Sa er der domt lastbil troels

Så er der dømt stor bil!

Af Jens Walther, 8. december 2019

Sættevogne på afveje

Et besøg hos rentalfirmaet Troels AS bekræfter, at der er mange veje til målet. Der er her valgt en vej, hvor beliggenhed og firmadomicil er prioriteret lavere, men hvor køretøjer derimod har en høj prioritet, og hvor udstyret i meget høj grad er valgt ud fra riders og normaliteten i de behov, der er hos kunderne. 

Vi er i den grad på landet, på Vestsjælland, nærmere betegnet nede af en grusvej lidt ude for Føllenslev, ikke så langt fra Kalundborg. Et lille landsted, hvor de to store sættevogne med Troels AS logo på siden og mottoet ”You Rock We roll” fylder mere i landskabet end lager- og firmaadresse. 

Der på grusvejen kommer man let til at lave nogle forhastede og fejlagtige konklusioner, men tag ikke fejl. Troels AS laver 300 udlejningsjobs om året, og her taler vi ikke om små job med to stanghøjttalere og et par trådløse. Næ, velvoksne job, og tilmed både i Danmark og i udlandet.  

Stor erfaring

Troels Køhl Hoby-Hansen, som ejer Troels AS, er på ingen måde ny i rentalbranchen, selvom firmaet er stiftet i 2016. I 00’erne havde Troels sit eget udlejningsfirma, Liveproduction, først med adresse i Willemoesgade i København og derefter tilbage til Troels hjemegn i Kalundborg. Troels havde lyst til et tættere samarbejde med andre i branchen, og i 2012 solgte han sit firma og flyttede selv med til firmaet Showtech i Slagelse. Her var han et par år, men fik lyst til at være egen herre i hus igen og Troels AS blev stiftet.

Ud over Troels er der et par fastansatte i firmaet, en rigger og en lastbilchauffør, og begge har selvfølgelig erfaring og kendskab til udstyret, så de kan lave en komplet opstilling. Ingen af dem afvikler en produktion - til det benytter firmaet sig af freelance lyd- og lysteknikere. Troels fortæller, at han har otte teknikere, som han ofte benytter. De bor væsentligt i København, men der er også et par stykker, der bor i nærheden. Flere af de fasttilknyttede teknikere i firmaet føder Troels AS med så mange jobs, at de stort set kun laver jobs for firmaet.

 

Læs ProAV Magasinet December

 

Jobbene er fortrinsvis i København og Jylland, men der bliver også lavet turnerende band i udlandet, som gerne vil have hele produktionen med hjemmefra. Troels AS har på det seneste faktisk skåret lidt ned på antallet af produktioner, især de små.

”Der er for meget ”støj” på linjen med de små arrangementer, de ringer hele tiden og spørger om helt oplagte ting. Det er derfor ret ressourcekrævende at lave små arrangementer, og indtjeningen står ikke mål med det. Det er min erfaring, at jo større arrangementet er, jo nemmere er hele forarbejdet. Som eksempel kan jeg bruge en stor koncernfest for Nykredit med 3.000 deltagere, som vi lavede i forrige weekend i Odense kongrescenter. Jeg har haft et enkelt møde med eventbureauet, og derefter er ingen, der har ringet. Til arrangementet havde vi X faktor orkesteret til at spille med en masse solister, andre optrædende, konferencier, videoindslag og alt muligt, så det er et kæmpe show og en masse at tage hensyn til. Med de store arrangementer er der en forventning til, at alle kan deres kram og leverer det, som skal leveres.”

Prioriteringer - biler og gear

Det er selvfølgelig en prioritering at virksomheden ligger herude på Vestsjælland, uden flot firmafacade og reception. Jobbene kommer via telefonen og et godt netværk, og det har Troels skabt sig igennem årene. Troels fortæller, at han holder af alle facetterne i jobbet, fordi han både er booker, tilbudsgiver, chauffør, afvikler, rigger og selvfølgelig til sidst også den, der styrer regnskabet.

”Hvis vi havde firmaet i København, ville jeg sidde med en lagerudgift på 30-40.000 om måneden. Den sparer jeg her, men til gengæld bruger jeg mange penge på transport og driften af biler. Jeg har valgt kun at købe nye biler og få serviceaftale på dem; det er dyrt, men det er en fast udgift, og jeg har en bilpark, der virker og konstant bliver vedligeholdt. Og det er supervigtigt med min placering. I øjeblikket har vi tre Sprinter varebiler og to store lastbiler med sættevogne.”

På gearsiden har Troels AS truss, scener, mobilscener, lyd- og lysudstyr, men prioriteten ligger på lydudstyret. Der er eksempelvis ikke noget DJ- og AV-udstyr i særlig udstrækning. Der er ofte brug for det på jobbene, men her har Troels valgt at lave nogle gode dryhire aftaler med andre firmaer i branchen. En af årsagerne er det begrænsede lagerareal på adressen; ofte er det nødvendigt at bruge sættevognene til ekstra lagerplads, fordi der simpelthen ikke er plads til alt gearet på lageret.

 

Læs ProAV Magasinet December

 

Det er de sikre produktvalg, vi møder på lageret hos Troels AS. På højttalersiden er der fokuseret på Meyer Sound, ret mange højttalere af det helt store Milo line array, men også en del Mina, suppleret af 1100 og 700 subs. De helt nye X40 højttalere er også på hylderne, men monitorkasserne er d&b Max højttalere. På mikrofonsiden sværger Troels til Shure, både kablet og trådløs. Yamaha CL mixere er FOH centralnerven på de fleste udlejninger. I lysafdelingen har Troels været rigtig godt tilfreds med bevægelamper fra Chauvet, som er overkommelige i pris og som bare fungerer.

”Jeg har ikke købt noget som helst ud fra min fascination omkring udstyr; alt det udstyr, jeg køber, er det, som er specificeret i riderne. Det udstyr, som bandsene stiller krav om og faktisk mest det udstyr, som amerikanske bands vil have.”

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - December 2019

ProAV Digital

ProAV7 20 forsideNET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Shure SLX-D
  • Lys til streaming
  • Ung selvstændig
  • Frihedsmuseet
  • Redigering på iPad

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her