Kasper Kruse

Kasper Kruse bliver leder af The Animation Workshop (TAW) i Viborg. Han kommer fra en stilling som leder af erhvervs- og væksthuset for visuel industri, Arsenalet i Viborg.

Af Birgit Waltenburg, 13. maj 2020

Ny leder på The Animation Workshop

VIA University College, som TAW hører under, har ansat Kasper Kruse som leder af The Animation Workshop, der netop er blevet kåret som den 7. bedste animationsskole i verden og nummer 6 i Europa.

Kasper Kruse kommer fra en stilling som leder af Arsenalet, der er et erhvervs- og væksthus for både start-ups og veletablerede virksomheder inden for den kreative, digitale visuelle industri. Han har inden da blandt andet været projektleder for Viborg Kommunes animationsstrategi, som manifesterer sig i en årlig animationsfestival. Kasper Kruse, der oprindeligt er uddannet animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole, har desuden en mangeårig baggrund som iværksætter og selvstændig og som ansat i såvel kreative- som ledende stillinger.

Faglig og menneskelig kapacitet

”Med Kasper Kruse får vi en stor kapacitet inden for animationsbranchen og den visuelle industri i spidsen for TAW. Her vil Kasper kunne konsolidere og videreudvikle den unikke position, TAW har som uddannelsesinstitution og som kreativ drivkraft i udviklingen af den danske animations-, tegneserie- og spilbranche,” påpeger René Foli, der som uddannelsesdekan for VIAs storytelling-, design- og businessuddannelser har stået i spidsen for ansættelsesprocessen.

Han fortsætter: ”Kasper Kruse er en stærk netværker og en begavet brobygger med en tillidsvækkende og inviterende tilgang til sin omverden. Han er en mand, der ser muligheder og forstår at omsætte dem til bæredygtige, værdiskabende aktiviteter. Jeg er helt tryg ved, at han vil føre The Animation Workshop videre til alles fulde tilfredshed.”

I spidsen for ny struktur

TAW har for nylig gennemgået en større omstrukturering, og Kasper Kruse kommer som daglig leder til at stå i spidsen for et nyetableret ledelsesteam og bliver desuden medlem af det Management Board, der har det overordnede strategiske og økonomiske ansvar for TAW og sikrer sammenhængen til VIAs øvrige organisation og uddannelser. Han bliver desuden det centrale bindeled mellem TAW og en lang række eksterne aktører og partnerskaber inden for mange forskellige aktiviteter nationalt og internationalt.

”Det er et stort ansvar og en stor udfordring, men samtidig en kæmpe glæde for mig at have fået denne mulighed,” siger Kasper Kruse om stillingen som leder af The Animation Workshop.

Kasper Kruse tiltræder stillingen 1. juni.

ProAV Digital

Forside NET ProAV4 20

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Kenneth Sorento
  • Kameratrend
  • Alsik
  • Guide: bedre lyd
  • Litemotions

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her