Pressemode om TV 2 serien Den som draeber

Foto: Jens Dresling/Politiken

Af Birgit Waltenburg, 22. maj 2020

Producenter føler sig glemt i hjælpepakke-spillet

Regningen for de film- og tv-produktioner, som er blevet sat på pause i coronakrisen, bliver flere steder ikke dækket af de eksisterende hjælpepakker, siger Producentforeningen, som oplever stor frustration blandt medlemmerne. Direktør foreslår ny hjælpepakke til 75 mio. kr.

Mens store dele af erhvervslivet får kompensation for tab som følge af coronakrisen igennem statens hjælpepakker, gælder det ikke for størstedelen af de film- og tv-producenter, som har måttet stoppe optagelser og udsætte produktioner.

Sådan lyder det fra Producentforeningen og produktionsselskaberne Miso Film og Sam Productions, som frygter at blive en glemt brik i puslespillet.

"Vi lander pladask mellem to stole, fordi vi ikke fanges af hjælpepakken til private virksomheder, som ikke dækker lønudgifter til medarbejdere, vi må opsige under produktionsstop, og vi dækkes heller ikke af støtten til offentlige kulturinstitutioner, fordi vi er private," siger Jørgen Ramskov, direktør for Producentforeningen, og fortæller, at mange producenter kæmper med store regninger for at udsætte igangværende produktioner.

"Vi har ingen indtægter og store omkostninger ved at ligge stille. Hvis vi går i gang igen, er der stor risiko for at måtte stoppe med endnu større omkostninger, fordi det koster store summer at lukke og åbne op igen. Så der er en voldsom, voldsom frustration over det her."

Jørgen Ramskovs forslag er en hjælpepakke på 75 mio. kr., som dækker 50 pct. af de dokumenterede tab på de enkelte produktioner, som sættes i stå på grund af coronakrisen.

"Det vil skabe den nødvendige sikkerhed, så film- og tv-produktionen igen kan komme i gang og sikre, at der er levedygtige selskaber, som ansætter medarbejdere og producerer indhold til danskerne," siger han.

Nogle producenter med mange fastansatte har kunnet sende medarbejdere hjem med lønkompensation fra staten. Men ifølge Jørgen Ramskov falder de fleste uden for ordningen, fordi producenterne har afskediget projektansatte medarbejdere for at begrænse tab på de stoppede produktioner. Lønninger under opsigelsesperioder dækkes ikke af hjælpepakken. Derudover er der også en række yderligere omkostninger ved at holde en produktion i bero, som heller ikke bliver dækket.

Miso Film, som blandt andet står bag serien "The rain" til Netflix, har måttet sætte tre produktioner på hold som følge af coronakrisen. Ifølge selskabets adm. direktør, Peter Bose, betyder det et samlet tab på 6-8 mio. kr. Det skyldes blandt andet, at selskabet har afskediget størstedelen af de omkring 150 projektansatte medarbejdere, der var tilknyttet de tre stoppede produktioner.

"Min virksomhed kan ikke tåle at tage omkostninger i millionklassen, hver gang vi skal åbne op. På en almindelig dansk spillefilm er det mit bud, at det koster 3-4 mio. kr. at stoppe og starte op igen. Den risiko er svær at løbe, når vi ikke er omfattet af statens sikkerhedsnet som andre virksomheder. Vores forsikring dækker heller ikke de her tab," siger Peter Bose.

Når optagelserne igen skal i gang, kræver det en del dobbeltarbejde i form af ny planlægning, nye aftaler og genforberedelser af locations, hvilket producenten anslår vil løbe op i omkring 2 mio. kr. Derudover skal selskabet tage særlige forholdsregler for at undgå smittespredning, og det vil ifølge Peter Bose også fordyre produktionen.

"At lukke ned var selvfølgelig ikke enkelt og alt andet end sjovt, men det er faktisk endnu værre at lukke op igen, fordi der er så mange usikkerhedsmomenter og hensyn at tage. Vi sidder alle sammen med en nervøsitet om, hvad den her genåbning fører til. Hvad gør vi, hvis der kommer en ny epidemi til efteråret? Så kan vi blive tvunget til at lukke ned igen med alt, hvad det indebærer af udgifter til at sige farvel til folk og starte op igen," siger han.

 

kilde: mediawatch.dk

 

 

ProAV Digital

Forside teaser 5 20 NET2

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Live Streaming
  • Peter Albrechtsen
  • Canon 1DX
  • The Cube
  • NowTek

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her