Produktionsselskab debuterer med serie til Netflix
Apple Tree Productions har netop haft premiere på Netflix med deres første produktion. Selskabet håber, at samarbejdet kan åbne døre – både hos andre samarbejdspartnere og hos Netflix.
Ud over et eventuelt fortsat samarbejde med Netflix håber Apple Tree Productions, at "Equinox" kan skabe opmærksomhed om det forholdsvis unge produktionsselskab. "Samarbejdet med Netflix åbner nogle døre i verden. Det kan være, at der pludselig er et interessant selskab, som ringer og siger, om vi kan lave noget sammen. Vi ved ikke, hvad skæbnen bringer, men det er selvfølgelig fantastisk for et lille selskab som os, at vores første premiere ligger på Netflix. Det er vi virkelig, virkelig glade for og stolte over," siger Piv Bernth, som er adm. direktør og executive producer hos Apple Tree Productions. Ud over "Equinox" har Apple Tree Productions serien "Hændelser ved vand" i støbeskeen. Den skal sendes på SVT.
Apple Tree Productions blev stiftet af flere profiler fra DR Drama for 3 år siden.
kilde: watchmedier.dk