Horten

To af Hortens jurister er parat til at gå live ved et webinar.

Af Birgit Waltenburg, 1. marts 2019

Jura i øjenhøjde fra eget, professionelt TV-studie

Advokaterne hos Horten benytter billedmediet, når de vil formidle essensen af vanskelig jura til deres kolleger, klienter eller hele Danmarks befolkning. Studiet er fuldautomatisk så belysning, kamera, optagelse og distribution styres og justeres med ganske få tryk på et betjeningspanel af den jurist, der skal være vært i programmet. Herefter kan han eller hun gå live på Hortens interne TV-kanal, på internettet eller direkte på den landsdækkende TV-kanal, der har bedt om en juridisk kommentar i en nyhedsudsendelse.  

Horten Advokatpartnerselskab er specialister i B2B-erhvervsrådgivning, er over 60 år gammel, har i alt 330 medarbejdere og har kontor 3 steder i Danmark. Man har tidligere benyttet traditionelle videokameraer i forbindelse med kommunikation. Men for syv måneder siden valgte man at udvide mulighederne, hvorefter man etablerede et fuldprofessionelt TV-studie i kælderen på adressen i Hellerup. 

- Alt i studiet er seamless og nemt at betjene, så juristen, der skal optræde i et indslag eller være vært ved et webinar, kan koncentrere sig om indholdet i programmet. Teknikken er fuldautomatisk, forklarer advokat og Managing Partner Finn Schwarz.

Ønsker at give bedre baggrund før en beslutning

- Vi er kendt for at give viden videre på tryk og ved kurser. Men vi ønsker også at give viden videre via video, webinarer og andre medier, så folk kan tilgå vores viden 24 timer i døgnet.

- Vi ønsker at være på de platforme, hvor vores klienter, kolleger og samarbejdspartnere er, og med video kan vi ramme vores modtagere i øjenhøjde, og de kan tilgå den viden, de ønsker, når de ønsker det, forklarer forretningsudviklingschef Mads Rau-Kaufmann, der også fortæller, at video kan være med til at gøre de elektroniske nyhedsbreve mere levende.

Kompakt studie med alle faciliteter

Studiet er opbygget med et stort 85” TV som baggrund for værten eller værterne, som kan sidde ved et større bord eller stå op ved et lille cafebord. Enkelte tryk på et par knapper på touch-panelet får ændret robotkameraets settings, retning og fokus samt ændret lyssætningen, så den passer perfekt til typen af optagelse. Endelig bliver højden på baggrundsskærmen ændret, så den passer til højden af personen/personerne. Lyden fra mikrofonerne er også automatiseret, så den er korrekt justeret.

Herefter kan man gå i gang med en ny optagelse fra en ny værtsposition. Værten følger outputtet på en monitor bag kameraet.

- Det er vigtigt, at alt spiller i studiet, og det er nemt at betjene, så værten kan koncentrere sig om emnet og optagelsen, slutter Finn Schwarz. 

Klare krav til resultatet

esee A/S er en af Danmarks største leverandører af broadcast- og filmløsninger. esee A/S har herudover speciale i opbygning af automatiserede studieløsninger, som man har leveret mange af til større og mindre danske virksomheder. Salgsdirektør Kim Gude arbejder tæt sammen med leverandørerne for at sikre, at man får udnyttet de seneste muligheder, den nye teknologi tilbyder. Og han sikrer, at det er nemt og ukompliceret at være bruger af et moderne TV-studie. 

- Det har været spændende at kunne finde og lave løsninger til et TV-studie, hvor kravene har været ”professionel kvalitet” og ”enkelt at betjene for ikke-fagfolk”, forklarer han og viser den enkle betjening.  

Placeringen af studiets møbler og placeringen af værten ses nemt på markeringer på gulvet, så afstandene til kameraet passer. 

- Man trykker ”start” et sted, hvorefter monitoren og baggrundsskærmen tænder, og baggrundsskærmen kører på plads, så den er bag det ønskede værtsbord. Samtidig tændes lydudstyret, mens mikrofonerne selv indstiller niveauet.  

- Lyslægningen er vigtig for at opnå et godt resultat. Derfor tænder udelukkende de studielamper, der er behov for til en given optageform. Og det bliver justeret, hvor kraftigt lamperne skal lyse. Øvrige studielamper forbliver slukket, til man skifter til en scene, hvor de skal bruges.

- Herefter vælger værten, om man vil sende som webinar, til kollegerne i huset eller måske tage imod en invitation fra DR, TV 2, Børsen TV, CNN eller Bloomberg for den sags skyld, der har henvendt sig for at få en juridisk kommentar til et aktuelt emne. Man kan både streame direkte ud af huset eller optage, eller begge dele. 

- Når optagelsen er færdig, lægges materialet automatisk i skyen, hvor den intelligente software fra IO Gates koder det til de formater, man ønsker. Herefter kan Hortens personale tilgå, se eller downloade det, hvor end de måtte befinde sig i huset eller ude, slutter Kim Gude. 

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Februar 2019

ProAV Digital

ProAV 7forside

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Podcast til folket
  • Hurtigere redigering
  • Profox
  • Kort & Dokumentar
  • Det brede filmlook

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her