Cloud er noget anderledes end ved den ældre Creative Suite. Allerførst skal man have et Adobe-ID, som er en bruger-konto på Adobes servere. Det knytter man til sin Creative Cloud-licens. Det er den normale mangecifrede kode, som altid har være ens dokumantation for køb af software hos Adobe. Men så bliver det anderledes. Det første, man henter, er et lille Creative Cloud administrationsmodul. Det styrer al software installation og opdatering. Dertil administrerer det Adobes online services og ens medlemskonto for Creative Cloud.

    

Når administrationsmodulet er installeret, vil det som standard starte samtidigt med computeren. I modulet kan man installere de Adobe-programmer, som man har ret til ifølge lejeaftalen. Der kan også installeres prøveversioner (Trials) af andre Adobe-programmer. Ønsker man at beholde disse prøve-programmer, kan man udvide ens aftale med disse programmer. Er man bruger i en firmaaftale, vil det være administratoren, der bestemmer, hvilke Adobe programmer, man får adgang til.

    

Administrationsmodulet håndterer også opdateringer til Creative Cloud-programmerne. Skulle man have tidligere versioner af Adobe Creative Suite liggende på computeren vil disse ikke blive berørt af installationen af Creative Cloud. Men der er lige et par ting, man skal være klar over. Den ene er, at man nu skal bruge to seperate opdateringsmoduler. Idet både CS og Creative Cloud har hver sin opdatering. Dertil er projekt-formaterne blevet opdateret i Creative Cloud. Det betyder, at projekter fra Creative Suite 6.5 eller tidligere bliver opdateret til nyt format i Creative Cloud, når en ældre projektfil åbnes, og kan dermed ikke længere redigeres i de ældre versioner. Der kommer også ekstra fonte med Creative Cloud. De er naturligvis brugbare i Creative Suite-programmerne. Men overfører man ens dokumenter til en anden computer kan dette give problemer.

    

En anden ting man kunne ønske sig var, at Adobe var bare lidt flinke ved Apple. ProRes-filer er naturligvis understøttet, men der er ingen presets i hverken Premiere Pro eller AfterEffecs til ProRes. Disse presets skal man selv bygge.


Konklusion

Der er to ting at bemærke. Den ene ting er, at applikationerne i Creative Suite er forbedret i forhold til CS 6.5. Ikke revolutionært, men evolutionært. Den anden ting er, at det er en evig proces fra Adobes side. Væk er gårsdagens spring i forbedringer, når der kom en ny version. Nu sker der noget hele tiden, så der er helt sikkert kommet nye forbedringer til mellem dette er skrevet, og dette læses. Så i den nye fagre cloud-verden er det endnu vigtigere at holde sig opdateret om nyheder i programmerne end før. Stay tuned, vi skal nok hjælpe.

 

 

Af: JOS Svendsen

ProAV Digital

ProAV6 forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • 30 år i branchen
  • Streaming udstyr
  • Audio over IP
  • Svalegangen
  • Minitech

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her