Redigering 96TB

Af JOS Svendsen, 1. september 2017

Redigering med 96 Terabyte – plads til det hele

Vi har alle for lidt plads i vores redigering. Alle diske er altid fyldte. Sådan er det. Men hvad nu, hvis man for en gangs skyld virkelig havde plads nok? Vi har testet en Apple Macbook Pro med et 96 Terabyte disksystem fyldt med ukomprimeret video.

Hvis det ikke var fordi, video fyldte så forbandet meget, var der ingen som arbejdede med komprimeret video i hele produktionsfasen fra optagelse til distribution.

Det skyldes, at traditionel videokomprimering, ligegyldigt hvor god den er, fjerner data fra videoen for at få størrelsen ned. Det betyder måske ikke så meget, hvis man bare redigerer og sender ude på YouTube. Det gør det til gengæld, hvis videoen skal efterbehandles kraftigt. Det kunne for eksempel være ved heftig anvendelse af bluescreen, hvor der også skal tilføjes effekter og foretages intensiv anvendelse af farvestyring.

Hver gang video behandles og komprimeres, tabes der kvalitet, hvis komprimeringen er tabsgivende. Der er også komprimering, der er tabsfri. ZIP-komprimering er et eksempel på en sådan komprimering. Denne type komprimeringer virker dog bedst på data, som indeholder mange ens data. Og det gør video ikke.

Komprimering giver kvalitetstab

Videokomprimering virker på den måde, at komprimeringen først bryder det enkelte videobillede ned i dele, som er ens til næsten ens, finder dele som går igen i en sekvens (eksempelvis baggrunden) og analyser, hvordan de enkelte dele bevæger sig rundt i en sekvens. På grundlag af denne billedanalyse rationaliserer man komprimeringen, idet man har et nøglebillede (I-frame) og derefter kun gemmer forskellene til billederne efter. Nøglebilleder sættes typisk ved starten af en sekvens, og derefter enten med bestemte mellemrum eller efter behov.

Den ideelle videosekvens, set fra komprimeringens synspunkt, ville være noget som en sekvens med en rød bold, der hopper foran en hvid væg. Siden boldens position er det eneste, som varierer i sekvensen, ville komprimeringssoftwaren komprimere den stillestående baggrund en gang, og derefter bare flytte et bit-map af bolden, hvor der fyldes baggrund ind efter behov, når bolden flytter sig.

Det værste vil være billeder af en konfetti-kanon, der fyres af foran et springvand optaget med et rystet kamera. Her er hver eneste pixel forskellig mellem to videobilleder, så komprimeringen kan ikke rationalisere noget. Det giver større filer, dårligere kvalitet og tager længere tid i komprimeringen.

Ukomprimeret video og RAW video

RAW video er simpelthen de rå data fra kameraet sensor – helt ligesom RAW-formater ved still.

Det giver maksimal kvalitet med to større omkostninger. Den ene er, at RAW video fylder meget, og derfor ofte er komprimeret med en ikke tabsgivende komprimering eller slet ikke.

Den anden er manglen på standarder. RAW video fra et Sony kamera er ikke den samme som RAW video fra et Canon kamera.

Det betyder, at ens videosoftware enten skal kunne forstå det aktuelle RAW-format, eller man skal transcode videoen til eksempelvis Apple ProRes, før den redigeres. Adobe har dog gjort et forsøg på at bygge en standard kaldet CinemaDNG (Cinema Digital NeGative). Men den er blevet ignoreret af de store kamerafabrikanter, hvor Blackmagic Design er den eneste større kamerafabrikant, der understøtter formatet.

Ukomprimeret video er ikke bundet til en bestemt sensor eller kameramodel, men indeholder 8 eller 10 bit data for hver pixel. RAW video kan have op til 14 bit for hver pixel.

Fordelen ved ukomprimeret video i forhold til RAW video er, at ens videosoftware ikke behøver at kende noget som helst til, hvorfra videoen stammer, og derfor bare kan læse videoen ind pixel for pixel. Ulempen er, at den ukomprimerede video fylder mere og kan have mindre farvedybde. Det sidste kan dog være svært at se i praksis.

Kvalitetstabet ved komprimering

Vi har haft mulighed for at checke en myte; nemlig at man aldrig må rekomprimere video, idet vi har haft den nyeste MacBook Pro 13 tommer til test sammen med et 12Big disksystem på 96 Terabyte fra LaCie.

Det er plads nok til at redigere en 4K spillefilm i ukomprimeret format med alt det løse. Faktisk er der plads nok til 2-3 spillefilm.

Det gav os rige muligheder for at eksperimentere med komprimering. Vi testede ved at tage en videosekvens ind i Apple Compressor og eksportere den. Den eksporterede videosekvens tog vi derefter ind i Compressor igen og eksporterede den. Det gjorde vi, til vi var ti generationer ude. Vi testede med standard 8 bit H.264 Level 4.2 High Profile og 10 bit ukomprimeret video. Dertil tog vi samme sekvens in i Resolve 14 – drejede billedet 5 grader, gemte sekvensen, indlæste den og drejede billedet -5 grader for at tvinge softwaren til at rekomprimere videoen hver gang. Også denne test blev gentaget 10 gange.

Resultaterne var ret interessante. Dagens komprimeringer er sofistikerede, så kvalitetstabet selv med H.264 var minimalt. Det er muligt at se forskel mellem originalen, og den 10. generation.

Der var ingen forskel overhovedet, hvis man anvender ukomprimeret video. Redigerer man i videoen, begynder der at komme kvalitetsforringelse efter fjerde generation, ved anvendelse af H.264. Vi testede også med Apple ProRes HQ, og her skulle der mere end 10 generationer til, før man kunne se nogen forskel.

Vores anbefalinger

Vores test viser, at man ikke skal være bange for transkodning, hvor man for eksempel optager i Sony’s XAVC-format og transkoder til Apple ProRes eller AVID HDxNX. Det er også OK at redigere i bestående produktioner, hvor man f.eks. lige retter i et skilt i en bestående produktion. Her vil kvalitetstabet være minimalt. Skal produktionen på YouTube eller andre streaming services er deres Codec alligevel så destruktiv, at ingen bemærker det minimale kvalitetstab.

Er man derimod ude i spillefilm eller 4K dramaproduktioner, hvor der skal foretages et større effektarbejde og/eller colorgrading, så er der ingen vej udenom ukomprimeret video i 10 bit udgave.

Vores testudstyr

Siden ukomprimereret 4K 10-bit video kræver en båndbredde på minimum 4,8 Gigabit/S kræver det hurtig kommunikation til og fra diskene, der også skal kunne læse og skrive med minimum samme hastighed.

En USB 3-forbindelse klarer 5 gigabit/S, mens USB 3.1 klarer 10 gigabit/S. Siden der ofte læses og skrives samtidigt i redigeringssoftware, er USB 3 på kant af det teoretisk mulige i forbindelse med, mens USB 3.1 er en praktisk mulighed for redigering med 4K ukomprimeret.

Bedre er Thunderbolt 2 eller 3 forbindelser. Hvor Thunderbolt 3 klarer op til 40 Gigabit/S, hvilket er rigelig båndbredde til at redigere 4K ukomprimereret 10 video. Og det er netop Thunderbolt 3 udstyr, vi har haft til test.

 

Artiklen er fra Monitor Pro - September 2017

ProAV Digital

ProAV 5Forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Intercom på revyen
  • Mr GoPro
  • Rokoko
  • Trådløs video
  • God lyd på mobilen

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her