Tv-producenter vil blive ramt hårdt af de nye coronatiltag
Hvilke tv-produktioner er i gang, hvilke er på vej, hvad skal der til for at gennemføre dem, hvor meget skal udsættes, og hvad synes broadcasterne?
Det er nogle af de spørgsmål, som Producentforeningens direktør, Jørgen Ramskov, i øjeblikket forsøger at finde svar på som følge af de nye tiltag, statsministeren har indført for at stække coronasmittens udbredelse i Danmark.
Direktøren tvivler ikke på, at situationen får alvorlige konsekvenser for hele branchen, når produktioner enten aflyses eller udskydes i uger eller måneder. Hvor hårdt det kommer til at ramme branchen økonomisk, kan han ikke sige noget om endnu.
"Som udgangspunkt forsøger vi at tilrettelægge arbejdet, så vi også holder noget i gang. Det er også det, vi opfatter, at regeringen siger - det hele må ikke gå fuldstændig i stå. Vi prøver i den grad at leve op til de vejledninger, der er, og tage alle mulige hensyn, både når vi udsætter og gennemfører produktioner," siger han.
Konkret har Producentforeningen allerede nu talt med medlemmer om så vidt muligt at lade medarbejderne arbejde hjemme, dele produktionerne op, så man arbejder i mindre hold, eller udsætte produktionerne der, hvor det kan lade sig gøre.
kilde: mediawatch.dk