Alsion Audio

Foto: Patricio Soto

Af Jens Walther, 25. maj 2018

Klassisk sal får nyt PA-anlæg

Koncertsalen Alsion, som arkitekterne 3XNielsen har tegnet, har på den akustiske skala et virkeligt godt renomme. Den regnes for at være blandt verdens bedste koncertsale for klassisk, symfonisk musik. Selvfølgelig bygget og designet med henblik på dette. Men salen bruges også med succes til andre koncerter og events, og PA-anlægget i salen er væsentligt til brug i den sammenhæng. Alsion har netop udskiftet deres PA-anlæg til et Kiwa II anlæg fra L-Acoustics.

Til at snakke valg, teknik og installation af det nye PA-anlæg mødes ProAV Magasinet med teknisk chef i Alsion, Søren Knudsen og Henrik Bonné fra Matrix Sales, som har leveret og rådgivet omkring PA-anlægget. 

Funktion

Den primære ting for denne sal har været at bygge en sal for Sønderjyllands Symfoniorkester; et sted, hvor de hører hjemme og som væsentligt er designet til deres behov. Selv om Alsion salen bliver brugt til klassisk koncert og øvninger i omkring halvdelen af årets dage, så sker der også mange andre ting i salen, og det er det, som PA-anlægget væsentligt er til.

Søren Knudsen, som er teknisk chef, kom til Alsion med en baggrund inden for rytmisk musik. Han fortalte fonden, der styrer Alsion, at det ikke gav nogen mening, hvis de ville have andre arrangementer i koncertsalen, at scenen var så stor og dyb, og at efterklangstiden i koncertsalen var så lang. Fonden lyttede, og salen blev bygget om, men uden at det gik ud over den perfekte akustik, der er i salen til netop den klassiske musik. Så nu kan scenen køre ned i gulvet, så den får den halve dybde, og samtidig er der mulighed for at regulere efterklangstiden. Det betyder, at koncertsalen er blevet bredt funderet, så der kan laves alt; lige fra tale til høj rockmusik.

Søren Knudsen fortæller: ”Fonden, som styrer Alsion, har som sit mål, at huset skal være på forkant med teknologien. Og da jeg fortalte fonden, at de højttalere, vi havde i salen, var en 14 år gammel konstruktion, så fik jeg grønt lys til at købe noget mere tidssvarende. I forvejen var vores monitors og fills under balkonen fra L-Acoustics, så det var oplagt for mig at søge den vej. Men vi fik selvfølgelig tilbud fra forskellige firmaer; både fra d&b og fra Meyer Sound. Men tilbuddet fra Matrix Sales var det, som tiltalte mig bedst, og jeg har i forvejen et godt kendskab til, hvad L-Acoustics kan præstere.”

Et nyt line array

Det nye anlæg er ni Kiwa II line array højttalere med tre Sub15 i hver side. Basserne sidder øverst i søjlen i en cardiod konfiguration, som begrænser bagudstråling af basfrekvenserne på scenen. Det er L-Acoustics end-fire løsning, og under ophængningen blev der prøvet både en almindelig og en cardiod løsning, og det var muligt at lytte skiftevis A/B. Og i denne sal fungerede cardiod løsningen bedst. Henrik Bonné fortæller, at systemet er en fuldfrekvens løsning, så til almindelige ”hverdags” arrangementer behøves ikke yderligere sub’s. Der kan køres en ekstra KS28 subbas ind til hver side, og de placeres på scenen under PA søjlen.

Søren Knudsen fortæller: ”Salen er ikke kun til klassisk og akustisk musik. Jeg har mulighed for at ændre efterklangstiden fra 2,5 til 1,5 sekund; alle vægge og lofter er dækket af pyramide formede konstruktioner i forskellige størrelser, drejninger og vinkler. Disse kan jeg dække af med tæpper, så efterklangstiden kommer ned på 1,5 sekund. Og jeg kan dæmpe det ned til omkring 150 Hz.”

Henrik Bonné kan supplere omkring akustikken: ”Vi havde en interessant oplevelse under installation, tuning og kalibrering af det nye anlæg. Vi havde mulighed for at teste både med og uden dæmpning. Julien Laval fra L-Acoustics, som var oppe og færdigøre installationen, ved rigtig meget omkring akustik i koncertsale. Og bortset fra taleforståelighed så var der generelt enighed om, at vi alle foretrak lyden af den udæmpede sal, også selv om det var forstærket musik. Det er ret fascinerende, at hvis du har et topklasse anlæg, som er kalibreret rigtigt, så kan det sagtens spille sammen med en mere åben akustik i en koncertsal. Det har jeg også oplevet i mange andre sale, så man skal som lydtekniker ikke være så bange for en åben klang, bare det er en kontrolleret akustik. Som lydtekniker bliver man selvfølgelig nødt til at ride med den løsning og den klang, som er i rummet.”

Fransk kalibrering

Julien Laval fra L-Acoustics er mastermind for at kalibrere disse systemer. Henrik fortæller: ”Når vi laver en L-Acoustics installation over et vist prislag, så er der nogle ting, vi skal levere. Hvis det er en installationsløsning, dvs. en fast ophængning, så skal vi levere en L-Acoustics kalibrering. Det er tilfældet i Horsens Ny Teater, og det er tilfældet her, mens Århus Teater var en anden situation, fordi der bliver flyttet rundt på PA-anlægget hele tiden, så der ville det ikke give nogen mening. Teknikeren der får i stedet et to-dages kursus i netop det pågældende system. Så det er simpelthen et krav fra producentens side. Det er lidt forskelligt, om det er Julien eller Gerts, som kalibrerer systemet. Vi har fået rigtig meget ud af hele den proces, og i særlig grad her i Alsion. Der er en metodik og en måde, som L-Acoustics afleverer anlægget på. Der er en standard frekvenskurve, der bliver arbejdet ud efter, og tricket er selvfølgelig, at du kan tage et mix i to forskellige koncertsale, begge med L-Acoustics PA-anlæg, og der vil være en god sammenhæng i mixet i begge sale. Den frekvenskurve, som vi kalibrerer til, er faktisk skabt af V-Dos standarden i fri luft, udendørs. Og vores standardkurve er forskellig fra f.eks. d&b kurve. Vores kurve er lineær over 1 KHz, mens den er stigende ned mod systemets grænsefrekvens i bunden. d&b har en tendens til at foretrække en faldende kurve hele vejen op. Det kan være en fordel, når der spilles meget højt; vores lineære kurve fra 1 KHz er godt, når der skal mixes vokaler på et mere moderat niveau. Så der er fordele og ulemper i begge kurver.”

Fleksibilitet

Scenen i Alsion er dyb, netop fordi der skal kunne sidde et helt symfoniorkester og kor på scenen. Men som tidligere nævnt, så kan scenen deles, og den forreste halvdel kan køres ned i gulvet. Herved bliver der ca. 200 ekstra publikumspladser, hvor der kan stilles stolerækker op som er fuldstændig lig med resten af salen.

Denne scene fleksibilitet giver dog nogle udfordringer med hensyn til placeringen af PA-anlægget. Tidligere var der tre ophængningspunkter; ved 6, 9 og 12 meter fra bagkant af scenen. Men det var voldsomt tidskrævende at flytte PA søjlerne til disse ophængningspunkter; så nu er der lavet et tværgående skinnesystem, som PA-anlægget er monteret på. Det betyder, at med et simpelt scenetræk kan PA-anlægget flyttes til lige netop det punkt, den pågældende koncert kræver. Det nye L-Acoustics KIVA II line array har en lidt større spredning end det tidligere anlæg, så derfor er de to søjler vinklet 8 grader indad, så PA-anlægget ikke spiller for meget ind i sidevæggene.

Vi slutter dette besøg i Alsion med at spørge Søren Knudsen, om han er glad og tilfreds. Han nikker og fortæller, at alle de lydteknikere, som benytter anlægget i forskellig sammenhæng, kun har haft ros at sige om det nye lydanlæg i koncertsalen Alsion.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Maj 2018

ProAV Digital

ProAV 5Forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Intercom på revyen
  • Mr GoPro
  • Rokoko
  • Trådløs video
  • God lyd på mobilen

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her