Claes Speedway

Af Carsten Legaard, 4. oktober 2016

Specialist i OB-produktioner

Claes Snedker og hans OB-crew har været fast leverandør til bland andet TV2 i mange år - Du ser måske OB-vognen på landevejene og til sportsbegivenheder. Ellers kan du møde dem på MonitorExpo 2016 i Bella Center til november

Sport er lækkert TV. På mange måder bedre end at stå langs stængerne. Bare den måde EM-målene bliver gentaget på i slowmotion, de bedste mål flere gange og endda fra flere vinkler. Den måde, sidelinie-kameraet fanger landsholdstrænerens nervøse trækninger i nærbillede, og den måde de højt placerede kameraer - nu også dronekameraer - giver os overblik over hele banen og spillerformationerne både oppefra og fra begge sider.

Jo, sport er lækkert TV, og vi, der ser transmissionerne, hvad enten det er bold, atletik, boksning, ishockey eller speedway, står i taknemmelighedsgæld til et par håndfulde dedikerede og erfarne fotografer, EVS-folk og producere.

Selvfølgelig har vi betalt deres løn via licensen, men glem nu denne lille surhed til fordel for stor kunst og smukt håndværk!

En af de navnløse slidere, som er med til at få bl.a. TV2 Sport til at hævde sig i genren, hedder Claes Snedker.

Får målene til at sidde i skabet

Claes har renoveret og indrettet flere OB-vogne til videresalg og bliver ofte kaldt ud med sit eget firmas OB-vogn, der er opgraderet til HD og pakket med præcist de kameraer og det produktionsgrej, som kræves til den ultimative sportsdækning.

Broadcast Support hedder firmaet, og Broadcast Support står der med store bogstaver hen over vognens side.

Claes, der oprindelig er udlært elektronikmekaniker hos TV2, har været en del af TV2 siden 1991, både som ansat, som freelancer og som leverandør af udstyr og opbygning.

Et fund på Kvægtorvet

- Mens jeg arbejdede som elektronikmekaniker på TV2, faldt jeg inde på Kvægtorvet over en samling kasseret udstyr, der skulle sælges. Det kan jeg da gøre for dem, tænkte jeg, og købte grejet og solgte det videre.

Det med at købe og sælge blev efterhånden en god forretning, og det greb om sig. Da DR flyttede til Ørestaden, købte jeg for eksempel den efterladte teknik fra studierne i TV-Byen, samt flere OB-vogne, renoverede dem og solgte dem til udlandet.

Det begyndte at gå rigtig godt med køb og salg. Derfor sagde jeg op på TV2 og helligede mig brugtmarkedet i nogle år samtidigt med at jeg fungerede som freelance tekniker på OB produktioner.

50 ishockey-produktioner om året

Da HD og Blackmagic og andet billigt udstyr kom frem, begyndte markedet for brugt udstyr at dø. 

- Men jeg var heldig, fortæller Claes, for på det tidspunkt skulle TV2 ombygge deres ene OB-vogn til HD og de havde derfor brug for at leje en OB-vogn i 3-4 mdr. mens de byggede om.

- Jeg vidste at der stod en brugt OB-vogn til salg i Tyskland og jeg tilbød TV2, at jeg kunne købe OB-vognen og udleje den til dem i ombygningsperioden, hvilket de accepterede.

- På rekordtid fik jeg med hjælp fra gode kollegaer ombygget OB-vognen, så vi kunne producere Superliga og andre begivenheder med den. Bagefter var det meningen at sælge den, men det viste sig, at der var en hel del efterspørgsel, så jeg beholdt vognen.

For to år siden fik Broadcast Support en kontrakt med Dansk Ishockey Union. Kontrakten gav grundlaget for at opgradere OB-vognen til HD, og Broadcast Support laver nu cirka 50 ishockeyproduktioner om året.

Opgradering til HD

Hvad skal der til for at opgradere en OB vogn til HD?

- Næsten alt udstyr i vognen skal skiftes, fortæller Claes.

- Alle de gamle monitorer skal ud, og så skal der store fladskærme ind. Det supplerer jeg med et specielt multiview-system fra Osee, som jeg selv importerer og forhandler. Ny router og ny videomixer. Vi kan godt bevare lyden, men med vores nuværende OB-vogn har vi flyttet lydrummet ned i den anden ende af vognen og opgraderet med digital lydmikser.

Hertil kommer kameraer, optikker og EVS-maskiner (til slowmotion-klip).

- EVSerne køber vi brugt, fortæller Claes. Årsagen er ret indlysende. En ny EVS koster omkring 1,5 millioner danske kroner i anskaffelse. Når du skal bruge tre i sådan en OB-vogn, kan det godt betale sig at kigge på brugt udstyr. EVS er state of the art, og selv brugte maskiner har mange år foran sig.

Vedvarende fornyelse

Ombygningen af sådan en vogn er ikke overstået på et par uger. Det er en vedvarende proces, fortæller Claes Snedker.

- Jeg er god til at finde brugt kvalitetsudstyr på auktioner og via mit netværk verden rundt. Brugt broadcastudstyr er ofte i god stand og af høj kvalitet, så det kan sagtens måle sig med mange af de nyeste produkter på markedet og så springer vi alle ”børnesygdommene” over som nyt udstyr nogen gange kan have.

Er dit marked konkurrencefølsomt?

- Næh, siger Claes, der er et kendt navn i den danske broadcast branche og har dertil et unikt netværk, både nationalt og internationalt, opbygget igennem 15 år

OB-vognen

Med den opgraderede OB-vogn kan crewet producere forskellige sportstransmissioner og andre TV produktioner. Claes’ personlige yndling og stolthed er ishockey-setuppet:

- Det er et unikt set-up med kun tre fotografer. To bemandede kameraer i højden og et enkelt håndholdt på sidelinien til interview og spillerbokse. Fra vognen supplerer vi med

fire remotestyrede kameraer, et bag hvert mål og et i hver straffeboks. Så kan vi lave en fuld sportsproduktion.

For TV2 laver Broadcast Support en del håndbold-transmission, og her benyttes to forskellige set-ups. Et lille med to håndholdte kameraer på sidelinjen, kamera 1 og 2 (Super slow) oppe, et modsat og et remote på kommentatorerne, i alt seks kameraer. Et lidt større med de 6 kamera samt et kamera i loftet, et par kameraer til studiet og evt. kamera i omklædning/interview, i alt 10 kamera.

Vi laver også nogle Superliga kampe i løbet af året hvor vi bruger 8 kamera hvis der ikke er studie.

- Til boksning har vi gerne endnu flere kameraer på, bl.a. fordi vi skal følge kombattanterne ind i ringen fra omklædningen og ud igen, fortæller Claes.

Bemandingen

Til ishockey har Broadcast Support en enkelt EVS-mand i vognen. Ellers sidder der ofte 2-3 EVS-folk, en lydmand samt en lyd assistent.

Så er der en producer. Grafikken leveres fra samarbejdspartneren tvgraphics. Så er der Claes selv, han fungerer som teko og har ansvaret for teknikken, og han sørger også for CCU - det vil sige, han matcher lyset og farvetonerne fra de forskellige kameraer, så det bliver ensartet. For det meste er der yderligere en tekniker med til opsætning m.m., som også kører CCU. 

Unik OB-vogn

OB vognen fra Broadcast Support er unik på den måde, at alt udstyr er med ombord i stedet for at være fordelt på to vogne.

Det holder omkostningerne nede på kørsel, broafgifter, chaufører osv.

Holdet, som bemander vognen, består af Broadcast Supports egne folk samt freelancere eller kundens egne folk.

- Når man lejer bilen, stiller man ofte med sit eget mandskab, men vi kan også formidle kontakt til dygtige fotografer og producere, hvis man har behov for det, fortæller Claes.

Hvordan distribuerer I signaler? 

Distributionen

- Næsten al TV-sport er live-transmissioner, fortæller Claes. - På de fleste stadions, og i de fleste haller, har GigaContent (Global Connect) et link-skab stående med fiberforbindelse. Vi kobler bare på og sender via fiber hjem til den tv-station, der skal transmittere. Det er et velfungerende system, der inkluderer intercom og videoforbindelse begge veje.

På speedwaybanen i Slangerup er der endnu ingen fiber, så her sender TV2 Sport en SNG-vogn ud.

- Så er der den tredje mulighed med 4G mobil streaming. Det har vi ikke brugt så meget endnu, men det er da bestemt en mulighed, siger Claes.

ProAV Digital

Forside 4 21 teaser

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Innovation House
  • Pascal Audio
  • Streaming
  • Trådløs 4K
  • Naturkraft
  • Demo/brugt udstyr

Læs alt lige HER 

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her