Videoredigering paa ipad

Af JOS Svendsen, 22. oktober 2020

Naturligvis kan du redigere 4K video på en iPad

Dagens iPads har rigeligt med muskler til at håndtere redigering af 4K video. Afhængigt af dine produktioner betyder det, at du måske slet ikke behøver en bærbar eller stationær computer til de små produktioner.  

I denne artikel kigger vi primært på Apples iPads. Den sidste nye generation af iPad Pro’s har nemlig fået ekstra kraftige processorer, der er ualmindeligt velegnede til video. Faktisk kan en iPad Pro sammenlignes med en kraftig Macbook Pro, når der skal håndteres video. Det skyldes Apples egen A12 processor som bruges i 2020-serien af iPad Pro enheder. Og det bliver rigtig interessant, idet Apple har annonceret, at man fremover vil bruge egne processorer også i bærbare og stationære computere. Det åbner for, at app’s kan bruges både på en iPad og en desktop computer.

 

Læs ProAV Magasinet Oktober 2020 her

 

Vi har testet 4K redigering på en 2020 iPad Pro 11 tommer. Her er oplevelsen god, idet enheden er super responsiv. Alle, der har prøvet at redigere video på en Macbook, vil kende oplevelsen af blæsere, der sender føntørrer-varm luft ud af ventilationssprækkerne på enheden. Men sådan er det ikke på en iPad Pro. Den bliver knap nok varm af anstrengelserne.

 

VIDEO

 

Den dedikerede processor gør redigering på en iPad til en spændstig oplevelse. Specielt siden softwaren er enklere at gå til. Det går simpelthen hurtigt. Den enkleste redigering på en iPad er iMovie. Men iMovie er beregnet til hjemmevideoer og mangler en del professionelle features. Man kan importere iMovie projekter til Final Cut Pro til senere redigering, men det er en manuel – og ikke helt simpel proces. 

Adobe Premiere Rush – multiplatform videoredigering

Adobe Rush hat et fuldt integreret workflow takket være Adobes cloud services. Rush eksisterer i tilpassede version til telefoner, iPads og Windows/Mac computere. Der er fuld integration mellem de forskellige versioner. Man kan f.eks. optage på en mobiltelefon for derefter at forredigere på telefonen og videreredigere på en iPad for at slutte i desktop-versionen af Adobe Rush. Alt sammen uden at importere eller eksportere nogen filer. De forskellige versioner af Rush deler simpelthen projektfil og medier. Er man mere ambitiøs, kan et Rush projekt eksporteres til Adobe Premiere Pro til slutredigering eller inklusion i andre projekter.

Dertil bygger Rush ikke på iPadOS indbyggede mediesupport, men på Adobes egen videoteknologi. Dermed er avancerede kameraer som Arri Alexa også understøttet. Der er direkte eksportmuligheder til sociale medier, hvor Rush har flere smarte features. Adobes stigende brug af kunstig intelligens betyder f.eks., at app’en selv kan finde ud af at beskære video i højformat til TIkTok eller Instagram. Der er også brugt kunstig intelligens til at gøre lyddelen af app’en smartere.   

Selve redigeringen i Adobe Rush er super enkel. Der er en tidslinje med en fast markør. Når videoen afspilles, er det tidslinjen, som bevæger sig, mens tidsmarkøren står fast. Det er omvendt af eksempelvis Final Cut Pro. Og man kan ikke så meget i app’en rent redigeringsmæssigt. Man kan dele et klip, og det er alt. Så man redigerer ved at klippe det fra, der ikke skal bruges i produktionen og sætter derefter det resterende sammen på fornuftig vis. Der er mulighed for skilte, overgange og tre lydspor. Der er alt nok til korte produktioner. Og som navnet antyder er redigering i Rush en hurtig proces. Når man lige har fundet sig til rette, er det nemt at lave små produktioner. Vi kender alle frustrationen over at skulle fyre op under Premiere eller Final Cut for bare at skulle sætte noget sammen med tre klip og et skilt. Med Rush er det ingen sag at lave sådanne små ting.


 LumaFusion – Desktop app foldet ind på en iPad

Adobe Rush er speciel ved at være designet til mobile enheder. Lumafusion, som er den mest brugte app til professionel videoredigering på iPad, er anderledes. Den er klassisk videoredigering, som er foldet ind på en iPad. Har du brugt en desktop videoredigering, er det let at komme i gang med Lumafusion. App’en anvender den indbyggede videohåndtering i iPadOS, hvilket beklageligvis betyder, at der ikke er understøttelse af Apple ProRES eller nogen af de professionelle RAW videoformater. Har man videoformater, der er mere eksotiske end MPEG 4, skal de transcodes til MP4. Heldigvis optager de fleste DSLR-kameraer i variationer af MPEG 4. Ved siden af direkte indlæsning fra en kortlæser kan app’en hente video fra iCloud, Dropbox og alle de steder, en iPad kan tilgå. Lumafusion kan eksportere til de fleste sociale medier direkte, men virker bedst med YouTube og Facebook.

Der er overgange, skilte, keyframes, farvestyring, mulighed for voiceover og VR-redigering med mere i programmet. Der understøttes hele 6 videospor og 6 dedikerede lydspor på en tidslinje. Og alle videospor kan være 4K.

LumaFusion er tæt på at være en erstatning for en desktopredigering. Bruger man en USB-dock til iPad’en kan man også bruge en ekstern monitor. Vi brugte en dock med indbygget kortlæser, HDMI-udgang og lyd ind/ud. Det gav en høj grad af fleksibilitet. Et andet stykke tilbehør, som er tæt ved at være essentielt på en iPad, er en pen. Den gør det nemmere at ramme klip helt præcist. Det gælder specielt på 11 tommer udgaven af iPad’en. Endelig er det snedigt at have en ekstern lagringsenhed - enten en SSD-enhed eller en USB-lagringspen. Dermed kan man gemme projekterne og tilhørende medier, så de ikke fylder på iPad’en. 

 

Læs ProAV Magasinet Oktober 2020 her

 

Konklusion

Om man vælger Adobe Rush eller LumaFusion afhænger lidt af ens situation. Drejer det sig om at producere så hurtigt som muligt og få produktionen på sociale medier i samme åndedrag, er løsningen helt klart Adobe Rush. Produktet er designet til mobile enheder og har en simpel workflow. 

LumaFusion er mere til de, som har brug for at færdigproducere YouTube eller Facebook videoer, og gerne vil være så mobile som muligt. Se kombinationen iPad Pro og LumaFusion som en 700 grams erstatning for en bærbar computer med videoredigering.   

Begge app’s dækker de mest almindelige behov for videoredigering. Og det er så nemt med en iPad, at den bærbare oftere og oftere bliver i tasken, når det lige drejer sig om at sætte en hurtig YouTube video sammen.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Oktober 2020

ProAV Digital

ProAV7 20 forsideNET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Shure SLX-D
  • Lys til streaming
  • Ung selvstændig
  • Frihedsmuseet
  • Redigering på iPad

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her