IMG 1419

Af Jens Walther, 6. oktober 2016

Produktion der rammer spot on

STV har i løbet af sommerferien på meget kort tid optaget, klippet og produceret 69 afsnit af ”Klassen”, en constructed reality inspireret drama-serie serie produceret for DR-ULTRA. Det har kun kunnet lade sig gøre med en meget stram forberedelse, planlægning og udførelse. Og den nye serie har ramt målgruppen, skolebørn i alderen 7-12 år, spot on. Serien har ryddet listen for mest sete udsendelser på DR-ULTRA i en sådan grad, at de ni mest sete ud af ti er forskellige afsnit af ”Klassen”. Monitor Pro tager en snak med producent Morten Ryberg Dannisboe og programdirektør Maria Thastum fra STV omkring tilblivelsen af serien.

Maria Thastum er programdirektør hos STV, og hun har længe haft en drøm om at lave en TV serie, som er drama baseret på constructed reality. Som hun fortæller, så har det tidligere været forsøgt i Danmark men uden den store succes ude hos seerne. Grunden til, at de ikke har været en succes, har Maria et bud på. 

"Som en almindelig seer er man vant til, at sådan ser en dokumentar ud, sådan er reality og sådan ser drama ud. Når man så laver noget, som ligger et helt tredje sted, så bliver seeren forvirret og reagerer med at vælge det fra. Men børn er anderledes åbne, de synes, at det er superfedt, de fanger den lige med det samme. ”Klassen” arbejder jo også i en kort form, som hører vores tid til. Og netop den her serie er et hit på nettet; det er ikke en kæmpe seertal basker, men det er en streaming basker. Vi har kunnet producere serien billigt og hurtigt, hvilket giver DR-ULTRA mulighed for at vise drama alle hverdage i samme timeslot. Det kan være en gamechanger for en mindre kanal på den måde at få styr på sin horisontale programplan og skabe en daglig vane hos seerne, som giver dedikerede og trofaste seere/brugere. Når det er sagt, så tror jeg samtidig, at det er mindst ligeså vigtig for DR-ULTRA, at serien er et streaming-hit. DR-ULTRA er i sjældent grad dygtige til at ramme deres brugere, hvor de er - blandt andet med deres nye DR-ULTRA app - og det er i den grad lykkedes for dem med Klassen."

Maria har initieret og tidligt i processen været med til at udvikle serien og frem for alt fået den solgt til DR-ULTRA, som har været modige ved at satse stort. Morten Ryberg Dannisboe er producent, men har i dette tilfælde også udført et hav af andre funktioner. Han er i høj grad primus motor og udvikler af den hurtige og billige produktionsform, som han bl.a. har erfaringer med fra serier som ”Krejlerkongen” og ”Slemme, slemme piger”. Morten fortæller:

”Vi startede med at lave et par afsnit, både som en teaser for DR og som en tester for os selv. Og de blev lavet på den tid og med det udstyr, som var påtænkt og kalkuleret for hele serien. Så vi vidste, at det kunne lade sig gøre inden for tids- og budgetrammen. Disse dummyer har også været med til at vise niveauet på serien. Efter DR så disse og hørte prisen, så lukkede de deres computere og lyttede derefter til, hvad der var af budskaber og muligheder i serien. Den korte produktionstid giver TV-kanalen og serien en unik mulighed. Her kan der laves drama, som samtidig også er synkron med børnenes reelle virkelighed. Inden vi optog alle afsnittene henover sommerferien, så kendte vi jo årshjulet og kunne lægge konkrete begivenheder ind i afsnittene. Et par eksempler: Justin Bieber giver koncert i København til oktober, og i den selvsamme uge handler et af afsnittene om, at en af pigerne i klassen har billetter til den koncert. Eller når der er motionsdag i serien, ja, så er det selvsamme dag, som skolerne over hele landet har motionsdag.”

Form og indhold

Serien beskriver en skoleklasse og de daglige små dramaer, der er klassekammeraterne imellem, kærestesorger, mobning, hjemlige forhold og glæder. Og dilemmaer og problematikker er skrevet, så de er velkendte for de fleste skolebørn i målgruppen fra 7 til 12 år. Serien, som havde premiere sidst i august efter skolestart, kommer hver dag med et nyt afsnit, fem dage om ugen. Både gårdsdagens afsnit og et nyt bliver vist, 20 minutters fjernsyn hver dag. Alle afsnit er selvfølgelig optaget i løbet af sommerferien, men bliver løbende færdigproduceret fra STV’s produktionshus på Amager. Morten beretter om starten af forløbet:

”Vi har forinden arbejdet sammen med instruktører og forfattere med at lave en helt klassisk karakterbeskrivelse på alle hovedpersonerne i serien. Og på en udvikling af disse karakterer igennem serien. Under skriveprocessen er både jeg, vores kreative producer Thomas Hartz-Olsson og vores DR-ULTRA redaktør Jonas Kryger Hansen kommet med kommentarer til manuskripterne. Forfattere og instruktører har der været tre af; henholdsvis Christina Sederqvist, Morten BH og Johannes Majgaard.”

Der er ti hovedpersoner i serien; otte skolebørn og to voksne, en klasselærer og en skoleinspektør. Et par af de medvirkende har lavet TV før, men hovedparten er amatører, som ikke tidligere har stået foran et kamera. De medvirkende får på optagedagen at vide, hvad der skal ske i det pågældende afsnit. Der er typisk skrevet nogle startreplikker, men meget er skabt ud fra improvisation fra de medvirkende. Det har selvfølgelig krævet noget træning; bl.a. har de medvirkende skullet lære at fylde på, så scenen ikke var færdig på 3 sekunder. Serien bruger en fra reality TV velkendt metode, hvor et drama eller situation efterfølges af et interview, hvor hovedpersonerne forklarer, hvorfor de gjorde, som de gjorde i situationen. Det betyder, at det hele ikke bliver sort/hvidt, men giver sympati hos seeren for personerne, selv om de i grunden har gjort noget forfærdeligt i afsnittet.

Maria fortæller:

”Klassen er ikke en bestillingsopgave, men vi har under hele udviklingen af serien tænkt den til DR-ULTRA. Vi vidste på forhånd, at DR-ULTRA var interesseret i noget drama for den aldersgruppe. Serien er stilet til børn; både i fortælling, instruktion og produktion. Eksempelvis vil man aldrig lave interviewscener med de medvirkende i et normalt drama, men det gør vi her. Og selv om man skulle tro, at kort produktionstid, amatører og tilmed børn skulle være en tidskrævende cocktail, så bliver man overrasket over, hvor kameravante børn er i vore dage. De vant til at blive filmet hele tiden. Da vi lavede casting, så var der ikke et af de børn, som mødte op, som ikke forstod, hvad det var, de skulle. De var fuldstændig med på, hvad der skete og gik ind på præmissen meget hurtigere end voksne.”

Produktion og teknik

Selve optagelserne har foregået på Dyvekeskolen på Amager, igennem fire uger i skolens sommerferie. På de dummy'er, som STV og DR-ULTRA lavede inden den endelige produktionsbeslutning, blev der kun brugt et kamera. DR-ULTRA lod en medieforsker kigge med på dummyerne, og hun gav den feedback, at den høje grad af realisme kunne få en uheldig virkning for målgruppen. Det kom for tæt på børnene, blev for involverende i deres egen virkelighed og på den måde kunne virke skræmmende. I samarbejde med DR blev det derfor besluttet at bruge to kameraer i stedet, og det fjerner reality præget en smule. Det giver større mulighed for at arbejde med dybdeskarpheden og betyder, at serien får et mere filmisk præg; så seerne helt automatisk indstiller sig på, at det er fiktion. To kameraer betyder selvfølgelig en større teknisk udfordring, og har betydet en produktion, der blev lidt mere kompleks og derfor også dyrere. Morten fortæller, hvordan serien har kunnet produceres på kort tid og inden for en begrænset budgetramme:

”Der er i og for sig ikke brugt speciel teknik; det hele ligger i forberedelsen. Og finde balancen i, hvor meget der skal optages, hverken for lidt eller for meget. Her hjælper det i høj grad at holde sig stramt til sit manus. Vi har optaget serien på Canon C300 mk2 kameraer. Vi har ikke optaget i særlig høj bitrate, kun 50 Mb, men sensoren i mk2 kameraet er meget bedre end i mk1. Vi kan se tydelig forskel. Desuden klipper vi i Final Cut, som var et lidt utraditionelt valg for dette produktionshus. STV er et Avid-baseret hus, men jeg har en del erfaring med Final Cut og tog den beslutning af tidsmæssige årsager. Med hensyn til workflow i dette specifikke set-up er Final Cut hurtigere og kan nogle ting, der var behov for til denne produktion.”

Netop Final Cut viste sig at give nogle uforudsete, tekniske problemer for den Nexus server, der er i STV-huset. Og nogle problemer, som ikke hurtigt kunne løses. Så derfor blev der hurtigt ”opfundet” en lowtech løsning på det problem. Tre skærebrædder blev fundet frem, og her blev der hængt 69 USB sticks - en for hvert afsnit af serien. Selv om løsningen kun gav en klipper ad gangen adgang til et afsnit, så fungerede løsningen lige indtil, en nyindkøbt Jellyfish server kunne håndtere Final Cut sessions.

Til hvert afsnit på ti min er der afsat 2 1/2 arbejdsdag til klipning. Det bliver også gjort på en anderledes måde end vanligt i STV-huset. Tre freelance klippere er hyret til serien, og Morten og den kreative producer Thomas Hartz-Olsson er hele tiden med i processen, kommer med kommentarer og udfører rent faktisk også redigeringer inde i projekterne undervejs. Alt bliver håndteret native i Final Cut, også colorgrading, dvs. uden brug af specialiserede plug-ins. Det workflow, der har været i denne produktion, har betydet, at STV i fremtiden vil bruge både Final Cut og Avid Mediacomposer sideløbende i huset.  

Samspillet med DR

Både Morten og Maria fremhæver, at en af grundene til, at denne produktion har kunnet lade sig gøre inden for tidsrammen, har været det gode samarbejde med DR-ULTRA og i særdeleshed med redaktør Jonas Kryger Hansen. Maria fortæller:

”Hvis ikke at Jonas var gået ind i vores workflow i forhold til godkendelse og rettelser, så havde det ikke kunnet lade sig gøre. Så DR’s interesse, imødekommenhed, og hjælp med at bære det hele igennem har været exceptionel.”

Morten fortsætter:

”Jonas har stået på mål for hele projektet. Han har sagt ja til 69 afsnit, som fylder meget i budgettet for DR-ULTRA. Og på et projekt, som ikke tidligere har været prøvet af i denne form og tilmed med delvis improviserede manuskripter. Når vi har snakket om indhold, så har der ikke været nogen rysten på hånden. Der har været fuldstændig sikkerhed omkring, hvad der virker, og hvad der ikke virker. En af grundene til, at det er lykkes så godt, er det faktum, at vi har arbejdet med en redaktør og en niche kanal, som kender sin målgruppe helt sindssygt godt.” 

ProAV Digital

Forside 4 21 teaser

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Innovation House
  • Pascal Audio
  • Streaming
  • Trådløs 4K
  • Naturkraft
  • Demo/brugt udstyr

Læs alt lige HER 

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her