ProTools PAV1 18

Af Jens Walther, 21. marts 2018

Tips og tricks i Pro Tools

Avid Pro Tools DAW softwaren er de facto standarden i den professionelle audioverden, når vi snakker studie- og postproduktion. Herunder følger en række tips til dedikerede Pro Tools brugere, således at nogle af funktionerne i Pro Tools kan udnyttes hurtigere og mere optimalt.

Livrem og seler i Playlist

Playlist funktionen er en central og unik funktion i Pro Tools, som kan bruges til et utal af forskellige formål. Men det er god ide at få nogle solide vaner ind i brugen af playlist, som betyder, at funktionen bliver endnu mere arbejdsvenlig. Her er en række dogmeregler, som kan virke bogholderagtige, men som viser sig givtige på den lange bane.                   

Når der skal kompileres mellem flere forskellige optagelser/takes, så gør det altid på en ny eller på et duplikat af den optagelse, som har flest ”guldkorn”. Det betyder, af de oprindelige optagelser altid og til enhver tid ligger i ”uredigeret” udgave i playlist menuen. Det øger overblikket, især hvis der er mange playlist knyttet til det pågældende spor. Giv den kompilerede playlist et genkendeligt navn, mens de oprindelige optagelser sagtens bare kan få det navn (nummer), som Pro Tools tildeler automatisk.

Hvis man er usikker på, at det, som man har sammensat på en kompileret playlist, er det rigtige, så lav en kopi af kompileringen (duplicate playlist), giv den et nyt navn og prøv at lave nye ændringer. Så kan der skiftes mellem to (eller flere) forskellige kompileringer, og der kan gennemlyttes i fred og ro. Husk på, at der også kan laves forskellige Clip Gain på hver playlist (se senere).

Når man er tilfreds med en playlist kompilering, så lyt alle overgange igennem med sporet i solo, så høres små editeringsfejl som klik, dobbelt vejrtrækning (vokal og tale) osv. Hvis playlisten består af mange forskellige dele, så er det en god ide at færdiggøre redigeringen ved at consolidere til en ny audiofil, som bliver skrevet til harddisken. Men det overruler playlist editeringen, så gør også det på en kopi af den valgte playlist.

På den måde vil man på et færdigredigeret spor mindst have følgende række af playlist: de oprindelige optagelser, en eller flere kompileringer af optagelserne og en consolideret udgave af den valgte kompilering. Og det vil være den sidstnævnte, som ligger ”øverst” og spiller!!

Hurtig tilgang til automatisering

Alt kan automatiseres i Pro Tools, volume, pan, plug-in parameter osv. Men parametre i plug in skal aktiveres for at virke, en ting, som de fleste brugere gør i den pågældende plug in. Men der er en hurtig vej til at gøre dette. Hold [ctrl],[alt], og [cmd] nede samtidig, og klik i den pågældende plug-in på den parameter, som skal automatiseres. En menu kommer op, hvor automatisering kan vælges.

Flere forskellige automatiseringsparametre kan ses samtidig ved at aktivere flere ”lanes” på sporet. Klik på pilen nederst på sporet og tryk på [+] knappen for at aktivere flere lanes, informationslinjer med automatisering. Men ofte fylder det for meget på edit siden, så de fleste brugere vælger bare at se en automatiseringsparameter, som ligger over på waveformen. Det kan være omstændigt at skifte mellem de forskellige automatiseringer ved at klikke og vælge på sporet i edit vinduet. Her er selvfølgelig også en hurtigere vej. Hold [ctrl], og [cmd] nede, og blot klik på den parameter på det pågældende spor, som skal ses oven på waveform vinduet. Hvis man vil se volume, så klikker man blot på faderen…eller på et send…eller på en plug-in parameter (aktiveret). Hurtigt og effektivt.

Ofte bruges ufattelig lang tid på at lave komplicerede automatiseringer på et spor, som skal ændres radikalt på et givent sted i en session. Her er det langt lettere at lave kopi af sporet [dublicate track], isolere den audio, som skal have ændringen på det duplikerede spor, og lave statiske ændringer på alle parametrene. Det koster lidt DSP power, men i reglen er det ikke noget problem.

Clip Gain

Clip Gain er efterhånden en integreret del af arbejdsgangen for de fleste Pro Tools brugere. Funktionen kom med version 10, og giver mulighed for at justerer lydstyrken på den audiofil, som ligger på sporet. Men læg mærke til navnet Clip Gain, det netop ikke hedder Clip Volume. Det er en funktion, som ligger pre inserts, medens almindelig Automation Volume er en post insert redigering. Derfor kan Clip Gain bl.a. bruges til at kontrollere, at lydstyrken af optagelserne på det pågældende spor er nogenlunde ens. Således af en dynamisk plug-in såsom en compressor, som jo vil lægge efter Clip Gain justeringen, altid har en nogenlunde konstant lydstyrke at arbejde med. Clip Gain er også yderst brugbar, når forskellige takes skal lægges sammen i en kompileret playlist. Her kan afstand til mikrofon, indspilningslydstyrke og lignende godt variere lidt mellem de forskellige takes, og her er clip gain god til lige at korrigerer for disse forskelligheder.

Men mange brugere glemmer, at ved at højreklikke på det lille Clip Gain ikon på audiofilen, så er det muligt at få en Clip Gain linje frem, og stort set lave de samme justeringer som med volume automation. Dvs. at justere dele af audiofilen op og ned i gain med multitool og faktisk også tegne frit vha. pencil værktøjet. I mixprocessen kan det være endog meget irriterende at aktivere volume automation for tidligt, fordi enhver manuel justering af faderen jo bare vil blive overrulet af automatiseringen. Her kan Clip Gain bruges til at justerer lydstyrken på et tidligt tidspunkt, blot man lige husker at tager hensyn til sine dynamiske plug-in på sporet, som jo vil blive påvirket af disse ændringer.

Det er en misforståelse at tro, at Clip Gain ændre på den audiofil, som ligger på harddisken. Det gør den ikke, med mindre at man beder om det ved at aktivere ”render”, der ligger i Clip Gain menuen. Og modsat Volume Automation så er der en separat Clip Gain for hver ny playlist på sporet. Det kan udnyttes, hvis man gerne vil prøve forskellige scenarier af med forskellige volume på en række spor eller på et helt mix. I HD udgaven af Pro Tools kan Clip Gain transformeres til Volume Automation og visa versa. Denne funktion ligger i Edit menuen under automation.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Februar 2018

ProAV Digital

ProAV 5Forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Intercom på revyen
  • Mr GoPro
  • Rokoko
  • Trådløs video
  • God lyd på mobilen

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her