Hotel Alsik i alt sin vaelde 2

Af Jens Walther, 19. maj 2020

Luksus i store højder

Sønderborg har heldigvis ikke overladt et vigtigt byrum som havnefronten til hvem som helst. Her har den verdensberømte amerikanske arkitekt Frank Gehry været ansvarlig for at trække de store linjer, og på havnefronten indtager det 19 etager høje, nye luksushotel Alsik Steigenberger Hotel og Spa byrummet på en indbydende og moderne måde. 

Et moderne hotel har selvfølgelig også moderne AV-faciliteter, i særdeleshed i de konferencelokaler, som selvfølgelig er en vigtig del af Hotel Alsik. AV-Huset i Næstved har udført og leveret - og ikke bare i konferencearealerne. Dele af hotelfaciliteterne har også nydt godt af AV-Husets ekspertise bl.a. i det store Spa-område. Til at vise rundt og snakke om AV-faciliteterne møder vi René Enghave, som er AV- og IT-tekniker på hotellet.

Konferencefaciliteterne

På førstesalen i hotellet er der ti konferencelokaler i varierende størrelse, i alt 1500 kvadratmeter. De to største lokaler kan sammenlægges til et stort lokale på 350 kvadratmeter og rumme 300 personer i biografopstilling, mens der i det mindste kan sidde 2-6 personer. Tre af rummene kan lægges sammen vha. rullevægge, hvis der er behov for det. Et enkelt af rummene er udstyret med en mobil Panasonic skærm, som kan flyttes rundt i bygningen efter behov. I de øvrige rum er der en fast Panasonic 4K skærm, som varierer i størrelsen fra 75 til 98 tommer og i de større rum er der en Panasonic projektor løsning med et Stumpfl lærred. Alle projektorerne er laser og afstemt til lokalerne; den største har en lyskapacitet på 10.000 lumens. Både projektor og lærred er monteret i lifte skjult i loftet og kører ned, når der vælges den mulighed på Crestron touchpanelet, som udgør styring af AV-udstyret i alle rum. Adgang til både skærme og projektorer sker enten via Barco Click Share eller med en almindelig HDMI forbindelse. Overalt er lyden distribueret via lofthøjttalere, enten fra QSC eller Sonance og drevet af QSC forstærkere med Bi-Amp enheder som lyddistribution.

 

Læs ProAV Magasinet Maj 2020 her

 

I de to store konferencerum er der brugt specielle Sonance lofthøjttalere, hvor det er muligt mekanisk at dreje mellemtone og diskant i højttaleren hen mod de områder af lokalet, hvor lyden skal bruges. Her er også mulighed for taleforstærkning med trådløse Sennheiser mikrofoner, både håndholdt og headset. I selvsamme rum er der også monteret kameraer ved projektorerne, så både lyd og billede kan distribueres ud til de andre konferencerum, hvis der er behov for dette under store arrangementer. De to store rum bliver ofte lejet ud sammen, og her er også et stort tilhørende loungeområde og en dejlig, stor udendørs terrasse.

Akustik er ofte en ting i moderne byggeri, som bliver frygtelig negligeret. Ikke her på Hotel Alsik. René Enghave fortæller: ”Særligt i foyer, breakout-rummene og fællesarealerne i konferencedelen er der gjort ekstra meget ud af akustikken. Selv om der er mange mennesker og meget tale i de lokaler, så er der en dejlig, tør akustik, som gør det let at føre en normal samtale. Det får vi meget ros for af gæsterne.”

Boardroom

Boardroom er et af de mindre mødelokaler, men alligevel nok det mest eksklusive på Hotel Alsik. Rummet har udsigt ud over hotel, by og vand fra tre sider, og det eksklusive runde bord med plads til 12, har seks Arthur Holm skærme indbygget, som langsomt kører op, når rummet aktiveres. Selv HDMI løsningen er automatiseret, og en flad ledning med stik bliver ført automatisk frem, når tilslutning ønskes. Her er ikke et øje tørt, alle bliver imponeret, når dette rum præsenteres første gang. Crestron kontrolpanelet tager sig også af styring af gardiner; i mange af disse rum med stort lysindfald er solafskærmning essentiel. Også lyden i Boardroom er speciel - her er der brugt en højttalerløsning fra Sonance, hvor en enkelt lofthøjttaler leverer fuld stereo. Højttaleren har fire enheder plus en subwoofer indbygget.

The Loft

Separat fra de øvrige konferencelokaler er lokalet på 18. etage, The Loft, som er et multifunktionsrum med en fantastisk udsigt ud over Sønderborg, oplandet med Dybbøl Mølle i horisonten og selvfølgelig vandet. VIP-rummet er indrettet, så det både kan bruges til banket, præsentationer, eksklusive konferencer, modeshows og til fest. Her er også en Panasonic laserprojektorløsning, men her er valgt, at den blot skyder billedet op på den hvide væg. Fordi rummet også kan bruges til fest og dans, så er der gjort lidt ekstra ud af højttalerløsningen. Her er dels mange af dem, rummets størrelse taget i betragtning, og QSC lofthøjttalerne er af den lidt større slags suppleret med to subwoofere, der også er indbygget i loftet.

 

Se video

 

Restaurant

På hotellet er der tre restauranter, men særligt den på 17. etage er allerede blevet kendt i det ganske land, hvor det er Jesper Koch, som bl.a. er kendt fra MasterChef, der styrer køkkenet. René Enghave fortæller, at her skal man bestille bord i god tid, for i øjeblikket er ventetiden på 90 dage, før man kan få bord (Vi besøgte Alsik, før Corona lukkede Danmark ned). I restauranten kan der sidde omkring 40 gæster, og her har AV-Huset også leveret lyden. Her er brugt et Bosch anlæg, opdelt i tre zoner, så personalet kan styre lydstyrke i zonerne individuelt. Højttalerne er indbygget i loftet som 12 satellithøjttalere med tre tilhørende subwoofere.

 

Læs ProAV Magasinet Maj 2020 her

 

Spa

Nordens største Spa og Wellness på 4 etager og med 4.500 kvadratmeter ligger umiddelbart over de to store konferencelokaler og er en del af hotelfaciliteterne. Her har AV-Huset også leveret en del 4K Panasonic skærme i forskellige størrelser, men den mest spændende ting i Spa-afdelingen er en laserprojektering på loftet af en ”hule”, som gæsterne kan svømme ind i. Her er projektionen brugt som stemningsskaber med bl.a. nordlys, som viser sig på hulens loft. 

Jens Ravn fra AV-Huset slutter: ”Vi har fået konstrueret, tegnet og bygget en kasse til denne projektor af rustfrit stål, og den er blevet IP65 godkendt, dvs. den har fået gummimembraner og akryl i kassen for at afskærme mod fugt. Selve kassen sidder som en del af hotellets ventilationsanlæg, så den får tilført ikke-klorholdig luft udefra. Det har været en rigtig spændende opgave.”

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Maj 2020

ProAV Digital

Forside NET ProAV4 20

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Kenneth Sorento
  • Kameratrend
  • Alsik
  • Guide: bedre lyd
  • Litemotions

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her