Morten Strunge

Serieiværksætteretn Morten Strunge har netop søsat en ny podcast-platform, Podimo. Foto: Sophie Voisin.

Af Birgit Waltenburg, 17. september 2019

Podcastsats er et kapløb med tiden

Serieiværksætteren Morten Strunge skal ud og hente over 100.000 kunder i et nyt stort podcastsats. Selv kalder han det for et kapløb med tiden, hvor de store mediegiganter er lige i hælene på ham og ved at indstille kanonerne.

Inden det sker, skal hans nye podcastsatsning Podimo gerne være væsentligt længere fremme, og netop derfor har virksomheden været på opkøb i Tyskland.

"Vi skal i hvert fald op og have et kundetal nord for 100.000, før vi har gjort det nogenlunde. Så det er helt klart et sats på, at vi får en meget stor volumen, ellers hænger det ikke sammen. Men det tror jeg sådan set også, at vi gør," siger Morten Strunge og fortsætter: "Vi brænder mange penge af på nuværende tidspunkt. Til gengæld øger vi også sandsynligheden for at ramme rigtigt hurtigere."

Omkring 30 mand sidder lige nu beskæftiget på kontoret ved Højbro Plads i Indre København, og der bliver skrevet store summer i checkhæftet for at tiltrække kendte indholdsproducenter som Hella Joof, Casper Christensen og Jonathan Spang.

Allerede inden platformen slår dørene op, har over 10.000 danskere skrevet sig op som kunder i Podimo.

Morten Strunge var hjernen bag abonnementsvirksomhederne Mofibo, Plenti og Onfone, der samlet set er blevet solgt videre for omkring en halv milliard.

Fælles for frasalgene er, at virksomhederne er blevet solgt, inden de for alvor har fået internationalt fodfæste.

Men et hurtigt salg er ikke en del af den store forkromede plan i denne omgang, hvis man spørger serieiværksætteren.

Han har længere udsigter i Podimo, og derfor bliver der også tænkt stort fra starten.

"Hvis vi får succes, så tror jeg på, at det kommer til at gøre en forskel. Det gør sgu ikke nogen forskel at stifte et teleselskab og starte en priskrig. Det er en fin måde at tjene penge på, men det er ikke sådan, at man ligger på sit dødsleje og har revolutioneret hele verden," siger Morten Strunge.

Inden produktet overhovedet lanceres til de danske medieforbrugere, er der planer om, at Podimo skal ud over landets grænser. Inden for ganske kort tid vil virksomheden være til stede i Tyskland.

I foråret fik Podimo en kapitalindsprøjtning på 37 mio. kr. af to kapitalfonde: Danske Heartcore Ventures og tyske E.ventures

Med pengene i ryggen har Podimo købt den konkurrerende tyske virksomhed BesserFM og forventer at gøre et indtog på det tyske marked med raketfart.

Podimo forventer at være klar med deres produkt til de tyske forbrugere indenfor bare 45 dage og har allerede åbnet et kontor i Berlin.

Ifølge iværksætteren er det med mere erfaring i bagagen, at han nu er klar til at gøre Podimo til en international succes.

"Jeg kom ind som kommerciel direktør i Storytel og har taget hele rejsen i forhold til at internationalisere et selskab. Så jeg føler mig lidt på hjemmebane," siger han.

Selvom Podimo kommer til at have base i Danmark, ligger nøglen til succes ude i den store verden.

"For mig er succeskriteriet, at vi formår at internationalisere og får fodfæste internationalt. Danmark er utrolig vigtig for os, men det er udlandet, som er den afgørende faktor for, om vi får succes," siger Morten Strunge.

Danske podcasts, der koster penge at tilgå, kan tælles på ganske få hænder. Podimo åbner dørene for de danske forbrugere med to produkter: én gratisversion, hvor man kan lytte til de podcasts, der i dag ligger frit tilgængelige, og en abonnementsversion til 39 kr. om måneden, hvor abonnenterne får mulighed for at lytte til kvalitetsindhold, der produceres eksklusivt til de betalende kunder.

Selv beskriver serieiværksætteren Podimo som en medievirksomhed, der er dybt digitalt forankret. Målet er at gøre brugeroplevelsen bedre og mere intuitiv end de muligheder, der findes inden for podcasts i dag.

"Vi kan se fra andre tjenester, at indholdet betyder meget, men også den platform, der ligger bagved, gør forskellen. Den skal være flot, let at bruge, og så skal den kunne anbefale mig noget relevant. Vi satser på begge ting. Man kan sige, at vi er Netflix for podcasts," siger han.

 

Kilde: Børsen

ProAV Digital

ProAV 5Forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Intercom på revyen
  • Mr GoPro
  • Rokoko
  • Trådløs video
  • God lyd på mobilen

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her