Minitech – nu også i København
Aarhus virksomheden Minitech, som er et udlejningsfirma med fokus på film- og videoproduktionsudstyr, studier og OB-vogne, åbner nu afdeling i København. Afdelingen vil dog først være endelig klar efter sommerferien, når lokalerne er helt færdigbygget.
Jacob Poulsen, direktør i Minitech, fortæller: ”Alle varegrupper og udstyr, vi har i Aarhus, kommer også til at være i København. Det gælder også for vores to OB-vogne, som vil være der, hvor der er brug for dem. Mange har spurgt gennem årene, hvorfor vi ikke også er i København, og nu bliver det en realitet. Vi har jo den fulde pakke omkring udstyr, en One-Stop udlejning for videoproduktion.”
Minitech Kbh. kommer til at være i samme hus som videoproduktionsselskabet Casper Thorsøe, så Jacob regner med, at der kommer en god synergieffekt firmaerne imellem.
I starten vil københavnerkontoret blive bemandet med folk fra kontoret i Aarhus, men det er kun i opstartsfasen; på den lange bane skal der ansættes lokale medarbejdere. Minitech forventer at åbne københavnerkontoret 1. August.
Du kan møde Minitech på ProAV Expo Vest i Aarhus den 3. november 2020 på Savvaerket og på ProAV Expo i København den 2. og 3. marts 2021 i TAP1.