KDMC

Af Jens Walther, 18. september 2017

Nyt audio firma ser dagens lys

Kim Johansen er et velkendt navn i audiobranchen og har i mange år haft virke i forskellige firmaer, senest i Danmon, hvor han næsten ene mand har sørget for, at DiGiCo har så stor en markedsandel blandt digitale livepulte i Danmark. Kim Johansen har for nyligt valgt at starte sit eget firma, og med nogle gode agenturer i bagagen har firmaet KDMC fået en god start.

Firmaet er bosiddende i Aarhus, og intentionen har været et lave et importfirma med reference til det, som Kim har beskæftiget sig med tidligere. Kim Johansen har haft et ønske om at få importen af nogle bestemte agenturer, og det er sådan set lykkedes rigtig godt. For tiden er KDMC importør af Coda, DirectOut, Soundstudio og DigiGrid; en bred palette i audioverdenen, men alle agenturer med fodfæste i livelyd branchen. Desuden er KDMC forhandler af Waves, med særlig focus på Soundgrid / LV1 platformen, samt og ikke mindst DiGiCo, hvor KDMC og Danmon har lavet et samarbejde, hvor Kim Johansen tager sig af live delen af DiGiCo’s produktsortiment.

”Vi skal jo lige i gang, og intentionen var at få flere agenturer, men det bliver forsigtigt fremad. Der er rigeligt at lave, med hvad jeg har nu, og jeg er modstander af at have et agentur bare for mængdens skyld. Det skal være agenturer, man har tid og lyst til at arbejde med. Det har være en del af min succes i tidligere firmaer; at de ting, jeg kaster mig over, har jeg en dybere kendskab til og kan supporte på en tilfredsstillende måde; dels med at vælge det rigtige for kunden og selvfølgelig også, hvis der er fejl eller betjeningsvanskeligheder med varen.”

KDMC er andet end salg. Installation og konsulentydelser er også en stor del af forretningen. Eksempelvis er Kim Johansen hyret af Musikhuset i Arhus, som projektleder på projekt Wauw. Et lysprojekt med et budget på 12 millioner kroner. Her assisterer KDMC med projektledelse, udarbejdelse af udbudsdokumenter osv.

På installationssiden har KDMC netop afsluttet et projekt på TV2 Østjylland, hvor firmaet hjalp med kabling og installation af deres nyhedsstudie.

Coda

Kim Johansen er også fungerende livelydtekniker, bl.a. for Carpark North og for Aqua, og det har han ikke tænkt sig a stoppe med her i fremtiden. Det er vigtigt med "hands-on", især når han skal yde support på sine produkter. Men hans erfaring med PA-højttalere og systemteknik er mindre, og det skal han selvfølgelig gøre noget ved her i fremtiden, med et agentur som Coda.

"Jeg er ikke papkasse sælger, men jeg kan shine der, hvor jeg kan komme med en komplet løsning, som er placeret i virkeligheden qua mit kendskab til branchen og udstyret. Og jeg har det helt fint med at komme ned i teknologien omkring højttalere, men det er ikke givet, at jeg skal håndtere det alene. Lige nu ligger det ikke i kortene, at jeg skal ansætte en medarbejder, men måske senere. Nu er livelyd verdenen jo heldigvis også en branche, hvor folk er villige til at indgå freelance engagementer, så det kommer jeg nok til at benytte mig af."

Coda er en tysk PA-producent, som tidligere er blevet distribueret i Danmark af DTK Audio. KDMC har overtaget distributionen og vil i fremtiden supportere de danske brugere. Monitor Pro har tidligere i år skrevet om DPA Soundco, et stort dansk rental firma, som er dedikeret til Coda højttalere, og som har tæt på 400 Coda højttalere. Kim kan fortælle, at der er flere jyske rental firmaer, bl.a. i Randers og Aalborg, som også har en god stak Coda højttalere. Og alle de danske brugere er rigtig godt tilfredse med de Coda højttalersystemer, de har investeret i; men de har manglet noget support, og det vil den nye distributør selvfølgelig hjælpe med i fremtiden. Coda er endnu ikke et firma, som står på riderne, når de store bands skal leje anlæg; men med deres seneste systemer som bl.a. Coda AiRAY, er der kommet væsentlig mere snak og respekt om det tyske PA firma i branchen. 

Digigrid

Digigrid er et samarbejde mellem Waves og DiGiCo, og deres produkter er i grunden lavet til studiebrug, men kan også, med Liverack og LV-1 mixeren fra Waves, bruges i livesammenhæng. Digigrid laver I/O bokse med indbygget DSP server, som bl.a. kan integreres med Pro Tools og andre DAW platforme. Digigrid ligger lige til højrebenet for KDMC, fordi Kim igennem tiden har samarbejdet meget med DiGiCo. Og han ser et stort potentiale i Waves LV-1 livemixer platformen med Digigrid servere som hardware til systemet. Men Kim har også intentioner om at udbrede Digigrid til studieverdenen, hvor systemet med sin netværksbaserede audiostreaming vil have mange fordele for studierne.

Direct Out og SoundStudio

Direct Out er også en tysk producent. De er især kendt for at lave bokse til håndtering af MADI og bliver derfor brugt meget i broadcast og i de store installationer. Men firmaet er også begyndt at lave I/O bokse med mikrofonforforstærkeren indbygget, så Kim Johansen ser et firma med meget potentiale og et produktsortiment, som er ret enestående i branchen.

Soundstudio er en helt ny producent på markedet. De laver et udvalg af stagebokse, baseret på Soundgrid platformen og til en ganske fornuftig pris. De første enheder lander her i slutningen af august.

Netværk

Det er jo pladskrævende at være distributør for en højttalerproducent. Men Kim fortæller, at det er ikke meningen, at der skal være særlig meget på lager; også selv om der faktisk er fine lagerplads faciliteter på firmaadressen. Og når et Coda linearray system skal hænges op til en demo eller en shoot out, så vil demosystemet sandsynligvis blive lejet af en af KDMC’s kunder. KDMC vil prøve på at lagerføre de produkter, hvor behovet opstår mere pludseligt, eksempelvis mange af de mindre højttalere. Alle kunder er udmærket klar over, at der er lidt leveringstid på 32 line array højttalere.

"Jeg vil gerne kende fabrikken og deres intention med produkterne og frem for alt have gode relationer med folkene bag. Gode relationer skaber et godt netværk. Eksempelvis har jeg ikke tidligere arbejdet med Coda. Men et par af folkene i ledelsen hos Coda er gode venner med folk for DiGiCo, så derigennem har de anbefalet mit firma som ny distributør. De danske brugere af Coda har også trukket i nogle snore, så netværket fungerer...."

Du kan møde Kim Johansen og KDMC på MonitorAvent 31. oktober på Centralværkstedet i Aarhus. Læs mere og tilmeld dig her

Artiklen er fra Monitor Pro - September 2017

ProAV Digital

ProAV 5Forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Intercom på revyen
  • Mr GoPro
  • Rokoko
  • Trådløs video
  • God lyd på mobilen

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her