SSL på tur i sommerlandet
SSL livemixerpulte hører til i den absolutte topklasse blandt live mixerpulte, men de har endnu ikke været repræsenteret på det danske rental marked. Men det sker nu, for rental firmaet Victory i Århus har købt to mixerpulte; den store L500 og den mindre L200. Til disse pulte er der købt to MADI stagerack, to Dante stagerack og en AES stagerack, så den store fleksibilitet på SSL pultenes I/O bliver udnyttet. De nyindkøbte pulte er straks kommet på landevejen, idet Lukas Graham bruger begge SSL-pultene på sin sommertur rundt i landet, bl.a. på den netop overståede Grøn Koncert. Her blev L500 brugt til FOH pult, og L200 blev brugt til monitorpult på scenen.
”Victory havde et stort ønske om at profilere sig med andre pulte end dem, som normalt er på det danske rental marked. Og samtidig bruge nogle pulte, som på lydkvaliteten spillede op med deres PA systemer,” fortæller Rasmus Valentin fra Alfa Audio.
SSL har i øvrigt lige lanceret deres mindste pult i livemixerserien, L100, en pult, som selvfølgelig deler struktur, I/O, software og features med de større pulte. Den nye L100 er noget mere kompakt og lanceret til en noget lavere pris end de større pulte.