Andreas Sennheiser

Af Jens Walther, 9. december 2019

Interview med Andreas Sennheiser

ProAV Magasinet besøgte den nye lokalitet i Vallensbæk ved deres åbent hus-arrangement og fik ved den lejlighed også et interview med CEO for hele Sennheiser organisationen, Andreas Sennheiser. 

Sennheiser Nordic bor nu i helt nyindrettede lokaler i Delta Park, Vallensbæk. Delta Park er en række højhuse, som indeholder Vallensbæk Company Park, hvor flere internationale firmaer har faciliteter, bl.a. Ricoh, Haribo, Estee Lauder og nu også Sennheiser Nordic. Udsigten fra Sennheisers nye kontorer og faciliteter på 5. sal forklarer en af grundene til den nye adresse. Udsigten til træer, men lige bag dem E20 motorvejen mod Køge, et vigtig logistisk incitament for at flytte til Vallensbæk.

Sennheiser Nordic består væsentligt af kontorer, men et nyt tiltag på den nye adresse var et lytterum, hvor der både var opsat et 7.4.1 immersive audio system med Neumann KH80 DSP-højttalere og selvfølgelig Sennheisers Ambeo soundbar placeret under en stor 75 tommer skærm. I rummet var der udført betydelige akustiske reguleringer, så lytterummet i fremtiden kan bruges til kritisk lytning på produkter fra både Sennheiser og søsterfirmaet Neumann.

Interview med Andreas Sennheiser, CEO Sennheiser

Blandt ungdommen er lytning i hovedtelefoner hverdag og den gængse lytteform. Og det er selvfølgelig et gode for en hovedtelefon producent som Sennheiser. Hvordan vil firmaet i fremtiden udvikle og understøtte den tendens?

Frem for alt ved at lytte på og undersøge, hvad de unge ønsker. Vi har skåret kraftig ned på antallet af modeller i Sennheisers hovedtelefon program for at fokusere og gøre vores sortiment mere overskueligt. Samtidig fokuserer vi også rigtig meget på den trådløse tendens, de fleste ønsker omkring hovedtelefoner. BlueTooth 5.0 er et udviklet format, som lyder lige så godt som kablede hovedtelefoner og med den tendens, der er til at lytte til streamet musik og benytte mobile enheder som afspillere, så er det den vej, markedet bevæger sig. Sennheiser følger efter, og i nær fremtid vil op mod 80% af de hovedtelefoner, som Sennheiser producerer, være trådløse. Vi vil ikke holde op med at lave hovedtelefoner med ledning, men brugerne vil også se, at dyrere modeller også kommer i trådløse udgaver.

VR og AR er begge områder, som Sennheiser er gået kraftigt ind i de sidste år. Foreløbig har vi kun set et professionelt produkt på markedet og nogle konsumer produkter. Hvordan ser fremtiden ud inden for immersive audio for Sennheiser og for branchen generelt? 

Sennheiser har den sidste tid fokuseret på at få hele linjen fyldt ud, når vi snakker immersive audio og Ambeo. Det er ikke nok at udvikle produkter til at indspille Ambeo; der kræves også teknologi til at decode, mixe og fremfor alt afspille hjemme i folks stuer. Her er vi gået ind i forskelligt samarbejde med virksomheder som Facebook, Google og Netflix om at udvikle platformen. Vi har også opkøbt et par softwarefirmaer for at styrke vores position inden for immersive audio, bl.a. Dear Reality. Frem for alt har vi udviklet på afspilningssiden, så vi i konsumer verdenen kan tilbyde en soundbar til placering under skærmen. Denne soundbar selvkalibrerer i forhold til akustik og lytteposition ved blot et tryk på en enkelt knap og giver en immersive audio lytteoplevelse uden at skulle lave en avanceret og dyr højttaler opstilling, men blot installere en Sennheisers Ambeo soundbar.

Omkring 2016-17 tog Sennheiser radikale beslutninger om nye produktionsmetoder - hvordan går det med det, og holdes der fast i de metoder?

Den metode, hvor vi bl.a. tager brugerne med på råd, når vi udvikler nye produkter, vil vi fortsætte med. Det har været en stor succes for os, og jeg kan bl.a. nævne udviklingen af den nye trådløse mikrosender i system 6000, hvor mock-ups blev sendt ud til brugerne, og hvor brugere, selvfølgelig inden for visse teknologiske rammer, i høj grad deltog i formgivningen og funktionaliteten af det færdige produkt. Vi har heldigvis en god dialog med vores brugere og har ikke problemer med at få konstruktive og værdifulde tilbagemeldinger, selv i en tidlig udviklingsfase.

Sennheiser er ret unikke med MKH-serien med RF-teknologi; hvad vil vi se af nye modeller og udviklinger inden for mikrofoner i den nærmeste fremtid?

Jeg kan desværre ikke afsløre, hvad der bliver udviklet omkring mikrofonfronten. Det er helt korrekt, at vi har et stærkt brand og nogle meget respekterede modeller, bl.a. inden for MKH-serien, som bliver brugt flittigt på filmset og udendørs optagelser. Vi har mikrofonmodeller i vores sortiment, som er udviklet helt tilbage i 70’erne, og de bliver stadig solgt og frem for alt brugt med glæde af vores store brugerskare. Lad os sige sådan, at vi selvfølgelig hele tiden udvikler på vores mikrofonteknologier, og at fremtiden ser lys ud, også på det område. Vores loftmikrofon, som bl.a. er fokuseret mod AV-installationer, er kommet i en helt ny, forbedret og tilmed billigere udgave, og det er et produkt og en teknologi, som vi har store forventninger til.

Det lader til at samarbejdet mellem William Demant og Sennheiser i Danmark stopper. Hvorfor det og hvad betyder det for fremtiden for Sennheiser Communication?

Sennheiser Communication i Danmark er startet ud fra det stratetiske samarbejde, der blev etableret mellem William Demant og Sennheiser. Nu har begge parter besluttet at stoppe det samarbejde i 2020, men Sennheiser Communication fortsætter ufortrødent og bliver umiddelbart også i Danmark.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - November 2019

ProAV Digital

Forside 9 www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • AV-distributør
  • Farver på videolyset
  • Naturlig lyd
  • Troels AS
  • Cineoptikker

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her