Den Danske Filmskole får ny rektor
Fra 1. maj kommer Tine Fischer til at stå i spidsen for Den Danske Filmskole. Den kommende rektor kommer fra et job som adm. direktør for Copenhagen Film Festivals, der står bag CPH:Dox, CPH Pix og børnefilmsfestivalen Buster.
"Filmskolen er arnested for dansk film. Her spirer filmtalenterne og fremtidens film, som vi er kendt for i hele verden. Tine Fischer har arbejdet i film og kunst hele sit liv, og med hende ved roret er Filmskolen i stærke og innovative hænder," udtaler kulturminister Joy Mogensen (S) i meddelelsen.
Efter meget uro om skolens fremtidige linje forlod Filmskolens tidligere rektor Vinca Wiedemann skolen i slutningen af 2019. I den mellemliggende periode har Bo Damgaard været konstitueret rektor.
Tine Fischer stod bl.a. bag oprettelsen af CPH:Dox i 2003 og har arbejdet med produktion, formidling og talentudvikling i film- og mediebranchen.
"Det er en kæmpe ære, at kulturministeren og et enigt ansættelsesudvalg har peget på mig som den nye rektor for Den Danske Filmskole. Jeg glæder mig til at møde eleverne, ansatte og lærerne. Og jeg glæder mig til at lytte, forstå og sammen videreudvikle en skole, som lige nu og her står et afgørende vigtigt sted i skolens lange historie," siger Tine Fischer i meddelelsen om sit nye job.