2V4A6158

Af Carsten Legaard, 13. juni 2016

Nu kommer dronerne...

For ti år siden havde den typiske droneudvikler én kunde: Militæret. I dag vinder dronerne hurtigt frem inden for mediebranchen, byggeri, bygningsvedligehold og landbrug. Den første droneforhandler, franske Drone Volt er blevet børsnoteret - og har åbnet showroom i Danmark.

Franske Drone Volt blev børsnoteret sidste år. Virksomheden er fem år gammel og har indtil videre kun to showrooms i Europa, et i Villepinte lige uden for Paris, og et i Vallensbæk lige uden for København.

Folkene bag Drone Volt har bygget droner i tolv år; de sidste fire-fem år med hovedvægt på kommercielle droner til tv, inspektion og kortlægning, landbrug og byggeri samt vedligeholdelsesopgaver som f. eks. sprøjtning eller afrensning fra drone.

I april sidste år fik de to danskere Kim Larsen og Benjamin Hansen en henvendelse fra tidligere kolleger, som nu arbejdede for Drone Volt i Paris. Om de kunne stå for opbygningen af det danske show-room. ”Vi rykkede med det samme,” fortæller Kim Larsen.

En måned senere havde han og Benjamin fundet bygningen på Park Alle 380 med alle de faciliteter de kunne drømme om - inklusive en 240 kvadratmeter hal med højt til loftet - Danmarks første drone arena. På kort tid fik drengene indrettet showroom, kontorer, konferencelokale, værksted og arena. Arenaen er endnu ikke helt færdigindrettet, den mangler nogle akustikplader og nogle pejlemærker i gulvet.

Danmarks første drone arena

Men arenaen virker, og her kan kunderne prøve droner fra DJI, Yuneec og Hexo+, uanset om det regner eller blæser. Og der er loftsvindue i bygningen, så GPS virker også. ”Vi har alle modeller på lager, så vi er leveringsdygtige på alle DJI modeller fra 22.000 til 60.000 kroner. Vi har også en meget bred vifte af tilbehør, for vi vil gerne være one-stop-forhandler. Når du køber en drone her i huset, kan du få alt tilbehør med under armen; du skal ikke ud at surfe på nettet efter det bagefter,” fortæller Kim Larsen.

Den danske afdeling af Drone Volt forhandler også steadicams - eksempelvis DJI Ronin-M og den helt nye DJI Osmo - steadicam til en hånd med håndgreb og smartphonestativ, så du kan bruge din smartphone som viewfinder.

Prioriteret reparationsbooking

”Fra januar og frem er der virkelig kommet gang i tingene herude. Folk er ved at indse at vi er de eneste der har en ordentlig arena, hvor de kan komme ud at prøve dronen med GPS indendørs. Vores service er uden konkurrence,”fortæller Kim Larsen.

Drone Volt har hele to reparations-værksteder at trække på. Hvis en reparation er for omfattende til værkstedet i Vallensbæk, kan de sende den til det fuldt udstyrede DJI værksted i Paris; der booker de en tid og sender dronen afsted i hardcase med UPS.

”Så snart reparationen er færdig, kommer den retur. Den kommer ikke til at stå i kø, vi booker prioritetstider,” siger Kim Larsen.

De to danskeres seneste projekt er en “unlimited voltage”, hvor de har taget en af de større droner og forbundet den med et ultralet kevlarkabel. Der er både strøm og kommunikation i kablet. Den kan flyve op til 300 timer i træk - i op til 100 meters højde. Begrænsningen er rotoren, fordi den kun er garanteret 300 timers drift.

”Det er sådan noget vi går og laver ind imellem, og det er med til at højne vores viden og kunnen med droner,” fortæller Kim Larsen.

Hvem er kunderne

De danske produktionsselskaber har naturligvis hørt om den nye forhandler: ”Vi har en DJI Inspire med i Robinson i Costa Rica, og vi har lige sendt en DJI Osmo til skibet ’Havana’ og familien Beha Erichsen (Kurs mod Fjerne Kyster).”

”Men der, hvor vi omsætter mest, det er på bygningsinspektion. Og der bruger man typisk Inspire Pro, hvor linsen kan skiftes ud. Så har vi en del topografi. En grusgrav kan for eksempel måles op af en Phantom. Den tager 100-200 billeder og bagefter lægges billederne sammen i Pix 4D software og så får man at vide, præcis hvor meget grus der er i den ene eller den anden bakke.”

Droner i landbrug og servicefag

Et område, som danske Drone Volt forventer sig meget af, er rengøring og sprøjtning med droner.

”Droner anvendes i stigende grad til at udføre reelt arbejde,” fortæller Kim Larsen og fortsætter: ”Vi har droner med tank og droner med slange. En spray drone med 6 liter tank uden slange og en version med op til 40 meter slange, så væsken kommer fra et pumpesystem på jorden.”

Udgaven med tank sælger Drone Volt primært i Asien, hvor de er plagede af malariamyg. Myggene lægger æg til udklækning i vandpytter på de flade tage og i tagrender. Hotellerne lejer 40 mand i fem dage pr. måned for at sprøjte fra lift.

”Der er vi gået ind med vores drone og har sprøjtet alt på halvanden dag. Og vi snakker to mand til at styre dronen,” siger Kim Larsen.

”Herhjemme kan du lave algebehandling af tage og glemme alt om stilladser og sikkerhedsudstyr. Men du skal selvfølgelig lige sætte dig ind i, hvordan den flyver. Det er ikke sådan et buy-and-fly-produkt.”

Til landbruget har Drone Volt udviklet droner, der kan kortlægge ukrudtsfelter i en mark, så landmanden kan undlade at sprøjte hele marken, men nøjes med at sprøjte målrettet, hvor ukrudtet er. Det koster nemt en landmand op til 50.000 kroner bare i sprøjtegift at sprøjte en hel mark. Dertil kommer sparet traktorkørsel og traktorfører. Hvis du sprøjter målrettet, koster det måske et par tusinde kroner.

”Dronerne giver os et værktøj til at se tingene fra helt andre vinkler: Hvor mange revner har jeg i mit tag? Når vi kommer ombord i et fly, vil alle gerne sidde ved vinduespladsen. Det er spændende at se tingene oppefra.”

Vægt på professionel service

Drone Volt har også leasingordninger inklusive forsikring. “Vi lægger vægt på at udfylde rollen som professionel forhandler og servicepartner,” understreger Kim Larsen.

”Jeg har arbejdet med retail de sidste 25 år og har altid været i en servicebranche, hvor det ikke bare handlede om at sælge, men at servicere kunden, så kunden kom igen. Jo, det er da skidesjovt at flyve med droner, men det er ikke det, der tænder mig. Tilfredse kunder, derimod, så har det været en god dag for mig.”

Hvis en kunde har købt en drone og føler sig utryg ved at flyve med den, så kan kunden komme til Drone Volt og få det hele gået igennem, så mange gange det skal være, indtil kunden er tryg ved at flyve med sit produkt.

”Vi går meget op i tilbehør og i at være onestop leverandør, hvor kunden kan få alt, hvad der skal til hos os.
Professionelle har ikke tid til at surfe rundt efter tilbehør, de skal ud at tjene penge. Hvis vi ikke har det hjemme, så får vi det hjem fra lager med fly inden for maksimalt en uge.”

Et forslag til fotografen

Hvad kunne være en typisk førstegangs drone til den professionelle fotograf? Alt afhængig af ambitioner foreslår Kim Larsen en Phantom 3 eller Phantom 4. De ligger i et prisleje mellem 9.000 og 12.800 kroner.

”Hvis du er professionel og vil have udviklingsmuligheder, så skal du have en Inspire i prislejet fra 22.000 til 32.000 kroner. Det giver dig muligheden for at skifte kamera og skifte linser. Og du kan fotografere 360 grader rundt uden at få dronens landingsstel med i billedet.”

Hvad er der ellers på vej af lækkerier, spørger jeg på vej ud. Kim Larsen: ”DJI X5 kameraet med udskiftelige linser og lossless 4K RAW video, verdens første micro 4/3 kameraer til luftbrug. Men det får I altsammen at se på MonitorExpo 2016.”

ProAV Digital

Forside 4 21 teaser

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Innovation House
  • Pascal Audio
  • Streaming
  • Trådløs 4K
  • Naturkraft
  • Demo/brugt udstyr

Læs alt lige HER 

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her