Minitechs nye OB Vogn 2

Af Jens Walther, 9. september 2020

Udlejningshus med ALT på hylderne

Minitech er et facilityhouse, som har stor succes med udlejning af alt videorelateret udstyr, OB-vogne og studiefaciliteter. Kunderne er bl.a. produktionsfirmaer, kommunikationsafdelinger i firmaer og broadcast som DR, TV2, TV3, Discovery.  

Det er et helt lille kollektiv af eventrelaterede virksomheder, som holder til på adressen i Viby J i Aarhus. Minitech lejer bygningen og udlejer så dele af den til gode kollegaer i branchen. Her er bl.a. DPA Soundco lydudlejning, Gobo, som er importør af lysudstyr, Book1Drone, som laver droneflyvninger, Konstruction, som laver prototyper af eksempelvis paneler, forplader og beslag, Deadlight Lydiksen, som laver videoindhold til storskærm på bl.a. festivaler samt CMY, der laver lysdesign til bands og TV-produktioner. Der er selvfølgelig en god synergieffekt mellem de mange firmaer, som alle er tilknyttet eventindustrien.

Minitech er startet i 2003 af Jakob Poulsen som udlejningsfirma inden for TV-produktion. Det er også Jakob, som viser rundt i huset, og han kan bl.a. vise det allerførste produkt, Minitech anskaffede sig. En trådløs enhed til videodistribution fra engelske Vislink, og de første år var Minitech specialist i netop denne teknologi. Meget vand er dog løbet gennem åen siden da, og trådløst videoudstyr er nu en mindre del af Minitechs udlejning. I dag er der rigtig meget udstyr på hylderne, og det er Minitechs ambition at kunne levere alt til en film- eller TV-produktion. De vil gerne være et ”One-Stop” hus, så kunderne ikke behøver at gå andre steder hen. 

 

Læs ProAV Magasinet September 2020 her

 

På den store lagerplads er der oplagte ting som kameraer, objektiver, videolys, trådløs audio og mikrofoner, grib, fiberbaseret infrastruktur og sikkerhedsudstyr; men også eksempelvis 400 stk. Motorola radioer, fordi simpel og betjeningsvenlig kommunikation er essentiel eksempelvis under store sportsproduktioner. 

I bygningen på Rudolfgårdsvej er der også to studier på henholdsvis 70 og 140 kvadratmeter, som enten kan lejes som en tom, black box eller med udstyr – alt efter behov. Minitech udlejer dem til alt fra produktioner, undervisning til seminarer. Begge studier har rig, greenscreen og hvid baggrund. 

Nyindkøb i udlejningen

I et af de centrale rum sidder en af de i alt otte medarbejderne ved et stort bord, og her bliver alt udstyr, som har været udlejet, testet, gennemtjekket og scannet, inden det lægges tilbage på hylderne. De sidste tre-fire år har Minitech haft et stregkodesystem, hvor hver enhed er registreret, og udlejningsstatistikken kan således monitoreres meget simpelt.

Jakob forklarer, hvordan de som udlejningsfirma hele tiden er på forkant omkring, hvilket udstyr, der skal indkøbes. ”Mavefornemmelse, branchekendskab, kontakt og dialog med kunderne omkring, hvad der sker, er i høj grad det, der bestemmer, hvad vi indkøber. Har kunderne sagt to, tre gange, hvorfor vi ikke har denne enhed, så går vi ud og køber den; og vi går efter kvalitetsprodukter. I den senere tid er vi også i højere grad begyndt at bruge statistikken, f.eks. når vi indkøber dyre objektiver eller genindkøber udstyr, som er gået i stykker.”

Ny OB-Vogn

Firmaet har to OB-vogne i deres udlejning, og disse bliver altid udlejet med mindst én tekniker fra Minitech, som jo kender vognen ind og ud. Den lille OB-vogn er den ældste, og den har tidligere kørt for TV-2 Fyn. Minitech overtog vognen i 2014. 

Den nye, større OB-vogn er leveret her i foråret 2020 fra et hollandsk firma, som er specialiseret i at ombygge lastbiler til et bestemt formål. Firmaet leverede ud fra Minitechs specifikationer en bil med aircondition, rammer, racks osv., og så sørgede Minitech selv for at fylde bilen med udstyr.

Den nye OB-vogn er stadig i test- og installationsfasen, da ProAV Magasinet besøgte Minitech, men Jakob fortæller, at den har været ude på sit første job og det med stor succes. Video matrix og hele intercomsystemet er leveret af Riedel, og lydmikseren er et SSL System T, som efterhånden er ved at blive broadcast standarden. Jakob fortæller om Riedel video matrixen. ”Riedel MediorNet er en meget stærk motor bag hele video- og audiodistributionen i vognen. Der er frygtelig mange ind- og udgange, både video og audio, og du kan blande dem fuldstændig, som du vil.”

Se video her

 

Funktionaliteten af hver enkelt lille enhed i vognen er gennemtænkt, så pladsen udnyttes bedst muligt og udstyret er sikret, når OB-vognen kører. Det er muligt at køre hele videovæggen og de arbejdspladser, som hører til denne, længere ud, så hele OB-vognen bliver bredere. Der er også tænkt en række flexpladser ind i hele konfigurationen af OB-vognen, så det faktisk er muligt at have 8 teknikere/producere siddende og arbejde samtidig i bilen. I den lille audioafdeling med den kompakte SSL-mixer er der et 5.1 Genelec højttalersystem, som kan udbygges med to højttalere i loftet. Den nye OB-vogn kan på længere sigt ombygges til 4K, når behovet viser sig. Jakob tror på, at 4K live-produktioner nok skal blive mere udbredt, og af samme grund har Minitech lige investeret i en håndfuld 4K objektiver.

København

Minitech har som facilityhouse i høj grad udviklet sig i forhold til de behov, der har været i Aarhus og opland. Minitech har dog kunder over hele landet, og kunder i København har længe spurgt ind til, om der ikke kom en Minitech afdeling i hovedstaden. Tilskyndet af dette og sjovt nok med coronakrisen som igangsætter, så åbner Minitech en afdeling på Amager i København 1. september.

 

Læs ProAV Magasinet September 2020 her

 

”Ideen var at tage 40% af lageret og køre til København. Sætte nogle reoler op, og så er der en repræsentativ del af butikken i henholdsvis Aarhus og København. Men sådan bliver det ikke, kan jeg se nu. Nyindkøbene er allerede gået i gang til Københavnerafdelingen med reoler, lamper, lys, udstyr osv. Vi kan ikke rigtig undvære det i Aarhus - her er godt gang i udlejningen igen. Men det er jo en positiv udvikling…,” slutter Jakob Poulsen smilende.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - September 2020

ProAV Digital

ProAV7 20 forsideNET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Shure SLX-D
  • Lys til streaming
  • Ung selvstændig
  • Frihedsmuseet
  • Redigering på iPad

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her