Strandingsmuseet

Af Jens Walther, 20. august 2018

Havets kræfter og magt illustreret med AV teknologi

Museerne i Danmark opgraderer til ny teknologi i disse år, og det batter på besøgstallene, hvor publikum strømmer til de vitaliserede museer. Publikum besøger ikke museerne ud fra en teknologi fascination, men fordi anvendelse af moderne AV-teknologi på en bedre måde formidler det, som museet ønsker. Således også på Strandingsmuseet St. George, som ligger i Thorsminde helt ud til det frådende Vesterhav. Museet er ikke nyt, men bygningen er ny, og indholdet og formidlingen er opgraderet, så det føles som et nyt museum. Og det har givet succes og tilstrømning til Strandingsmuseet, som nyåbnede i 2017. 

I dette tilfælde har museet haft et dobbelt udbud på AV-installationen, et udbud for hardware og et andet for software omhandlede indholdet i installationerne. Her har softwarehusene M2Film, Alien Workshop og No Parking alle bidraget med deres specielle kompetencer. AV CENTER har samlet trådene i hardwareløsninger og på en regnfuld decemberdag sidste år mødes ProAV Magasinet med salgschef Henrik E. Hansen fra AV CENTER Århus, som har været ansvarlig for installationen på hardware siden.

Selve installationen har ændret sig en del undervejs, så det har været en god dynamisk proces. De overordnede linjer var tidligt lagt fast, men detaljerne og udførelsen var i proces. I den forbindelse nævner Henrik E. Hansen:

”Ofte må vi som hardwarefolk lige se tiden lidt an og vente på, at den kreative proces bliver lagt i nogle faste rammer. Ellers kan man sidde og finde forskellige løsninger, som ikke bliver en realitet, fordi der kommer en ny kreativ idé, som er bedre. Man venter på indholdet, for det kreative er jo oftest afgørende for, hvilken teknik og hardware, som der skal være bag installationen. Vi har sat en tidsplan af, men belært af erfaring er det op mod åbningen, at det går vildest for sig. Vi har været klar på opgaven, haft styr på det, og hen imod åbningen var der ro på.”

Museets baggrund

Hele vesterhavskysten er jo kendt op gennem historien som et farvand med stor omskiftelighed i både kystlinje og havbund, med et voldsomt hav og med stort set ingen steder at søge ly. Derfor har der gennem tiderne været mange skibe, som er kommet i havsnød i dette område, i særlig grad området ud for Thorsminde. Museet fortæller om disse mange strandinger og har især vraggods fra en skelsættende stranding lillejuleaften 1811, hvor to store engelske linjeskibe HMS St. George og HMS Defence strandede tæt på Thorsminde og 1400 søfolk mistede livet.

Og netop havets magt og vælde er fint illustreret i den første og største installation, som møder én, når man træder ind i museets første rum. Installationen viser havet i sin fulde vælde og farlighed i en loopet film, hvor det selv samme hav, som er lige uden for museet, i en sekvens vokser sig voldsommere og mere frådende. Projektionen er voldsom stor og strækker sig over to etager, i en over og under havet projektion; men med en balkon, så man kan se ned fra øverste, ovenvande etagen og se op fra undervandet afdelingen i underetagen. Den projektion er lavet med to store Barco 4K laser projektorer på hver 12 tusinde ansi lumen, der laver de to billeder, der usynligt er sat sammen nogenlunde i midten af billedet. Så billedet er rent faktisk 8K. Selve filmen er lavet af M2 Film, og distributionen foregår fra serverrummet på museet via et fiberoptisk extendersæt fra Extron. Lyden i rummet fra det brusende hav er med til at underbygge oplevelsen, her formidlet vha. aktive Genelec højttalere. Henrik E. Hansen fortæller om overvejelserne mht. projektor.

”Vi valgte en velegnet projektor til opgaven, i projektoren sidder en short throw zoom linse, som gør, at projektoren er monteret i loftet centralt i rummet, uden at publikum skygger for billedet. Vi havde flere forskellige projektorer i spil, men denne model var den helt rigtige til opgaven. Vi har i processen lavet skitser, hvormed vi kunne vise museet, hvad en 180 cm høj person ville lave af skyggevirkning på billedet med de forskellige projektormodeller. Vi har således stemt valget af projektormodel af med museet, fordi der i dette valg selvfølgelig også er et økonomisk perspektiv.”

Et lærred… et sejl?

I det næste rum, som er det store og centrale rum i udstillingen, registrerer en PIR sensor, at vi træder ind i rummet, og det betyder, at en animation starter og kører i loop. Det specielle i denne første installation i rummet er udformningen af det lærred, som animationen afspilles på. Her har man dels valgt et lærred, som kan betragtes fra både for- og bagside, og desuden er lærredet skåret ud i fire stykker i forskellig størrelse, så lærredet i sig selv former et skibssejl. Det giver en overraskende god effekt, lærredet er hængt op og spændt ud ved hjælp af tynde stålwire, som stort set er usynlige. Animationen fortæller om selve forliset af HMS St. George. No Parking, som har lavet animationen, har selvfølgelig haft en mapping af lærredet under produktionen af animationen. Projektionen bliver udført med en Panasonic RZ-970 laser projektor på 10 tusind ansi lumens, og BrightSign medie afvikleren sidder ved selve projektoren og aktiveres som sagt af sensoren. Lydsporet til animationen afspilles igen på et par små Genelec aktive højttalere.

”Vi har valgt en dual screen projektionsdug fra Lissau til det sejlformede lærred. Jeg synes, at denne mapping giver en rigtig god effekt, og jeg er glad for det resultat, som vi har opnået. Vi har benyttet laser projektorer i disse installationer, da disse er baseret på laser som lyskilde, derved sikrer vi lang driftstid og undgår lampeskift,” beretter Henrik.

Denne del af udstillingen er suppleret med en del montre, som viser forskellige objekter indsamlet fra bjergningen af de to linjeskibe, og mellem disse montre er der opsat seks 75 tommer Sony FWL-75W855C HD skærme, opstillet på højkant i portrætmode. På hver af disse skærme, som nærmest står som ”lysakvarier” i udstillingen, er der en selvstændig animation med temaer, som hænger sammen med det, som er udstillet i montrerne. Her er det igen No Parking, som har stået for animationerne. Og selv om disse er mere filmiske end animationen på split lærredet, så er der en god kunstnerisk sammenhæng mellem de mange animationer. Henrik fortæller, at der også her er brugt medie afspillere fra BrightSign til at afvikle animationerne på skærmene.

En avanceret touchskærm

På en stor touch skærm er det muligt for publikum at gå på opdagelse langs kystlinjen og finde de mange vrag og strandinger, som er sket op gennem historien. Vragene er ikke markeret, så det giver også publikum en vis spænding selv at skulle finde de forskellige forlis og specielt at finde de strandinger, hvor forklaringerne er udbyggede, og hvor der eksempelvis ligger video klip, tekst og animationer tilknyttet den enkelte vrag.

AV CENTER har her valgt at bruge to stk. NEC 4K touchskærme, og de to 55 tommer skærme har den nye FlatFrog touch teknologi, som giver stor touch præcision. Billedet på skærmen står fantastisk i 8K, fordi det er en sammensat skærm. Alien Workshop har leveret indhold til touch skærmen, og de har skabt et komplet 3D rum baseret på CUDA GPU teknologi fra NVIDIA for at skabe en livagtig og dyb animation. Visse af vragene skaber animationer, som fylder hele 8K billedet og for en kort tid overtager hele skærmen. Denne AV-installation er et glimrende eksempel på, at publikum er interaktive med teknologien og går på oplevelse i emnet og information.

Under vandet

På vej i underetagen går man forbi det bjergede ror fra HMS St. George, som måske er 10 meter højt, og det giver en indikation om, hvad det er for gigantiske skibe, som har måtte overgive sig til havets kræfter.

I underetagen er der et ”under vandet” miljø, som bliver illustreret med lyseffekter og lyd fra otte højttalere. I bunden af lokalet ses den nederste ”under vandet” del af den store 8K projektion, som er fuldendt med en lille børnevenlig leg på havbunden, hvor man kan prøve at træde på de fladfisk, krabber og lign., som konstant flytter sig og som bliver projekteret ned på havbunden vha. en Panasonic 4K laserprojektor. Her registrerer en motion sensor, hvis man har held med at ramme en fisk og udsender en lille lyd, når det lykkes.

Teknikrum

Museet har valgt ikke at have overvågning- og fjernkontrol via nettet i denne installationsløsning. Det har betydet, at der i installationen af teknikrum i højere grad er fokuseret mod, at personalet på museet skal kunne betjene og overvåge de forskellige installationer. Hele museet er styret centralt fra teknikrummet ved hjælp af Medialon Showcontrol, der gør det nemt at ”tænde” for udstillingen samt at udføre betjening og overvågning af projektorer, skærme og mediaplayer. I teknikrummet sidder også den Dataton Watchout medieserver, som sørger for, at det store 8K billede i udstillingens start bliver mappet ud til de to projektorer.

Symbiose

AV installationen på Strandingsmuseet viser med tydelighed den symbiose, som er nødvendig mellem museumsfolk, kuratorer, soft- og hardware og ikke mindst installatørerne for at få en moderne museumsinstallation til at løfte sig. Udførelse, form, indhold og interaktion giver de besøgende en unik og informativ oplevelse. Henrik E. Hansen fra AV CENTER konkluderer:

”Vi har undervejs i processen fremhævet, at vi er en AV-integrator med fokus på installation af AV hardware, og at der er softwarefirmaer, som er rigtig gode til at lave i det kreative indhold. I de softwarefirmaer, som vi har samarbejdet med i dette projekt, har vi fået nogle partnere, som er uvurderlige, og som vi gerne samarbejder med i fremtiden.”

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Marts 2018

ProAV Digital

ProAV 5Forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Intercom på revyen
  • Mr GoPro
  • Rokoko
  • Trådløs video
  • God lyd på mobilen

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her