AVS 3

På billedet ses Martin Lindegaard (tv) og Tobias de Vries.

Af JOS Svendsen, 31. maj 2019

Udlejning i det 21. århundrede

AVS Nordic har introduceret et udlejningskoncept, hvor man ikke alene kan leje udstyr som videokameraer, lyd og lys, men også få eksempelvis kameramanden med på regningen. Det hele skal foregå både over nettet og personligt, idet processen skal være så enkel og nem som muligt. Konceptet har allerede givet store besparelser hos flere af AVS Nordic’s kunder. 

Det er omkring et halvt år siden, at AVS Nordic blev splittet op i en salgs- og en udlejningsvirksomhed. Kunderne hos AVS Nordic havde i længere tid efterspurgt mulighed for at leje udstyr. Derfor startede AVS Nordic Rental i maj måned 2018 med AVS Nordics grundlægger Martin Lindegaard og hollandske Tobias de Vries, der står for den daglige drift. 

Martin Lindegaard siger: ”Oprindeligt var meningen, at Tobias skulle tage sig af denne del af forretningen, og jeg skulle hjælpe på sidelinjen. Vi regnede med at skulle bruge et par år på stille og roligt at opbygge udlejningsforretningen. Sådan gik det bare ikke. Her, et halvt år efter, er der tre personer i afdelingen, og vi har bare supertravlt.”  

Det moderne udlejningskoncept

Det skyldes efter Martin Lindegaards mening, at AVS Nordic har moderniseret udlejningskonceptet. Der er flere elementer i dette. 

Der er en simpel og transparent prisstruktur for udlejning. Der er en prisliste for hver enkelt enhed. Prisstrukturen er enkel. Der er en dagspris. Efterfølgende dage er 50% af dagsprisen. Dertil kommer fast uge- og månedspris. Varer lejeperioden over en måned, aftales prisen specielt. Man kan mikse og matche, som man vil - der er ingen udstyrspakker. Har man brug for bare et kamera uden optikker, fordi man selv har dem, er det ikke noget problem, så lejer man bare kamerahuset. Der er heller ikke en høj bundgrænse for udstyr hos AVS Nordic Rental. Man kan for eksempel leje et GoPro kamera.

Der er også et klippekort-system, så man kan kompensere for lejeperioder, der ikke hænger sammen. Det kunne f.eks. være, at man havde 14 dages optagelser i en måned og 14 dage i måneden efter. I et traditionelt udlejningssystem havde det betydet to måneders lejetid, hvor man reelt betalte for én måned, hvor man ikke brugte udstyret. Hos AVS Nordic Rental betaler man for en måned, hvor man så indløser 14 dage ad gangen. 

Lej en fotograf er en del af AVS Nordic’s totalservice

Dertil har AVS Nordic lavet aftaler med en serie af Danmarks A-fotografer, lydmænd og sidst også sminkører. AVS Nordic sætter så den aftalte pris i kataloget og klarer det administrative samt faktureringen i forbindelse med bookingen 

Set fra kundens synspunkt betyder det et one-stop totalkoncept. Man skal ikke ud først at finde en fotograf, forhandle pris med vedkommende for derefter finde ud af, hvilket udstyr som skal lejes ind og så forhandle pris der. Derefter skal der så administreres faktura fra alle parter.

Alt det undgår man med AVS Nordics koncept. Der kommer én faktura med en pris, man kender i forvejen. Ingen overraskelser her. 

”Dette system blevet rigtig godt modtaget af alle. Produktionslederne får en 100% procent transparent omkostningsstruktur, så de får helt styr på budgetprocessen. De skal kun ringe et sted hen. Der er kun én faktura at forholde sig til. Fotograferne og andre slipper for alt det administrative, de skal ikke forhandle priser. De får en besked om, at de er booket til en bestemt opgave, og længere er det ikke,” siger Martin Lindegaard og fortsætter: ”Har en fotograf eksempelvis behov for at ændre i det udstyr, man påtænker at leje, så er det bare at klikke til eller fra på en liste. Dermed er ændringer i omkostningerne helt gennemsigtige for produktionslederen.”

Udlejning som service

Men der er mere i konceptet. AVS Nordic tilbyder også udlejning som service. Det går ud på, at man administrerer en produktionsvirksomheds udstyrssamling. Virksomheden ejer stadigvæk udstyret, men det vedligeholdes og administreres af AVS Nordic. Derved kan man mindske de interne personressourcer, der skal tage sig af udstyret, og virksomheden får større sikkerhed for at udstyret virker, da det er AVS Nordics ansvar at sikre dette.

Der er allerede to store danske produktionsvirksomheder, der har sat al deres produktionsudstyr hos AVS Nordic, og flere forventes af følge efter.

”Der er store penge at spare ved dette koncept. Det ligger dels i hurtigere og nemmere produktionsledelse, hvor alt det med udstyr og eksterne fotografer og andre er blevet nemt. Men det ligger også i at klargørelse af udstyr ikke længere kræver interne ressourcer” siger Martin Lindegaard.

”Der er ingen, der længere behøver at klargøre og checke udstyret. Er der problemer med udstyret, slipper virksomheden for at kontakte et reparationsværksted, få et tilbud, sende udstyret til reparation, undvære det i kortere eller længere tid og hente det igen. Alt det gør vi – og kan udstyret ikke repareres på fornuftig tid, så finder vi erstatningsudstyr.” 

Han fortæller videre, at mange af disse ideer stammer fra Tobias, der er den daglige leder af udlejningsafdelingen. Tobias stammer fra Holland og har arbejdet med udlejning og produktion i både Holland og Danmark. 

I Holland er totalservice meget mere udbredt end herhjemme.  

Danskerne har dog hurtigt taget konceptet til sig, så AVS Nordic i flere situationer har stået for hele den tekniske produktionsledelse for danske produktioner. 

”Tænker man efter, så er det en god idé at outsource teknikken. Det giver tid til at være kreativ og netop ikke bruge tid på de tekniske ting, der ligger bag kreativiteten. Og når det hele er transparent rent prismæssigt, så kan man regne på, hvornår det kan betale sig,” siger Martin.

Købe eller leje beslutninger kræver transparens

For ham er transparensen og synligheden i priserne meget vigtig. De to faktorer gør det også nemt at finde ud af, hvornår man bruger et stykke udstyr nok til, at det kan betale sig at købe det i stedet for at leje det. De fleste produktionsselskaber har normalt investeret i lige præcis nok produktionsudstyr til, at man kan klare de helt enkle opgaver. 

Men hvis man ikke kan overskue, hvornår det er bedre at investere frem for at leje, så er det problematisk netop at finde ud af, om der skal investeres eller ej. En anden ting som Martin Lindegaard fremhæver er, at lejesystemet netop giver mulighed for at teste udstyr i eget set-up, inden man en eventuel investering. 

Han siger: ”Siden vi har både udlejning og salg, er det god kundepleje for os at rådgive kunden om, hvordan de får den bedste investering. Og vi er helt neutrale her. Kunden kan leje hos os og købe et andet sted – eller omvendt. Der er også områder, hvor vi ikke er med. OB-vogne, filmproduktioner eller high-end produktioner. Her henviser vi gerne til andre udlejningsvirksomheder.”   

Fremtiden er først konsolidering, derefter organisk udvikling

For Martin Lindegaard er der ingen tvivl om, at konceptet er rigtigt. Han siger: ”Lige nu går det rigtig stærkt, og der er ingen tegn på, at det holder op. Næste skridt bliver at få online-funktionerne i luften og så optimere de administrative processer. Når der derefter er lidt mere ro, må vi høre, hvad kunderne siger og tage det derfra.”

For ham er markedet for udlejningen ved at ændre sig. ”Jeg tror, at markedet bliver segmenteret, så udlejningsfirmaerne tager sig af hvert sit dedikerede niche-segment,” siger han og fortsætter: ”Det giver mere mening end i dag, hvor udlejningsfirmaerne i høj grad konkurrerer på pris af udstyrspakker. Det er lidt gammeldags.”

Martin Lindegaard fortæller, at AVS Nordic regner med at fejre lanceringen af AVS Rentals og det dedikerede websted med et event i virksomhedens nye lokaler. Man er flyttet ca. 200 meter længere ind mod København og har nu både mere plads og to store altanterrasser, hvor der er god plads til grill og øl.   

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Marts 2019

ProAV Digital

ProAV 5Forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Intercom på revyen
  • Mr GoPro
  • Rokoko
  • Trådløs video
  • God lyd på mobilen

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her