NEP Boernenes Dronning 7

Af Michael Fahlgren, 14. september 2020

Verdens største broadcast-leverandør udvider aktiviteterne

NEP Group, der i Danmark er repræsenteret ved NEP Denmark A/S, har netop opkøbt nordiske Twentyfourseven og HDR/Studios, som arbejder med Studie produktion, Media Bank platforme, Broadcast og Central løsninger.

Herhjemme så NEP Denmark dagens lys for 4- 5 år siden, da den amerikanske mediegigant NEP Group (ejet af kapitalfonden Carlyle Group) etablerede eget datterselskab her. Henrik Borup Sørensen, som er administrerende direktør for NEP Denmark, overtog denne stilling, da DBLux blev opkøbt af NEP Group, hvori han var ansat.

Vækst gennem opkøb

Gennem de seneste års tid er NEP Group primært vokset gennem opkøb af etablerede virksomheder i Europa, således at koncernen i dag er etableret i 10 europæiske lande – og i 21 lande på verdensplan.

”Vi arbejder sammen på kryds og tværs, samt når vi har større opgaver såsom vinter OL i Sydkorea og OL i Japan, der nu er udskudt til 2021 på grund af Corona, ishockeykampe og Eurovision Song Contest. Men også VM i fodbold har lagt græs til store sportsbegivenheder, hvor NEP Groups forskellige datterselskaber hjælper hinanden med ekspertise, udstyr og mandskab. Det kan også være i form af kamerakæder og EVS-systemer, der gør, at vi kan løfte selv meget store opgaver,” forklarer Henrik Borup Sørensen.

Medie Bank servicerer TV-studier over hele verden

Da NEP Group også I år skulle stå for afviklingen af den Corona-ramte Eurovision Song Contest foregik det fra et virtuelt studie i Holland, hvor koncernen har nogle af sine meget store faciliteter.

”NEP Holland er en af de største i Europa med 900 fastansatte og 24 TV-studier – hvorimod både Norge og Holland er hovedcentral for vores Medie Bank-servere, hvor TV-stationer fra hele verden kan hente klip fra alle Europa League-kampene. 

 

Læs ProAV Magasinet September 2020 her

 

Som rettighedshaver til at transmittere Europa League og Champions League-kampe har man også adgang til vores Media Bank. Skal jeg f.eks. lave et indslag med de mål, som Christian Eriksen har lavet gennem de seneste fem år, får man de klip frem. Alle kampe siden starten i 1955/56 er digitaliseret og søgbare, så man kan gå i dybden, og der er allerede mange brugere,” konstaterer Henrik Borup Sørensen.

 

NEP 3331

Her er man i gang med at forberede studiet i Parken inden en Europa League kamp. 

Den foretrukne broadcast-leverandør

Som allerede nævnt, foregår meget af NEP Groups vækst gennem opkøb, og koncernens erklærede mål er at blive branchens foretrukne broadcast-leverandør; ikke alene på kort sigt, men allerhelst også på lang sigt.

”Vi samarbejder med TV-stationer, så de kan koncentrere sig mere om indhold, og vi optræder som teknisk leverandør på de forskellige jobs. Fremover vil der desuden blive fokuseret på remote-løsninger, hvor den nødvendige hardware vil være opstillet på centrale pladser rundt om i Europa. Skal jeg som producer bruge mange EVS’er, kan jeg få adgang til disse i f.eks. Holland, Norge eller Danmark, hvor man via vores omfattende fibernetværk får lynhurtig adgang, hvis man eksempelvis er i gang med en større produktion og har behov for ekstra EVS, kan man fjernstyre disse løsninger. Og route kamerasignaler rundt til forskellige destinationer. Et godt eksempel er TV2’s håndbold, der bliver remote-styret fra Odense til kameraerne ude i hallerne. Slut med de store OB-vogne til alle produktioner. Mange af de mindre produktioner, måske med op til otte kameraer, bliver i fremtiden produceret remote,” spår Henrik Borup Sørensen.

I dag udgør NEP’s europæiske fibernet en stor ”ring” mellem Holland, Tyskland, Danmark, Sverige, Norge, England og Irland.

Nye muligheder med og for Twentyfourseven

Med det nylige opkøb af Twentyfourseven får NEP Denmark – såvel som resten af NEP Group – nye muligheder at tilbyde kunderne.

 

NEP 3327

Her bliver produktionsholdet briefet i forbindelse med optagelser til Dronning Margrethes fødselsdag. 

”Twentyfourseven er til stede i Danmark, Norge, Sverige og Finland. I forvejen har vi i både Sverige og Norge studier til at producere studieprogrammer, og derfor var det nærliggende, at HDR-studierne og Twentyfourseven ville passe godt ind i NEP-benet som leverandør til TV-stationerne og produktionsselskaberne om at udvikle studieprogrammer. Et set-up som ”Hvem vil være millionær” kan produceres til forskellige lande, fordi det er nemt at flyve mennesker ind til studierne. Dermed bliver priserne fornuftige, og det understøtter vores intentioner om at skabe langsigtede samarbejdsrelationer med eksempelvis TV-stationer og produktionsselskaber,” uddyber Henrik Borup Sørensen.

Lys fremtid på trods af Corona

For NEP Denmarks administrerende direktør tegner fremtiden for hans del af branchen sig lys – på trods af de tilbageslag Corona-krisen har medført og stadigvæk influerer på.

”I en periode sendte vi 27 medarbejdere hjem, og det var hårdt, også økonomisk. Men vi er heldigvis kommet godt i gang igen. Vores studier er booket godt op efteråret, og vi skal i gang med at lave nye afsnit af ’Hvem vil være millionær’, ’Klipfiskerne’ og ’Vild med dans’ samt e-superliga,” fastslår Henrik Borup Sørensen.

UHD-udbredelse styret af streaming

Rent teknisk er der nu så småt ved at komme efterspørgsel på UHD-programmer fra de forskellige TV-stationer og produktionsselskaber. UHD stiller som bekendt ikke alene krav til det udstyr, som benyttes ved produktion og broadcast men så sandelig også til forbrugernes eget udstyr.

 

Læs ProAV Magasinet September 2020 her

 

”Der sælges mere og mere UHD, og selv om man endnu ikke kan se ret mange liveprogrammer i UHD, kommer der mere og mere streaming i UHD-kvalitet. Streaming er i den grad kommet for at blive. Vi arbejder også med streaming og kan løse forskellige produktionstyper. På Viaplay og Dplay kan vi se, hvor stor betydning streaming har for især de unge menneskers medieforbrug. Det er ikke ret mange unge, som ser liveprogrammer, men streamer når det passer dem, og ikke når det passer TV-stationerne,” siger Henrik Borup Sørensen.

Leverer teknik til VAR

Et af de seneste skud på NEP-stammen er levering af udstyr og træning til VAR (Video Assistant Referee) og VAR-operatører til den danske superliga i fodbold.

”Når den danske superliga starter her til september, bliver det med mulighed for VAR. Siden november sidste år startede vi VAR-træning for dommere, VAR-dommere samt udvalgte operatører. Her i august har vi VAR-træning til den danske superliga, og vi har været med ved de seneste 30 superligakampe i juni og juli for at uddanne VAR-dommere, A-VAR-dommere og vores operatører, og inden superliga-sæsonen 2021 skal vi gennem yderligere træning ved 35 kampe,” slutter Henrik Borup Sørensen.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - September 2020

 

ProAV Digital

ProAV7 20 forsideNET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Shure SLX-D
  • Lys til streaming
  • Ung selvstændig
  • Frihedsmuseet
  • Redigering på iPad

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her