Ulla Film

Et nyt filmselskab, der får base i Svendborg, bliver formelt stiftet i dag, mandag 26. august. Navnet er Ulla Film, og bag det står blandt andre Lasse Bo Handberg (tv.), Aslak Gottlieb, Troels Mylenberg og Carsten Bang. Foto: Kim Rune/Ulla Film

Af Birgit Waltenburg, 20. september 2019

Endnu et fynsk produktionsselskab ser dagens lys

Ulla Film er navnet på det nye produktionsselskab, der er stiftet af af Carsten Bang, stand-up-komiker og radiovært, mediekonsulent Aslak Gottlieb, Tor Nonnegaard, partner i konsulentvirksomheden Implement, samt tidligere teaterdirektør for Mungo Park, Lasse Handberg, som også er direktør for Ulla Film.

Det nye selskab vil kaste sig over produktion af både tv-serier og film til det danske marked med udgangspunkt i fynske fortællinger, men på sigt er ambitionen også at kunne begå sig på det internationale marked. De indledende øvelser har spillefilm som omdrejningspunkt, fortæller Lasse Handberg, som ikke kan sige noget konkret om, hvordan han regner med, fordelingen mellem spillefilm og tv-serier bliver.

De fire stiftere ejer hver en fjerdedel af selskabet. Ambitionen er udnytte det momentum, som det seneste filmforlig har skabt ved, at staten har tildelt 23,7 mio. kr. til den regionale filmfond Filmfyn. Det har ifølge stifterne gjort den fynske filmbranche gunstig at gå ind i.

Den udlægning får opbakning fra direktør for Filmfyn, Klaus Hansen, som byder det nye produktionsselskab velkommen til øen. Ulla Film er den seneste i rækken af flere producenter, der i år har valgt at slå rødder i det fynske, hvilket ikke mindst kan tilskrives de nye filmstøttemidler ifølge Klaus Hansen.

Vil involvere publikum

Troels Mylenberg, som er vært på TV 2 News og tidligere chefredaktør på Jysk Fynske Medier, bliver formand for bestyrelsen.

Han fremhæver Ulla Films planer om at ville benytte sig af en høj grad af brugerinvolvering af fynboere i forbindelse med produktioner som en nytænkende tilgang til produktionsarbejdet.

"Ulla Film skal udvikle metoder, så publikum føler sig inddraget i vores filmproduktioner og allerede i de tidlige faser tager ejerskab til filmen. Vi skal turde åbne den kunstneriske proces og arbejde gennemsigtigt og nytænkende med inddragelse af publikum. Vi skal ikke kun tale til publikum, men også med publikum," udtaler Troels Mylenberg i meddelelsen.

Den alternative tilgang til udvikling af produktioner taler blandt andet ind i Lasse Handbergs baggrund i teaterbranchen, hvor det har været hans oplevelse, at det giver bedre og mere relevante historier – og et større publikum – hvis omverden bliver taget med undervejs i processen. En tilgang, han mener, er interessant at tage med sig ind i filmbranchen.

"Jeg elsker teater og har forhåbentlig ikke lavet min sidste forestilling. Men jeg har længe haft en spirende lyst til at arbejde med filmmediet. Jeg tror, jeg kan bidrage med nogle erfaringer og metoder fra teatret, som man ikke sædvanligvis ser i filmen," skriver han til MediaWatch.

"Som alle andre producenter, så skal vi finansiere vores produktioner via mange forskellige kanaler. Vi har nogle nye ideer og veje, som kan bringe os et stykke. Men for at komme helt i mål skal vi arbejde hårdt og have de skarpeste projekter," udtaler Lasse Handberg dog uden at konkretisere, hvilke andre kanaler det nye produktionsselskab forventer at hente midler fra.

Inden årets udgang forventer Ulla Film at kunne offentliggøre selskabets første projekter, ligesom det i den forbindelse vil indlede sit forsøg med brugerinddragelse af det kommende publikum. Ulla Film får kontorer i Odense og Svendborg.

 

kilde: mediawatch.dk

ProAV Digital

ProAV 5Forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Intercom på revyen
  • Mr GoPro
  • Rokoko
  • Trådløs video
  • God lyd på mobilen

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her