TV 2 gør klar til nye TV-produktioner
Efter flere uger, hvor en lang række tv-produktioner har måttet sættes på standby på grund af corona-pandemien, er der lys forude. Flere populære tv-programmer er på vej i – eller planlægger – produktion under ændrede og sikkerhedsmæssigt forsvarlige forhold i de kommende uger og måneder.
Dermed kan flere større programmer forventes klar til efterårssæsonen på TV 2, TV 2s nichekanaler og TV 2 PLAY. Og derfor kan også sommeren byde nye danske tv-programmer.
Når nye programserier til efteråret nu er på vej i produktion, har det positive konsekvenser for TV 2s programplan allerede i det sene forår og til sommer. Her kan TV 2 og TV 2 PLAY nu vise nye, danske programserier, som ellers var holdt tilbage, så TV 2 – i tilfælde af langvarigt produktionsstop – kunne være sikker på at have nye programmer i efteråret.
Andre programmer og produktioner er fortsat udskudt til efteråret 2020 eller til 2021. Eksempelvis er TV 2s store nye underholdningsshow 'Den vildeste danser' rykket til efteråret, hvor TV 2 hermed byder på masser af dans, når også 'Vild med dans' vender tilbage.
Produktionen af den danske udgave af den internationale realitysucces ’Bachelor’ går i produktion i foråret 2021.
Derudover har TV 2 netop offentliggjort, at X Factor bliver afsluttet i maj måned med 3 live-shows på otte dage, så sæsonen afsluttes den 23. maj.