Workstation DAW

Af Jens Walther, 16. februar 2018

Overvejelser omkring den digital audio workstation, DAW.

Hvis man vil have en hurtig og moderne computer arbejdsstation til lydindspilning og -redigering, hvad skal der så tænkes på, og hvad skal der til af udstyr? Markedet er broget, og for tiden sker der stor udvikling, især på tilslutningsfronten, så det kan være svært at vælge det rigtige. Mikrofoner, højttalere, kabler, outboard og lignende vil vi ikke beskæftige os med i denne artikel, ligesom vi lader computerplatformen stå åben. Men derimod tager vi udgangspunkt i det, som er tilsluttet computeren, lydkort og lignende, ligesom vi også ser på de softwaremuligheder, der er i dag.

Lydkort

Med hensyn til lydkort er der flere overvejelser. Hvor mange ind- og udgange, skal indgangene have en mikrofonforforstærker indbygget og frem for alt, hvilken computertilslutning skal der være på lydkortet?

Antal ind og udgange er svært at give råd omkring, fordi behov er så forskellig. Men det er vigtigt at huske på, at antallet af ind- og udgange ikke kun har betydning for antal kanaler, som kan indspilles samtidig; men også, hvor meget outboard gear, som kan tilsluttes bl.a. under indspilning og mix. Hvis man eksempelvis har behov for både at lave et mix, men også et antal medhørsmix under indspilning, kræver hvert ekstra medhørsmix en stereoudgang. Så der skal ikke meget medhør til, før man er oppe og bruge otte udgange.

Indgange på lydkortet kan enten være linjeindgange eller mikrofonindgange. En indgang med en god mikrofonforforstærker er selvfølgelig dyrere end en med linjeindgang, og de fleste vil nok tænke i eksterne mikrofonforforstærkere for at få en god kvalitet. Men på det seneste er der kommet en del lydkort, hvor mikrofonforforstærkeren er så god, at man sagtens kan lave optagelser i meget høj kvalitet. Her kan nævnes lydkort fra Apogee, Antelope, Universal Audio, Focusrite og RME med fremragende mikrofonforforstærkere.

Tilslutningsporten på lydkortet er svær at have med at gøre, fordi der sker så stor og hurtig udvikling her. I øjeblikket er den hurtigste, bedste og nyeste standard USB-C, men der findes ikke lydkort, som er udviklet direkte til den standard endnu. Det ser vi nok først i 2018. Man kan investere i et Thunderbolt lydkort og købe en omformer mellem Thunderbolt og USB-C, men lydkortet vil ikke fuldt ud udnytte den båndbredde, der er i USB-C standarden. Lydkort med USB 2 eller Firewire findes stadig på markedet, men teknologien er ved at være outdated, og selv om der findes adaptere mellem disse og nyere tilslutningsporte, så er de en dead-end, hvis der arbejdes på en computer af nyere dato.

På det seneste er der kommet lydkort på markedet, som tilsluttes via netværksporten. Her udnytter de i reglen enten AVB eller Dante standarden, og netværksprotokollen kan være lynhurtig. Netværksporten går ikke sådan lige hen og bliver outdated, så den er rimelig fremtidssikret. Men hvis man eksempelvis vil bruge en af de nye Macbook Pro som sin audio computer, så er der kun fire USB-C porte og ingen netværksport på computeren. Det er der råd for med en adapter, men ingen direkte netværkstilslutning på en Macbook Pro.

Softwaren Pro Tools er stadig de facto standarden blandt DAW’s, og hvis man investerer i den dyre, professionelle HDX eller HD Native udgaven af Pro Tools, så kræver det et lydkort med Pro Tools port. Og her er det faktisk gode tider, fordi der er mange producenter at vælge imellem. Både Avid, Lynx, Apogee, DigiGrid, Antelope, Digital Audio Denmark (DAD) og Focusrite kan levere kompatible lydkort. Mange af dem kan både køre med en Pro Tools port og eksempelvis en netværksport, og således kan samme interface anvendes på flere forskellige DAW’s.

Lav latency

Der er en stærk forventning blandt alle os brugere, at de nye, hurtige tilslutningsporte vil forbedre latency, dvs. den delay, der naturligt opstår mellem ind- og udgangen på et lydkort. En lav latency vil betyde en meget hurtigere og mere forståelig tilgang til lydkortet, væsentlig fordi det ikke vil være nødvendig med en af lydkortet specificeret software mixer til at kompensere for den opståede delay. Det betyder, at f.eks. medhørsmix kan genereres direkte i DAW softwaren på samme måde, som Pro Tools HDX brugerne har kunnet i årevis. De seneste lydkort fra Presonus og Focusrite giver indikationer om, at det er ved at ske. De hurtigste thunderbolt lydkort har nu en round trip latency på omkring 2 ms med en buffersize på 32 samples. Der er stadig langt til de 0,5 ms, der er i et Pro Tools HDX system, men vi er dog på vej.

Universal Audio har haft thunderbolt tilslutning på deres Apollo og Twin lydkort et stykke tid, men de benytter sig stadig af en software mixer. Det firma har i højere grad koncentreret sig om at kunne udnytte deres plug-ins og indbyggede DSP power til at kunne indspille igennem plug-in på samme måde, som man ville gøre med hardware outboard. Dvs. at behandle signalet, inden det bliver indspillet. Men i konkurrence med andre producenter vil det nok være fornuftigt, hvis Universal Audio også udvikler hurtige drivere, som med lav latency gør det muligt at benytte lydkortet uden deres software mixer.

Livepulten som lydkort

Hvis man ønsker mange ind- og udgange til den audiobaserede computer, så er det faktisk værd at skæve over mod live verdenen. Fordi der findes efterhånden mange digitale pulte, som også kan fungere som lydkort til computeren. Disse digitale livepulte benytter overvejende de ”gamle” interface porte såsom USB 2/3 og Firewire til tilslutning mellem pult og computer. Men der findes også digitale mixere med Dante standarden, som kan forbindes til computeren via netværksporten. Og så har man et lydkort, som jo også fungerer som livepult!! Og den digitale, kombinerede livemixerpult og lydkort behøver ikke at koste kassen. Hvad med 16 mikrofonindgange og 8 udgange for under 10.000 kroner? det kan findes.

Hvis en livemixerpult fungerer som lydkort, vil det være naturligt at benytte denne ligesom software mixeren på et almindeligt lydkort. Dvs., at man vil lave medhørsmix på de indgange, som indspilles, via livemixerens brugerflade. Her er det vigtigt at tjekke, hvor stor round trip latency, der er på den digitale mixer, som man har i tankerne. Digitale mixere kan nemlig fungerer med to forskellige slags håndteringer af latency. Visse fabrikater kører med en forholdsvis høj, men fast latency, mens andre har en variabel latency beregnet ud fra de processeringsværktøjer, der er valgt på den gældende audiokæde. Interface tilslutningen har også betydning for den samlede, akkumulerede latency. Og det er også værd at bide mærke i, at hvis man kører med en digital mixer, hvor Dante og netværksforbindelse er tilslutningen mellem mixer og computer, så vil Dante Virtuel Soundcard øge latency med 4 ms. Dante Virtual Soundcard er applikationen på computeren, der håndterer Dante. Denne latency kan undgås, hvis man installerer en direkte Dante port på computeren dvs. et indstikskort.

Software

At udpege og anbefale DAW software er en farlig beskæftigelse. For her kommer vi næsten på ”religiøs” grund, hvor fortalere for den og hin software i reglen er meget entusiastiske omkring den software, som bruges. Men vi tager de pragmatiske briller på og kaster sig ud i det. Hvis vi udelukker musikeren og tager lydteknikerbrillerne på og samtidig har øje for, hvad der er gængs i det danske audio branche, så er der fem softwareprodukter på markedet, som er værd at snakke om. Pro Tools, Logic, Studio One, Cubase og Nuendo.

Hvis softwaren væsentligt skal bruges til mix og postproduction, så har Nuendo og Pro Tools de største fordele. Nuendo har flere muligheder end Pro Tools, men måske 75% af den professionelle audio verden arbejder med Pro Tools, så det er standarden. Hvis man har brug for en DAW, som fokuserer lidt mere på MIDI og software instrumenter, så er både Cubase, Logic, Studio One, men også Ableton Live gode bud.

Studio One er den nyeste software af disse, og det er den software, som nok er bedst, hvis man både ønsker at kunne mixe, editere og komponere i samme software. Det er også den software, som lægger sig tættest op af Pro Tools’ muligheder. Så de lydteknikere, som er trætte af Pro Tools forholdsvis langsomme udvikling og prispolitik, kan med fordel se mod Studio One. Logic er den billigste software af de fem, men udvikles kun til Mac platformen. Samtidig er det værd at nævne, at stort set alle Nuendo og Cubase brugere befinder sig på PC platformen, selv om begge programmer også udvikles til Mac.

Bide til bolle

Den forsigtige og pragmatiske bruger vil nok se ud over alle de her nævnte problematikker omkring den computer baserede audio workstation og konkludere, at der skal ventes med investeringen, til f.eks. USB-C bliver implementeret i moderne lydkort. Men vi har at gøre med computerteknologi, som konstant bliver hurtigere, bedre og billigere…. lige om hjørnet. Så her må der konstateres, at det er fornuftigt at købe udstyr med den seneste, gennemprøvede teknologi, når man har brug for den og ikke vente, til den nye teknologi kommer….. for så kan man vente hele livet! 

 

Artiklen er fra Monitor ProAV - November 2017

ProAV Digital

ProAV 5Forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Intercom på revyen
  • Mr GoPro
  • Rokoko
  • Trådløs video
  • God lyd på mobilen

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her