Innovation House

Af Michael Fahlgren, 16. juni 2021

Oplevelser på den helt store skærm

Når teknologi og arkitektur skabes sammen, bliver resultatet nogle gange overvældende – som da ProShop Europe for nyligt installerede en 120 m2 stor – pt. Danmarks største - skærm hos AI Innovation House.

Arbejder du med digitalisering og kunstig intelligens? Og har du behov for at få sparring med ligesindede? Så er AI Innovation House i Dandy Business Park i Vejle måske stedet, du burde slå dig ned. Som partner eller som lejer. Fra starten er hele huset skabt til at fremme innovation og digitalisering med hovedfokus lagt på kunstig intelligens, som er et af tidens varmeste emner. Ikke mindst det helt formidable cylinderformede mødelokale med en 48 meter lang og 2,5 meter høj 360° skærm med et tilhørende lydanlæg, som i bogstaveligste forstand får fuglene til at synge. 

Lejere og partnere er en del af aktiviteterne

Lige fra AI Innovation House var på tegnebrættet, stod det klart, at de partnere og lejere, man ønskede at tiltrække, ville stille høje krav til husets indretning – herunder ikke mindst AV-systemerne. Derfor besluttede man sig for at indrette en møde- og konferencesal, hvor teknik og arkitektur var skabt til hinanden.

”Den første opgave i forbindelse med at bygge huset var at designe et hus, som teknologisk var smart nok til, at det var interessant for dem, der skulle bo, bruge og være i huset. Derfor tog en delegation af interessenter fra AI Innovation House til Sydkorea for at hente inspiration. Formatet skulle fremme og pirre nysgerrigheden, både blandt husets egne brugere og de inviterede gæster, på indholdsdelen. Derfor etablerede vi vores store sal, der både er anderledes og nytænkende, ikke mindst fordi vi er i stand til at skabe forskellige stemninger, som kan tilpasses hver bruger og hver type af arrangement,” forklarer COO Malene Østergaard, AI Innovation House.

 

Læs ProAV Magasinet Maj 2021 her

 

Temaerne er i øvrigt endnu en af de features, som gør, at man i konferencelokalet har mulighed for at afholde sine møder, konferencer, møder, events, undervisning, produktlanceringer, udstillinger, gaming, hackatons m.m. 

”Nu er alt jo helt nyt, og vi har en rigtig fin teknologi i alle lokaler. Nu går vi i gang med at koble det til hele AI-delen; det indebærer eksempelvis, at lokalet overvåger deltagernes demografi, så man f.eks. kan se, hvor mange mænd og kvinder, der er til stede. Selve konferencerummet er udstyret med enheder, der er forberedt til kunstig intelligens, der inden længe kan kobles sammen med statistiske oplysninger om tilhørerne, som vises grafisk på skærmen ved passende lejligheder,” pointerer Malene Østergaard.

Innovativ multisal

På et meget tidligt tidspunkt blev ProShopEurope inviteret ind i projektet med den opgave at projektere, levere og installere konferencesalens AV-udstyr. Det stod hurtigt klart, at hverken en eller flere projektorer kunne håndtere opgaven tilfredsstillende, hvorfor resultatet blev den nu installerede kæmpestore skærm, som rummet blev bygget til.

 

 

17,7 millioner pixels med 2,6 mm imellem

Den skærm, som ProShopEurope har installeret, måler som sagt 48 meter, der går hele vejen rundt - 360° - i salen i en højde på 2,5 meter. Skærmen indeholder knapt 18 millioner pixels med en afstand mellem de enkelte pixels på blot 2,6 mm. Det giver en minimums betragtningsafstand på 250-300 cm. Men på den afstand vil man ikke kunne se ret meget af skærmen, hvorfor den optimale betragtningsafstand er afstemt med stolenes placering i rummet.

”Lyden til indholdet på skærmen, mikrofonlyd m.v. er en avanceret lydløsning med højttalere m.m. fra tyske Fohhn, der er indreguleret således, at anlægget understøtter tale samt de film, som kører på skærmen. Ud over at være et auditorie er salen også et sted, hvor man kan komme ind for at overvære forskellige præsentationer. I salen vil man normalt både se en intro-, pause- og extrovideo – som holdes indenfor visse temaer – og til hver præsentation kan man indlægge individuelle baggrunde, som understøtter præsentationen visuelt. Det er naturligvis ikke nogen rutsjebanetur, men en måde at undgå at man bliver helt ”smadret” af kontrasten mellem præsentationens halvmørke og dagslyset, når man kommer udenfor,” udtaler salgschef Henrik Jørgensen, ProShop Europe.

Fra projektorer til skærm

Lyset i lokalet er designet til at kunne understøtte det indhold, der er på skærmen, uanset om det er temavideoer eller baggrunde, samtidigt med at det kan levere en lyssætning til diverse konferencer med scene i midten eller ved væggen samt i forbindelse med videomøder. En middag med f.eks. runde borde er også forberedt i lyssætningen, hvor der i øvrigt er taget højde for, at nye scenarier kan indlægges.

 

Læs ProAV Magasinet Maj 2021 her

 

”Oprindeligt var AI Innovation House i starten mest opsat på at anvende projektorer i loftet. 

Men de var kede af at ”beskæmme” lokalet med de mange støjende projektorer. Sammen fandt vi ud af, at en skærm hele vejen rundt var en langt bedre løsning. Vi udarbejdede nogle tegninger af, hvordan rummet kunne se ud – og efterfølgende blev rummet faktisk opført efter disse tegninger,” forklarer Henrik Jørgensen.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Maj 2021

ProAV Digital

ProAV5 21 www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Test af BGH1 
  • ProAV Awards
  • Headsets fra DPA
  • RGB-lys
  • Podcast

Læs alt lige HER 

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her