MiaHolstein 2020 05 25 Fotocredit UlrikJantzen 12

Foto: Ulrik Jantzen

Af Birgit Waltenburg, 18. november 2020

Hurtigtest ved kulturarrangementer vil i fremtiden kunne erstatte nedlukning

Systematiske corona-test af gæsterne ved kulturarrangementer kan være en vej til at genåbne det nedlukkede kultur- og natteliv. Lige nu taber samfundet 644 mio. kr. om måneden på nedlukningen af kulturarrangementerne, men bruger vi i stedet hurtigtest af gæsterne, kan det give økonomisk overskud, viser SMVdanmarks analyse. Det vil kræve, at testprisen er højst 250 kr. pr. styk. Desuden vil testene kunne bidrage til forbedret smitteopsporing, især blandt yngre mennesker.

En vatpind i næsen, en øl mens man venter i et kvarters tid på testresultatet, og så kan man gå til fx koncert eller på natklub. Det scenarie kan være et reelt alternativ til de låste og lukkede døre, som danskerne møder for tiden, hvis man vil i byen.

En ny analyse fra SMVdanmark viser, at det helt eller delvist nedlukkede kulturliv koster 644 mio. kr. om måneden. Hvis man i stedet åbnede op for hurtigtest ved indgangen, ville det samlet set være billigere. Dog vil det kræve, at testprisen er på højst 250 kr. i gennemsnit.

”Det ville være godt for samfundet, virksomhederne og danskerne, hvis nedlukning og restriktioner kan erstattes af en massiv teststrategi. For til trods for, at staten bruger mia. af kr. på kompensationsordninger, har coronakrisen stadigt sendt mange virksomheder i oplevelsesindustrien på økonomisk katastrofekurs,” siger Mia Amalie Holstein, cheføkonom og politisk chef i SMVdanmark.

Hun understreger, at forudsætningen for teststrategien er, at sundhedsmyndighederne kan stå inde for en eventuel hurtigtest.

”Det kræver selvfølgelig, at sundhedsmyndighederne vurderer, at det her er forsvarligt. Men testmarkedet er i øjeblikket i rivende udvikling, og fx de autoriserede test, som hospitalerne og testcentrene bruger (PCR-test) kan man nu få svaret på i løbet af 20 minutter. Derfor bør politikerne og myndighederne følge med i udviklingen og undersøge, om teststrategien indenfor relativ kort tid kunne være et brugbart alternativ,” siger Mia Amalie Holstein.

Analysen viser, at økonomien hænger sammen, hvis testprisen er 250 kr. i gennemsnit. I praksis vil det betyde, at ved arrangementer med en høj entrépris, vil det kunne betale sig, selv om testprisen er højere. Og omvendt, hvis entréprisen er lav.

Man kunne også forestille sig, at staten gav et tilskud, siger Mia Amalie Holstein.

”Staten giver jo kompensationspakker i forvejen. Så det kunne jo være en oplagt vej at gå at omsætte kompensations-milliarderne til test. Det kunne jo også være, at folk var villige til at betale noget af prisen for at blive testet,” siger hun.

Ud over at være økonomisk gavnligt og give folk nogle oplevelser, de savner, vil teststrategien også kunne hjælpe til smitteopsporing.

”Tænk hvis en del af adgangsbilletten til koncerten fredag aften var en coronatest. Det ville være millioner af ekstra tests i netop den del af befolkningen, navnlig de unge, som siges at være de mest smittede. Og hvis man i køen fanger otte personer, der ikke vidste, de var syge, og som så går hjem og isolerer sig, frem for at de bringer smitten videre til privatfester, så kan der være rigtigt meget at hente for folkesundheden den vej,” siger hun.

Læs hele analysen her: https://smvdanmark.dk/analyser/temaanalyser/coronatests-f%C3%B8r-kulturbegivenheder-kan-blive-en-%C3%B8konomisk-overskudsforretning 

ProAV Digital

Forside8 20 www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Hybridkamera

  • Kvinder i branchen

  • Damhuskroen

  • Merging Anubis

  • Lyd til streaming

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her