Live koncert kuffert med de mest brugte mikrofoner i front

Af Jens Walther, 11. august 2016

Lydtekniker - What's in Your bag?

Lydtekniker livet har jo mange facetter, indspilning og redigering i studiet, indspilning i marken eller styring og mix på et event- eller et koncertjob. I en anden artikel i dette nummer af Monitor kan du læse om, hvad lydteknikere bruger i marken. Men her dykker vi ned i kufferten og ser på, hvad der er fornuftigt at medbringe på et koncertjob.

Koncertjob kan også være meget forskellige. Det kan være et af mange på en turne; det kan være et job, hvor alt udstyr er lejet ind og skal stilles op; og det kan være et job, hvor der på spillestedet forefindes det nødvendige udstyr. Især i den sidste situation er det en god idé at medbringe sin ”lydtekniker” kuffert, så man har udstyr med, som man er familiær med, og som betyder, at tingene lyder lidt bedre og jobbet glider lidt lettere. Spillesteder har tit en lidt skrabet og ensidig mikrofonpark, som nyder godt af at blive suppleret. Ligesom det kan være nødvendigt at medbringe nogle få andre ting, eksempelvis lidt rackudstyr.

Inden man tager på jobbet, er det altid en god idé både at få en udstyrsliste fra spillestedet og, hvis man ikke kender bandet, en instrumentering og sceneplacering. Så er det lettere at supplere med udstyr og tage det rigtige med i kufferten.

En eller to kufferter

Begrænsningens kunst er svær, men undertegnede forsøger at begrænse udstyret til to kufferter, som ikke er tungere, end at de kan bæres på én gang. Den ene med mikrofoner og lidt supplement, og den anden med et par rackenheder, væsentligt effekter. Den sidstnævnte er ikke altid med, det kommer an på pult (digital eller analog) og på spillestedets rackudstyr. I rackkufferten er almindeligvis en TC Electronic rumklang og en Line 6 delay maskine. Eventuelt en BSS-402 dual compressor, hvis pulten er analog.

De vigtigste…..mikrofonerne!

Hvilke mikrofoner, der er i kufferten, er i høj grad reflekteret af, hvilken koncert, som skal mixes. Den musikalske genre, instrumentering, inden-/udendørs, akustiske forhold osv. Det er ikke sikkert, at disse faktorer kendes fuldt ud, og i det tilfælde medbringes et større arsenal af mikrofoner; til tider tages også hele mængden med, fordi nu er kufferten jo pakket. 25 mikrofoner vejer selvfølgelig mere end 10, men de skal jo bare slæbes fra bil ind på spillestedet, så vægt i denne størrelsesorden spiller ikke den store rolle.

Mikrofonerne omtalt her passer i høj grad til den slags job, som har et akustisk udtryk; hvis der eksempelvis bliver lavet et koncertjob med heavy eller hård rock, så ville valget af mikrofoner i kufferten være anderledes. Med denne samling kan der laves jazz, pop, verdensmusik og folk.

Alle 25 mikrofoner skal ikke nævnes, men her bliver fokuseret på den store håndfuld, som oftest er i brug.

Sennheiser MD-421 - Her i den gamle, klassiske hvide udgave, som lyder lidt anderledes end de nye. Mikrofonen er en dynamisk mikrofon med nyrekarakteristik. Disse bliver brugt på blæs; både messing og træblæs (sax), på opretstående bas, på tammer og på stortromme, hvis den har den åbne, sustainede lyd, som bruges mest i jazz.

DPA 4099 - Denne miniaturemikrofon er en kondensator-mikrofon med supernyre karakteristik, som er beregnet til at monteres på instrumentet med forskellige holdere. I kuferten er der både typen med høj og lav sensitivitet, og her bliver det parrede stereosæt brugt til flygel, og enkelte mikrofoner til alle akustiske instrumenter såsom kontrabas, akustisk guitar og strygere, instrumenter med svag lydstyrke. Af og til har man lyst at bruge den på blæs, men det er svært at overtale blæsere til at bruge mikrofonen. De holder af at kunne gå til og fra en
mikrofon, og den mulighed giver 4099 ikke.

Beyerdynamics M-201 - En dynamisk mikrofon med supernyre karakteristik. Denne kan bruges på alle de samme steder, hvor der anvendes en Shure SM57. Guitarforstærker og lilletromme er oplagte, og her giver 201 en lidt anden karakter en SM57, en anderledes top og frem for alt med en anden karakteristik.

Line Audio CM3 - En lille prisbillig svensk mikrofon med bred nyre karakteristik, som er overraskende anvendelig. Den har ikke fremhævet top, og det gør den meget anvendelig på instrumenter, som i forvejen har en løftet top. Som overhead til trommer, til Highhat og til de steder, hvor et AB stereosæt er anvendeligt. Prisen reflekteres i, at mikrofonen ikke er så støjsvag, så lydkilden skal ikke være for svag i lydstyrken, når denne mikrofon anvendes. Og akustikken skal også tillade den brede nyrekarakteristik. Den kan med held også anvendes i flygel eller opretstående klaver.

Audio Technica ATM-25 - En klassiker fra det japanske firma, dynamisk mikrofon med nyrekarakteristik. Anvendelig på stortromme, på tammer og på visse blæsere. Lyder også godt på perkussion instrumenter som djembe, cajun og på conga, især den dybe.

sE-Electronics 4400 - En kondensatormikrofon med variabel sensitivitet og karakteristik. Disse er ret beset allround mikrofoner, som kan bruges stort set alle de steder, hvor der kan anvendes kondensatormikrofoner. Minder i lyd og udseende om AKG-414, men er lidt mere løftet i toppen end den typiske 414B-ULS. De bliver især brugt på flygel, på akustisk guitar, top perkussion og som overhead mikrofon til trommer.

Neumann TLM-103 – Er en kondensatormikrofon med nyrekarakteristik. Mikrofonen har et ekstremt kraftigt output, og den er meget støjsvag. Hvis mixeren ikke har en pad funktion, så kan den ikke bruges på kraftige lydkilder, fordi den overstyrer indgangen. TLM103 er den mikrofon i kufferten med det bredeste diskantløft, men diskanten er stadig velopløst. Kan anvendes på mange af de samme lydkilder som sE-Electronic 4400, men mikrofonen giver lidt mere kerne og pondus i lyden. God på flygel, hvis instrumentet har en mere solistisk rolle.

Nogle vil nok undre sig over, at klassiske livemikrofoner som Shure SM57 og 58 ikke er nævnt. Og de bliver i høj grad brugt, men spillestedet har tit en hobe af netop disse mikrofoner, så de er ikke nødvendige at slæbe med.

Hovedtelefon

Hovedtelefoner er uundværlig i kufferten; den bliver brugt under lydprøve og under koncert. Dels til at lytte ind på instrumenter med solo aktiveret og også til at forme et udgangspunkt på kanalen, inden faderen bliver løftet. Shure SRH1540 er en lukket hovedtelefon i en exceptionel god kvalitet, som desværre også er dyr; men den har egenskaber, så der også kan mixes med et godt resultat på hovedtelefonerne. Den kan måske virke som et overkill på et livejob, og hovedtelefonen er da også væsentligt indkøbt som mix hovedtelefoner til studiet. Men når man har lyttet på dem én gang, så er de svære af erstatte med andre. De bliver dog af oplagte hensyn erstattet af et par gamle Sony MDR-7506 på svedige, beskidte festivaljobs.

Reference musik

En CD med medbragte reference numre eller (i disse tider) wav.filer på en iPhone er et yderst vigtigt værktøj at have med i kufferten. Bruges når PA-anlægget skal equalizeres med master EQ, eller når de forskellige monitorhøjttalere skal gennemlyttes og equalizeres, inden musikerne kommer på scenen. En minijack til jack ledning er altid med i kufferten, hvis iPhone bruges.

Div. ledninger

Det nytter ikke at have udstyret med, hvis det ikke kan forbindes. Vigtig detalje, og man skal aldrig regne med, at der er ledninger nok på spillestedet. Så et arsenal af specialledninger er nødvendigt at have med. XLR til Jack (både F og M) og Insert kabler (Y-kabler). Det gælder især, når kufferten med rackudstyr er med, så ledningerne ligger selvfølgelig i denne. Hvis mixerpulten er analog, så medbringes også et Y kabel med F-XLR ud i to M-XLR. Dette kabel bruges til leadvokal, så den kan fordeles i to kanaler på pulten. En til FOH med compressor og en til monitor uden compressor. På en digital pult kan samme tricks laves med en simpel routing, som lægger samme input ind på to kanaler.

Gearfix

Mange live lydteknikere vælger i øjeblikket at investere i sin egen digitale pult. Den digitale pult er avanceret, så hvis man har sin egen, så er udnyttelsesgraden og kendskabet til mixerpultens egenskaber meget større. I sammenhæng med disse to kufferter kan en digital pult erstatte nødvendigheden af kuffert nr. to med effekterne, fordi den digitale pult har indbyggede effekter. Så selv om transportvirkeligheden vil være en anden, hvis der skal slæbes en mikrofonkuffert og en digital pult med ud på koncertjob, så er mit gearfixerede ”jeg” ved at overtale det langt mere fornuftige og økonomiske ”jeg” omkring, at en digital pult er den næste nødvendige investering. Lad se, hvem der sejrer!!

Artiklen er fra Monitor Juli-August 2016

ProAV Digital

Forside 4 21 teaser

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Innovation House
  • Pascal Audio
  • Streaming
  • Trådløs 4K
  • Naturkraft
  • Demo/brugt udstyr

Læs alt lige HER 

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her