Fullframe

Af JOS Svendsen, 29. juni 2020

Fire ting du skal vide om den nye kamera-trend

Den nyeste trend i forbindelse med videokameraer er fullframe sensorer. Det burde jo være bedre efter tankegangen om at større er bedre. Men før du sælger dit kamera og skifter alle dine optikker, så er der lige et par ting, du skal være klar over inden du går fullframe.

Naturligvis betyder størrelsen på en sensor noget for ens billeder. Men om en større sensor nødvendigvis også er bedre, afhænger af ens situation. Nogle gange kan det være smartere med en mindre sensor. Men hvis det er det, hvorfor har Canon og Sony så lanceret videokameraer med fullframe sensorer. Det er der flere årsager til; en af dem er at konkurrenterne, som Blackmagic Design netop ikke har kameraer med denne størrelse sensorer. I det noget trængte kameramarked er det vigtigt at skille sig ud, så alt hvad der kan distancere en fra konkurrenterne er super vigtigt. Men der er også nogle rent billedmæssige forskelle mellem kameraer med stor og lille sensor. Det kigger vi nærmere på i den følgende. 

Pixels og sensorstørrelse er ikke det samme

Sensorstørrelse har noget med areal at gøre. Det er dog ikke nemt at gennemskue. Der er en flok af tommebetegnelser som 1” eller 3/8”. Det er ikke sensorstørrelsen, de betegner. Det er i stedet den dækning, den tilhørende optik har. Så en 1” sensor er ikke en tomme, men er den største sensor, som kan bruges med en optik, der har en billedcirkel på en tomme. Optikker leverer ikke firkantede billeder, men runde billeder. 

 

Læs ProAV Magasinet Maj 2020 her

 

Så er der Micro 4/3, det referer til, at sensoren har formatet 4/3, og at kameraerne er små. APS-C eller Super35 betyder 35mm filmformat på tværs, mens fullframe eller 35mm er bredden af billedfeltet for en filmstrimmel. 

Så er der megapixels. Det er, hvor mange billedpunkter, der er på en sensor uanset størrelse. En 1” sensor kan derfor have flere megapixels end en 35mm sensor. Og antallet af megapixels bestemmer opløsningen af billedet.  

Billedstøj eller ej

Men flere megapixels på en sensor betyder noget for billedstøjen. Jo mindre areal, en pixel (billedelement) fylder, jo mindre lys fanger den. Det betyder, at dens elektriske signal ved svag belysning skal forstærkes mere. Der er der flere måder at gøre på. En af dem er at addere signalet fra flere pixels, så man danner en form for super-pixel. Siden 4K video er ca. 8 megapixels, kan man få et fint signal fra en 24 megapixel sensor. 3 x 8 er 24, så man tager 3 pixels, og lægger signalet sammen fra dem. Større areal betyder også større kontrastomfang (dynamic range). Det er en meget forsimplet forklaring – virkeligheden er noget mere kompleks. 

Det bedste ville være en 35mm sensor med 8 megapixel. Men det ville gøre den mindre velegnet til stillbilleder. Det ville igen gøre, at prisen steg på kameraet, fordi man ikke ville kunne masseproducere sensorerne i samme omfang som eksempelvis 24 megapixel sensorer. Det er årsagen til den relativt høje pris på kameraer som Sony Alpha 7S og Panasonic GH5s, der begge har store sensorer, men små megapixel angivelser. 

Billedvinkler der betyder noget

Sensorstørrelse betyder også noget for billedvinklen. Normalt refererer man til billedvinkler i forhold til 35mm optikker. En 24mm med en 35mm sensor har en billedvinkel på 74 grader. Sætter man samme optik på et Panasonic GH5, som har en Micro 4/3 sensor, der har et areal, der er 2 gange mindre end en 35mm sensor, bliver billedvinklen så 2 gange mindre. Det kaldes, at cropfaktoren er 2. For at få samme billedvinkel på 74 grader med en Micro 4/3 sensorer skal man derfor bruge en optik på 12 mm. Det er svært og derfor dyrt at lave en god optik med lille brændvidde. Derfor er det nemmere at få vidvinkeloptikker til 35mm sensorer. Er man til teleoptagelse,r er små sensorer naturligvis sagen. 

Dybdeskarphed - mindre er ikke nødvendigvis bedre

Det gør så nogen andet. Store sensorer gør det nemmere at opnå smal dybdeskarphed uanset brændvidde – sagt meget populært. Men lille dybdeskarphed kræver super præcis styring af ens fokus. Autofokus i dagens kameraer er normalt fantastisk, hvis man bruger fabrikantens egne autofokusoptikker på kameraet. Gør man ikke det, er resultaterne variable. Manuel fokus for et 35mm kamera med optik sat til smal dybdeskarphed er ekstremt krævende. Derfor kan det være en fordel at bruge et kamera med mindre sensor, som gør det nemmere at opnå stor dybdeskarphed. På et Micro 4/3 kamera har en F2 samme dybdeskarphed som F4 på et fullframe kamera, men mængden af lys, der slipper ind til sensoren er større for Micro 4/3 kameraet. Det er jo F2. Og det kan være smart i dårlig belysning. Det ekstreme eksempel er et GoPro-kamera, hvor man virkelig skal gøre sig umage for at få noget uskarpt. 

Større kameraer, større optikker og større chance for at slæbe sig til døde

Så er der størrelsen. Kameraer med stor sensor bliver nødvendigvis større end kameraer med lille sensor. Hvis man dertil lægger mulighed for sensor-billedstabilisering, skal der være plads til denne i kameraet. Jo mindre sensoren er, jo nemmere er den at stabilisere. Der er simpelthen mindre, der skal flyttes rundt på. Det giver bedre billedstabilisering, end det er muligt med en stor sensor.

En mindre sensor gør også, at kameraet er nemmere at køle, hvilet er godt, siden billedstøj afhænger af sensorens temperatur. Det er den anden årsag til, at kameraer med 35mm sensorer er store eller har aktiv køling. 

 

Læs ProAV Magasinet Maj 2020 her

 

Dertil kræver større sensorer også fysisk større optikker. Det betyder mere glas i optikken, som dermed bliver tungere. Cineoptikker er optisk korrigerede, mens stilloptikker typisk bygger på, at kameraets processor foretager den nødvendige billedkorrektion. Så brug af cineoptikker til fullframe kameraer vil addere ekstra vægt til ens set-up. Det er i dag muligt at få mini-cineoptikker til Micro 4/3, så man kan holde vægten nede her. Vægten på dedikerede Micro 4/3 optikker er nemlig ofte markant mindre end vægten for Super35 og fullframe optikker. 

Forskellen i vægt mellem super35 og 35mm kamerahuse for videokameraer er ofte ikke så stor. 

Konklusion 

Er man ude efter den absolut bedste billedkvalitet, kan styre fokus og leve med de større kameraer og tungere optikker, er fullframe videokameraer en mulighed. Men skal man være hypermobil og er bred dybdeskarphed mest praktisk i forhold til ens projekt, så er et kamera med lille sensor et fornuftigt valg, specielt hvis de helt brede vidvinkel-optagelser ikke er så relevante. Det bedste kompromis er kameraer med Super 35 sensorer. 

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Maj 2020

ProAV Digital

Forside teaser 5 20 NET2

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Live Streaming
  • Peter Albrechtsen
  • Canon 1DX
  • The Cube
  • NowTek

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her